Jagten på lykken

Sofia Manning har altid været en søgende sjæl. Det sendte hende i 1999 over Atlanten og tilbage igen som en af landets førende coaches. Hendes livsrejse har lært hende, at hun er okay, du er okay - i det hele taget er det meste okay...

Foto: Claus Bjørn Larsen
Foto: Claus Bjørn Larsen
»Ja, jeg er lykkelig!« Tunge ord, der bliver hængende i luften et øjeblik, mens ordenes ejermand, en slank 31-årig lyshåret kvinde i blazer og hvid skjorte tøver et kort sekund. Hendes øjne glider op mod bjælkeloftet, som om hun var bange for, at det faldt ned om ørene på hende.

»Man bliver helt bange for at sige sådan her i Danmark, for så tænker folk nok åh gud, hvad er hun for en,« siger hun og griner afvæbende.

Kvinden hedder Sofia Manning og er kendt som en af Danmarks førende coaches med en stor del af æren for, at coaching er tidens buzzword både i erhvervslivet og hos enhver dansker, der ønsker sig jordnære redskaber til selvudvikling - eller som Sofia Manning selv skriver »at blive den bedst mulige udgave af sig selv«.

De redskaber kan man få i hendes bog »Coaching«, der siden den udkom i 2004 har solgt 20.000 eksemplarer og nu er ude i niende oplag. Hun er samtidig chef i sit eget firma Manning Inspire med ti tilknyttede medarbejdere, der både tager klienter og uddanner nye coaches. Privat er hun gift med Chris Manning, der også er coach og arbejder i hendes firma. Sammen bor de i et lille idyllisk bondehus komplet med lille æbletræ og hvid havelåge i Charlottenlund. Det er en historie, der udefra ligner en klassiker om at tage chancen og få succes, men for Sofia har ydre succes ikke meget med lykke at gøre.

»Det er blot rammerne,« som hun siger.

For hende handler lykken nærmere om, hvordan man anskuer tingene, og hun skynder sig at understrege, at hun sagtens kan have en dag, hvor hun er ulykkelig, hvor jobbet er noget møg, og hun er irriteret på sin mand.

»Men min grundfølelse er lykke. Jeg tror, at menneskets naturlige grundfølelse er lykke, og jeg bilder ikke mig selv ind, at jeg har fundet noget unikt. Jeg tror nærmere, at jeg har fået sorteret en masse idéer fra.«

En af de idéer, som Sofia Manning endelig har fået sorteret fra, er tanken om, at hun ikke er god nok, som hun er.

»Jeg har endelig indset, at jeg er okay. Andre er også okay, og i det hele taget er det meste okay. Det er noget helt andet end at tro, at jeg skal fikses, fordi jeg ikke god nok.«

Med den indsigt forsøger hun i dag at være tilstede i nuet og »leve sandt«, som hun kalder det.

»Det handler om at spørge sig selv: »Det liv, jeg lever lige nu, er det det liv, jeg vil leve? Føles det autentisk for mig? Føles den her dag sand for mig?« Det er en følelse nede i maven eller i hjertet.«

At søge sin egen sandhed er i dag blevet Sofias såkaldte livsformål, den værdi, hun lever sit liv efter. Derfor prøver hun hver dag at se verden i øjnene, som den er, i stedet for at have modstand mod virkeligheden.

»Mange mennesker lever et helt liv midt mellem to stole. De gør en masse ting, selv om de ikke har lyst til det. F.eks. kan de ikke lide at besøge svigermor, men de gør det alligevel, og så lider de hele vejen derhen, under hele besøget og skændes med kæresten om det på vejen hjem i stedet for at vælge besøget fra eller vælge det til og så tage ansvar for beslutningen. På den måde kan de vælge lidelsen fra.«

Rejsen til denne erkendelse har været lang med stop på Rigshospitalet, hvor Sofia mistede sin bror, og med en tur til USA, hvor hun tilkæmpede sig en uddannelse og ansættelse hos coach-guruen Anthony Robbins - og fandt de erkendelser, der i dag har givet hende ro i sjælen.

»Jeg tror, at jeg op til da havde haft en fornemmelse af at leve et lidt falsk liv, hvor jeg gjorde ting, fordi det så godt ud, fordi det var en fed virksomhed at arbejde i, fordi min familie eller min mand forventede det. Som mange andre moderne mennesker gjorde jeg ting, fordi jeg kunne, men det er slet ikke sikkert, at det gør en lykkelig. Det er ikke min erfaring.«

Hun lægger trykket på fordi, fordi, fordi, mens hånden rammer bordet let. For Sofia Manning taler hurtigt, og hendes ord flyder som en livlig strøm, hvor nye sætninger fletter sig ind midt i talestrømmen, når en pludselig indskydelse skal med i historien, mens hendes hænder fortæller med - peger, hamrer eller tegner streger i luften. Man suges automatisk ind i hendes fortælling. Det er ikke svært at forstå, at Sofia Manning lever af at inspirere og motivere andre.DER VAR IMIDLERTID engang, hvor Sofia Manning selv savnede inspiration. Dengang var hun 21 år og i vildrede med, hvad hun skulle stille op med sit liv.

»Jeg gik rundt på Vesterbro og følte mig smådeprimeret. Jeg var startet på RUC, men var sprunget fra igen. Jeg var småutilfreds med min kæreste, halvutilfreds med mig selv og var i det hele taget meget mellemtilfreds. Jeg var nok sådan lidt drama queen,« storgriner hun, inden hun bliver alvorlig igen:

»I tyverne får man også et pres på sig for, at ens fremtidige tilstandsrapport skal ligge klar. Men min lå ikke klar, og den jeg havde semi-klar var ikke særlig inspirerende. Jeg var nok lidt søgende uden at vide, hvad jeg egentlig ledte efter.«

Den tilstand blev hun revet brat ud af en solfyldt julidag i 1996.

»Det var en torsdag, og jeg var netop kommet hjem fra Venezuela. På min telefonsvarer lå mindst 20 beskeder, og de sidste lød bare på, at jeg skulle komme over på Rigshospitalet med det samme.«

Hendes bror var blevet indlagt samme formiddag, og en time inden hun når derover, går han i koma.

»I løbet af dagen lukker hans organer bare ned et efter et. Vi kan følge på de skærme, der er koblet til hans krop, hvordan hans tal bliver værre og værre. Fredag morgen stopper hjertet, og det vrimler ind med læger i rummet, der med de her plader prøver at få det i gang igen. Efter et nogle minutter giver de op og går igen. Og det hele sker, mens vi stadig er i rummet. Det var meget dramatisk og intenst.«

Senere fandt lægerne ud af, at broren var død af galoperende leukæmi, som ikke var blevet opdaget, fordi han var meget veltrænet. Men alt det vidste Sofia intet om på det tidspunkt. Hun vidste kun, at hun på under 24 timer, havde mistet sin storebror, der både var hendes bedste ven, mentor og et forbillede for hende.

»Jeg kan huske, at jeg gik ud på gaden fra Rigshospitalet ned til Sankt Hans Torv, og solen skinnede. Det var en virkelig smuk dag. Og mens jeg gik der følte jeg en meget stor sorg, men også en kæmpe frihed. Jeg var 21, og jeg kan bare huske, at jeg allerede der tænkte: »Okay, hvis man kan dø så hurtigt - lige fra den ene dag til den anden. Så er det edderbukkeme bare med at finde ud af, hvad man vil og komme ud over stepperne.« Jeg tror, at når du ser et andet menneske dø rent fysisk foran dig, så kan du lukke i og glemme det eller virkelig åbne op til, at det kommer du også til en dag. Det kan være om 60 år, men det kan også være i eftermiddag. Det kan du ikke vide.«

Den erkendelse ændrede Sofias verdensbillede fundamentalt.

»Noget af alvoren og selvoptagetheden forsvandt. Det var slut med at tænke stakkels lille mig, og hvad skal jeg med mit liv. I stedet begyndte jeg at tænke: »Hvad så, om jeg ikke gør alting perfekt lige nu? Jeg gør jo mit bedste.«INDTIL DA HAVDE Sofia også brugt meget tid på at tænke på andres meninger og følelser.

»Jeg havde nok været en af de der pleasere, der skulle være sød mod alle og sige ja til det hele. Det var jo enormt hårdt. Efter dødsfaldet var jeg mere sådan, nåja og hvad så, hvis jeg siger nej. Hvad er det værste, der kan ske? At de bliver de sure? Nåja.«

Samtidig indså hun, at det var hende eget liv og ikke alle mulige andres liv, hun skulle leve.

»Jeg holdt op med at bilde mig selv ind, at mit liv var en form for projekt, som ville blive vurderet, dømt og vejet af nogle andre. I dag står alt for mange danskere op og tilbeder guden, der hedder »Andres mening om mig«. Hvad siger vores forældre? Hvad siger vores venner? Og hvad gør man?«

Det er hendes oplevelse, at man i virkeligheden ikke fylder særlig meget i andres bevidsthed.

»Når jeg dør, vil mine veninder sidde nede på Emmerys og sige, nej, hvor er det synd for Sofias mand, og så vil de måske snakke om, at det er noget kedelig kage, de har i dag. Det er selvfølgelig meget morbidt, men der ligger også en kæmpe frihed i den erkendelse. Så selv om jeg selvfølgelig hellere ville have haft min bror, så var det en kæmpe gave at få i så ung en alder.«I FØRSTE OMGANG udløser den nyfundne erkendelse nu ikke radikale ændringer i Sofias liv. I stedet starter hun to måneder efter broderens død på danskstudiet. Hun er stadig stærkt medtaget af sorg, som hun bruger tid på at bearbejde, og så er danskstudiet heller ikke noget, der tænder hende. Først da hun tømmermandsplaget på en strand i Portugal læser en bog af coach-guruen Anthony Robbins, som hendes veninde stikker hende, er hun i stand til at omsætte sin nye indsigt til handling.

»Jeg blev meget fanget af hans tanker. Han siger nogle ting, som på det tidspunkt var vilde for mig, som at: »Du kan, hvad du vil,« og »Hvis du sætter dig det for, så er det bare om at handle på det. Det kommer alt sammen ned til dine overbevisninger, og hvad du tror på.« Indtil da havde jeg nok tænkt, at nu må vi se, hvad der er muligt, hvor han vendte det hele på hovedet og sagde »Hvad vil du?« »Hvorfor får du ikke det til at ske?« Det inspirerede mig meget.«

Sofia beslutter sig for at tage endnu et semester på dansk og så give sig selv en gave: En tre-måneders tur til USA og et kursus hos Anthony Robbins. Tilfældet vil imidlertid, at på netop det kursus, Sofia deltager i, har Anthony Robbins besluttet sig for, at han vil være den førende inden for uddannelse af nye coaches. Derfor bruger han meget tid på at fortælle om den nye uddannelse på kurset. Det inspirerer Sofia så meget, at hun på stedet beslutter sig for, at hun vil uddannes til coach hos ham og have et job i hans virksomhed. Så i en pause på den sidste dag af kurset, tager hun chancen.

»Pludselig sad han der og ventede på, at folk skulle komme tilbage fra pausen, i stedet for at gå ud og drikke vand, som han plejede. Det var nu eller aldrig! Så med bankende hjerte og rød hals gik jeg op til ham og spurgte på mit skoleengelsk med tyk dansk accent »I would really like to work for you«, og så svarede han »I don't think so«, og det kan jeg godt forstå,« griner hun og fortsætter: »Men så pegede han over på sin direktør, der stod lidt væk. Så gik jeg over til hende. Hun var sådan en stram dame, og hun sagde bare nej, men jeg kunne mærke på det tidspunkt, at det var det, jeg skulle, så jeg blev ved med at gå op til hende - 11 gange, indtil hun sagde okay, hvis du er villig til arbejde gratis i tre måneder.«

Sofia er ikke i tvivl om, at det var broderens død, der gav hende modet til at blive ved.

»Jeg havde jo stadig det der mellemtilfredse liv derhjemme. Og jeg tænkte: »Okay, jeg ser hende jo aldrig igen, så nu bliver jeg ved, indtil hun smider mig ud.« Og det gjorde hun jo så ikke. Hun må have set et eller andet i den stædighed.«

Allerede næste dag sidder Sofia derfor i en bil sammen med tre andre coaches på vej mod San Diego. Samme dag bliver hun tilbudt en plads på Anthony Robbins nye coachuddannelse, efter at en anden har meldt afbud. Så ud ryger både kæreste og lejlighed, og studiet bliver sat på stand-by.

»Jeg kan huske, at folk var sådan: »Jamen, det kan du da ikke, og nu skal du lige gøre dit studium færdigt«, men jeg vidste med mig selv, at det var lige meget. Hvad var det værste, der kunne ske - at jeg fik en inkasso på min telefonregning?«PÅ KURSET HOS Anthony Robbins lærer de metoderne bag coaching såsom spørgeteknik, og hvordan man gennemfører en professionel coaching-session. Men som coach skal man også udvikle sig selv, så kursisterne får bl.a. en opgave, der lyder, at de skal komme så langt væk som muligt og tilbage igen på 24 timer. Undervejs skal de finde nogle, som har brug for hjælp. Inden de bliver sendt af sted, får de frataget alle deres ejendele inklusive telefon og penge og får i stedet udleveret en flaske vand, en pose mandler samt en enkelt dollar. Uden at tænke nærmere over det, tager Sofia på tommelen og når til Los Angeles.

»Efter at havde boet i USA nogle år, så tænker jeg: »Gud, hvor var det egentlig farligt.« Men dengang var jeg så naiv,« griner hun.

På Sunset Boulevard i L.A møder hun en hjemløs mand uden ben, som sidder og tigger. Hun skaffer dem begge en gratis frokost og coacher ham på at finde en lejlighed.

»Så mødte jeg en skuespillerinde. Hende fik jeg involveret i projektet, og hun inviterede os hjem til kaffe. Senere kontaktede hun sin producent, og de lavede et TV-program om ham, så han faktisk endte med at få en lejlighed. Det var en meget sød historie, og den viser, hvad en enkelt dag kan gøre.«

Efter en måned bliver 20 af de 100 deltagere på kurset tilbudt en konsulentstilling, og Sofia er en af dem.

»Så begyndte en helt anden livsstil, hvor jeg arbejdede i den her motivationsvirksomhed. I starten var det superfedt. Den verden er jo enormt motiverende. Vi rejste rundt på kurser til Hawaii og i hele USA. Vi blev trænet i at undervise, coache og tjente rigtig gode penge.«

Pengene udmønter hun i en ægte amerikansk livsstil med sportsvogn og lækker lejlighed med havudsigt og pool i ejendommen. Livet bliver levet i det høje gear.

»Det var noget med, at så tog man lige en spinningtime fra 7-8 om morgenen, og så en yogatime fra 18-19. Det var meget intenst, og vi var alle i tyverne og single, så det var også sådan noget party-noget.«

Sofia bliver efter et år fastansat i Anthony Robbins virksomhed med ansvar for de internationale klienter og coacher nu topledere fra det europæiske erhvervsliv. Men samtidig begynder hun at savne noget.

»Jeg begyndte at blive træt både i hovedet og kroppen. Jeg var kun 26, men lige pludselig følte jeg mig som en på 60 år.«

I en periode forsøger hun bare at rette ryggen og tage en kop kaffe mere, men det går ikke særlig længe.

»Meget coaching foregik over telefonen, og når vi tog den, skulle vi sige: »Hello, it's another great day at the Another Robbins Company«, og det holdt bare ikke, hvis det nu ikke var en god dag. Så føltes det bare ikke fedt. Det hele begyndte at lugte lidt.«

Sofia kunne mærke, at hun stadig søgte efter noget.

»Det var en form for frustration. Nu ved jeg, hvordan jeg kan skabe mål og tjene penge, kommunikere og alt muligt andet, men det føltes stadig tomt. Hvad så nu?«SOFIA MANNING INDSER, at jobbet hos Anthony Robbins måske er en del af problemet. For i en motivationsvirksomhed handler det om at være motiveret og hele tiden på vej mod nye mål, men den evige stræben efter et nyt mål udviklede sig efterhånden til et ræs for Sofia.

»Jeg begyndte at føle mig som en hamster i et hjul. Jeg løb virkelig stærkt, men hvor var jeg egentlig på vej hen?«

Det går op for hende, at hun måske nok har fået en masse selvtillid ved at arbejde for Anthony Robbins, men hun har måske ikke fået så meget selværd, for hun går stadig rundt med den her idé om, at hun skal fikses, før hun er god nok.

»Der er noget meget deprimerende og trættende over at skulle tænke på, at man er et projekt. Det føltes som om, mit liv var sat på standby, og først, når alle mine livsområder var i balance, kunne jeg begynde at leve. Det er meget stressende, at man aldrig er helt færdig og derfor aldrig god nok.«

Løsningen for Sofia bliver at ændre sit liv markant. Hun opsiger sin faste stilling hos Anthony Robbins og bliver i stedet løst tilknyttet konsulent. Samtidig starter hun sit eget firma og bliver gift med Chris Manning, som hun har mødt på et af Anthony Robbins' kurser. Hun begynder også at skrive på bogen »Coaching«, der udkommer i Danmark i 2004. Men vigtigst af alt søger hun hjælp hos en coach til at gøre op med et af sine mest destruktive mønstre. Siden teenage-årene har Sofia haft det, hun selv kalder forstyrret spisning, der betød, at hun brugte enormt meget af sin mentale tid på at tænke på sundhed, på mad og på vægt.

»Det er jo svært at have selvværd, hvis du har en vane, der er ret selvsaboterende. Hvis du hele tiden slår dig selv i hovedet med, at du synes, at du ikke gør det bedste for dig selv.«

Og sådan føler hun det, når hun efter tre måneder helt uden sukker, svælger i sukker de næste tre, eller når hun endelig falder for fristelsen til at spise Marabou, og det så bliver til en hel plade, for så bagefter at bruge energi på at tænke på den næste slankekur. På det tidspunkt læser hun en undersøgelse, der viser, at amerikanske kvinder bruger mellem 35 og 80 procent af deres tid på at tænke på mad, vægt og sundhed. Og den 27. oktober 2001 tager Sofia derfor en stor beslutning.

»Der beslutter jeg mig for, at nu er det nok! Det skal godt nok være løgn, at jeg skal bruge resten af mit liv på at tænke på det her. Det gider jeg simpelthen ikke bruge min mentale energi på.«

Hun køber endda en ring, hvor hun indgraverer datoen for at markere beslutningen.

»Det var en kæmpestor ting for mig. Det tog næsten et år og en masse energi at indarbejde nogle fornuftige og moderate vaner, men det er en af de største gaver, jeg har givet mig selv. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne have haft mit firma i dag, hvis jeg ikke havde fået gjort op med det mønster.«

I samme periode begynder hun at tage på de såkaldte »Silent Retreats«, der er en ferie på et resort, typisk i et naturskønt område, med den helt specielle regel, at man ikke må tale med nogen i den uge, man er der.

»Der er en træner, der starter hver dag med at fortælle dig om at være til stede i nuet. Der er ikke noget TV, man slukker sin mobil, og man opfordres til ikke at tjekke e-mails.«

Det tager altid Sofia et par dage at komme væk fra hverdagen.

»Den første dag er jeg helt vildt stresset, for der kommer hele tiden tanker om ting, jeg burde gøre. Den næste dag er jeg måske meget fokuseret på mad, og den tredje dag på de andre mennesker på stedet. Altsammen vaner fra livet. Men på den fjerde dag falder alt det væk, og der bliver ro. Jeg kommer til stede i nuet. Det er ikke ensbetydende med, at jeg får det supergodt, men jeg finder ud af, hvordan jeg egentlig har det. Hvis jeg er træt, bliver jeg træt, hvis jeg er kreativ, så bliver jeg kreativ. Det er en fantastisk måde at komme hjem til sig selv på.«

På sine Retreats har Sofia samtidig lært at give slip på sine tanker.

»Før i tiden troede jeg på alle tanker, og så blev jeg stresset. Men på retreats har jeg lært, at hvis jeg f.eks. kommer i tanke om, at en af mine medarbejdere er ked af det, så i stedet for at bekymre mig om det, så nøjes jeg med at konstatere det og lader tanken flyve videre.«

De indsigter, som Sofia Manning har opnået på sine retreats, har betydet meget, for den måde hun lever på i dag.

»Retreats gav mig den indre ro, og det var i virkeligheden det, jeg har ledt efter meget længe. Det var den her erkendelse af okayness, af at jeg er okay.«

Den erkendelse betød også, at hun i dag kan give slip på stress.

»Jeg har stadig meget, jeg skal nå, men jeg har lært at tage betydningen ud af ting. Hvis du ikke tror, at du er så vigtigt, så bliver du heller ikke så stresset. Hvis det ikke lige går, som du havde tænkt dig, hvad er så det værste, der kan ske? I forhold til at dø, er det ikke så slemt.«I AUGUST 2005 vender Sofia tilbage til Danmark sammen med Chris. Det var ikke helt efter hendes plan, for hun havde egentlig tænkt sig at blive permanent i USA. Men i takt med, at hendes bog om coaching bliver en decideret bestseller herhjemme, eksploderer efterspørgslen efter Sofias foredrag og kurser. Derfor beslutter hun og Chris at flytte til Danmark og satse på hendes firma, Manning Inspire. I dag har hun ti medarbejdere tilknyttet, der coacher klienter. Selv koncentrerer hun sig om at uddanne nye coaches, køre firmaet og skrive bøger.

Hvis man skal tro Sofia Mannings oplevelse af danskerne, så har nationen akut brug for flere coaches.

»Danskerne har så mange ressourcer. De er veluddannede, kritiske, høflige, jordbundne og nærværende. Vi er meget værdsat ude i verden, men vi tror ikke nok på os selv. Når jeg beder danskere om at vurdere deres liv på en skala fra et til ti, så vurderer de fleste deres liv til maks. otte, for der skal jo være plads til forbedringer! Modsat i USA, hvor folk altid vurderer deres liv til 15, og det er ikke fordi, at de er lykkeligere end danskerne. Tværtimod.«

Hun oplever mange danskere, der tænker, at hvis deres idé er så god, hvorfor er der så ikke nok nogen, der har tænkt på det før? Danskerne virker nærmest bange for at få succes.

»Der er et låg på drømmene, hvad enten det er at blive kunstner eller glad husmor. Vi tør ikke tro på, at vi bare kan realisere vores drømme. Det er en misforstået passen på sig selv, hvor folk er bange for at handle, fordi de risikerer at blive skuffede, hvis det ikke lykkes. Jeg tror, at det er derfor coaching er blevet så populært herhjemme. Coaching hjælper folk til at gå efter drømmene.« www.sofiamanning.com
Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.