Sukkerchok

Is-test: Her får du Københavns bedste is

Selv om påsken falder tidligt i år, er det ikke usandsynligt, at nogle af fridagene skal bruges på en tur til en isbar. København har mange, men hvilke er de bedste? Ti-årige Rasmus og lillebror Emil på syv tester nogle af dem.

København har mange gode isboder. Blandt andet Oluf på en sidegade til Østerbrogade, som serverer italienske ispinde.
København har mange gode isboder. Blandt andet Oluf på en sidegade til Østerbrogade, som serverer italienske ispinde.

Paradis Is

Det er 13 år siden, den første Paradis butik åbnede i København. Italiensk is på mælk kombineret med friske råvarer blev øjeblikkeligt et hit og i dag er der 10 Paradis isbutikker i hovedstaden.

Friskheden er det bærende varemærke – af samme grund kan man ikke vide, hvilke af de 200 isvarianter, Paradis har opskrifter på, man finder i montren en given dag, for isen er altid lavet samme dag og af de råvarer, der er tilgængelige på det tidspunkt. En italiensk klassiker som stracciatella vil dog stort set altid være blandt de mindst 16 varianter, der er linet op i kølemontren.

Den er Rasmus ikke interesseret i, han har ligesom lillebror Emil sin favorit hos Paradis – henholdsvis citron og kokos – men begge drenge bruger alligevel en del tid på at studere udvalget. De går ikke så højt op i, at de nødder, der er i isen, kommer fra en siciliansk bonde, eller at mynten kommer i ren form fra Indien – de vurderer med øjnene.

De har heller ikke forinden været på Paradis’ hjemmeside og læse sig til, hvad hver enkelt isvariant præcist indeholder – fra kalorieindhold til E-numre. Men for andre med evt. allergier overfor mælk eller nødder er det en ualmindelig god service.

Det ender med kokos og Oreo-is i Emils bæger og mint og citron i Rasmus’ vaffel. Til stor tilfredshed for begge børn. Og prisen er forholdsvis rimelig – to (store) – kugler koster 30 kr.

Emil: »Jeg plejer at tage kokos, men kan godt lide, at der også er så meget andet at vælge imellem.«

Rasmus: »Det er rigtig god is, fordi den er ret cremet.«

Dom: Den med det største udvalg

Hvor: Forskellige adresser. Se mere på paradis-is.dk

 

Olufs

Rasmus og Emil gør store øjne, da de træder ind hos Olufs. En lillebitte butik på en sidegade til Østerbrogade. Størrelsen på børnenes øjne handler dog ikke om lokalet, men om isene i montren. For her er kun ispinde – ingen vafler eller kugler, bare is på pind dyppet i chokolade og kunstfærdigt pyntet.

Det er fjerde sæson, Mikael Danvad og hans kæreste serverer italienske ispinde for kvalitetsbevidste københavnere. For godt nok er det »bare« ispinde, men de er lavet af ordentlige råvarer, blandt andet ren pistacie og mælk fra en økologisk bonde i Sverige. Isen bliver lavet i baglokalet, og hvilke smagsvarianter, der er i montren, afhænger af, hvad Mikaels fantasi har udtænkt.

Rasmus er vild med jordbæris, så han vælger en sådan, mens Emil smager pistaciemodellen pyntet med mandelsplinter. Bagefter prøver de bidder af bl.a. nougat, solbær og rabarber. Sidstnævnte er overtrukket med et tykt lag hvid chokolade, og selv om de to unge herrer er mest til mørk chokolade, har især Emil svært ved at styre sin udelte begejstring over den variant – både chokoladen, den intense smag af rabarber og den cremede konsistens.

Ispindene findes i fire størrelser, fra small til X-large. En large - som er passende til en voksen og rigeligt til et barn - koster 35 kr. Og er man ikke til pind, har Olufs også iskager i montren.

Emil: »Den der med rabarber smager bare sådan helt vildt uhm.«

Rasmus: »Det er den bedste jordbæris, jeg har smagt.«

Dom: Den, hvor isen smager bedst

Hvor: Olufsvej 6, København Ø

Østerberg Ice Cream

At lave – god – is er ifølge Cathrine Østerberg en videnskab. Den 26-årige kvinde bag isbutikken Østerberg Ice Cream, som åbnede på Østerbro i 2014, har en kandidatgrad i fødevarevirksomhed og har skrevet speciale i isstruktur. Og er det, hun selv kalder en videnskabelig isnørd, der går voldsomt meget op i fremstillingen af isen - fra teksturen og opskriften til køletemperaturen og mundfornemmelsen.

Alt det er måske interessant for voksne, men for børn som Rasmus og Emil er det dybest set ligegyldigt, hvordan isen er lavet, bare den smager godt. Og tager sig godt ud i montren – og her bliver der overvejet længe, for Cathrine Østerberg har ganske vist jordbær og chokolade i udvalget, men hendes speciale er frugter, især eksotiske frugter. Og mango eller dragefrugt gør ikke så meget farvestrålende væsen af sig i isform.

Det ender med en miniversion af Jorden Rundt – butikkens udgave af en tastingmenu, hvor man får små kugler af 12 isvarianter, så man kan smage lidt af hvert. Bl.a. cookie dough med en dej, som hjemmelaves i butikken. Og lakrids, som specielt Rasmus er begejstret for.

Lillebror Emil slubrer både pistacie, jackfruit, vanilje og brownie i sig, mens han tilfreds erklærer, at han godt kan lide, at man kan sidde ned. Butikken er indrettet i et højloftet lokale, i lys og enkel nordisk stil, og med en bænk langs vinduet, trætte børn (og andre) kan slå sig ned på.

To store kugler koster 32 kr., en »Jorden Rundt« med 12 mindre kugler koster 60 kr. – en Junior-version 46 kr. Og fordi der er frugter på ismenuen, som ikke alle nødvendigvis kender, deler Cathrine Østerberg gerne smagsprøver ud, inden man vælger varianter.

Emil: »Hyggeligt, at man kan sidde ned og spise dejlig is.«

Rasmus: »Lakridsen er god, fordi den har sådan en lidt stærk smag af lakrids.«

Dom: Den hyggeligste

Hvor: Rosenvængets Allé 7C, København Ø

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.