23. august 2009, 20:03 – opdateret 23. august 2009, 20:52

Hvis man forestiller sig, at filmkunstnerne i Danmark vælter sig i glamour og røde løbere, kan man godt tro om igen.

Ifølge en ny undersøgelse foretaget blandt medlemmerne af foreningen Danske Instruktører har omkring halvdelen af filminstruktørerne nemlig svært ved at leve af deres filmarbejde. Mange af dem må således tage arbejde i strengt uglamourøse stillinger som butiksmedarbejdere eller taxachauffører. Andre opgiver ganske enkelt at skaffe sig en indtægt som filmkunstner og vælger i stedet helt at forlade filmbranchen.

»Det er stærkt bekymrende, og hvis man ønsker at dansk film fortsat skal være en succes, skal vi sørge for at dem, der laver filmene, også kan leve af dem,« siger Dorte Høeg Brask, der er formand for filminstruktørernes forening.

Størrelsen på de danske filmsinstruktørnes indkomster varierer meget, og kun 20 procent af filminstruktørerne lever alene af deres filmarbejde.

»Dansk film skal ikke udelukkende laves af de samme seks-otte koryfærer. Hvis man ikke giver nye talenter økonomisk plads til at øve sig i at lave film, så dør dansk film,« siger Dorte Høeg Brask.

Ifølge instruktørernes formand er der i princippet tilfredshed med størrelsen af tarifferne for instruktørarbejde, men hvis en instruktør kun arbejder et par gange om året for mellem 11.000 og 15.000 kroner, så er det umuligt at leve af, siger hun.

»Og så er det ikke så mærkeligt, at nogle siger til sig selv, at så vil de hellere arbejde som sygeplejersker,« siger Dorte Høeg Brask.

En væsentligt del af instruktørernes indkomstproblem består i, at filmbranchen har vænnet sig til, ikke at betale instruktørerne for udviklingsdelen af deres arbejde, dvs den del af arbejdet der består i at få ideer til nye film.

»I dag er det ofte sådan, at instruktørerne ikke får penge for det arbejde de udfører på nye projekter, når de er mellem to job. Her skal særligt de unge instruktører blive bedre til at slå i bordet overfor filmproducenterne, og kende deres rettigheder når de skriver kontrakter,« siger Dorte Høeg Brask.

I forlængelse af undersøgelsen vil instruktørerne overfor deres arbejdsgivere i Det Danske Filminstitut og TV-stationerne foreslå, at der bliver afsat en særlig pulje til at betale for det arbejde, instruktørerne idag finansierer ud af egen lomme, alternativt i form af en »premierepulje«, hvor en del af indtjeningen på en ny film øremærkes til instruktørens efterfølgende film.

Henrik Bo Nielsen, der er direktør på Det Danske Filminstitut, anerkender at mange instruktører tjener for lidt, og bemærker at dette forhold har givet en uheldig afvandring af instruktører fra filmområdet til TV-området, der traditionelt aflønner bedre.

»Principielt er det et aftalespørgsmål mellem instruktørerne og producenterne, men det er absolut en overvejelse værd at give en del af den offentlige støtte på en film til instruktørens idéudvikling,« siger Henrik Bo Nielsen, der dog ikke vil lægge sig fast på hvilken form den type støtte skulle have.

Svært at prissætte
Sidste år vakte det debat i filmbranchen, da filmbladet Ekko offentliggjorde et internt notat fra Det Danske Filminstitut, der antydede, at instruktørerne måtte påregne et vist mål af ubetalt arbejde, når de udtænkte nye filmprojekter.

Henrik Bo Nielsen afviser dog, at filminstituttet spekulerer i gratisarbejde fra filmkunstnerne.

»Det er desværre vilkårene i de kreative områder, at der er nogle former for arbejde som det er håbløst at sætte beløb på. Hvordan måler og vejer man, at en instruktør og en manuskriptforfatter i månedsvis har siddet og brainstormet idéer? Men omvendt er det et helt forkert billede, at filminstituttet som udgangspunkt forventer af instruktørerne, at de laver mængder af gratisarbejde på deres egne film,« siger Henrik Bo Nielsen.