Industrieventyr ved Sankt Jørgens Sø

En række foretagsomme herrer forvandlede i 1700-tallet et øde græsningssted ved Sankt Jørgens Sø til et industriområde, der hvor Vodroffsvej ligger i dag.

Traktørstedet Vodroffslund, der blev opført i slutningen af 1700-tallet af etatsråd Hemert, og i første halvdel af 1800-tallet tjente som lystgård for grosserer Zinn. Foto: 1888, Før og nu, årg. 1921.
Traktørstedet Vodroffslund, der blev opført i slutningen af 1700-tallet af etatsråd Hemert, og i første halvdel af 1800-tallet tjente som lystgård for grosserer Zinn. Foto: 1888, Før og nu, årg. 1921.

Det var drømmen om et industrieventyr ved Sankt Jørgens Sø, som i foråret 1699 fik Christian V til at udskrive et gavebrev til en kvartermester i den kongelige marine. Han hed Georg Julius Wodroff og havde foreslået, at man etablerede en virksomhed til fremstilling af klædestoffer.

Det rette sted havde han også fundet, for Rosenåen, der fra Ladegårdens grøft løb ud mod Kalvebod Strand, kunne levere energi til at trække en vandmølle. Den ville han selv opføre, hvis kongen skænkede ham det smalle stykke land mellem Sankt Jørgens Sø og åen sammen med tyve års skattefrihed og eneret på at fabrikere de eftertragtede tekstiler.

Det lød rimeligt nok, og kvartermester Wodroff fik det ønskede areal »til evindelig arv og ejendom«. Grunden, der strakte sig fra Gammel Kongevej og helt ud til Ladegården, lå på vestsiden af den nuværende Vodroffsvej. Den var 870 meter lang, men kun 50 meter bred, når der var vand i søen. Det var der imidlertid sjældent.

For selv om det var lovbefalet, at der »aldrig måtte mangle vand på dette sted«, var der alt for mange, som havde interesse i at bruge den frugtbare søbund til privat græsningsområde. På de betingelser var lovens ord nytteløse, og først i 1728 blev vandstanden reguleret med en dæmning ved Gammel Kongevej. Søen fik samtidig sin nuværende form, og de grunde, der nu ligger på østsiden af Vodroffsvej, blev indvundet ved opfyldning.

Overtaget af sejlfabrikant

Den forandring i landskabet nåede den foretagsomme klædefabrikant aldrig at se. Han døde nytårsaften 1724 efter i en halv snes år at have modtaget milde gaver fra byens menigheder. Fabrikken gav nemlig underskud, og for dog at have noget at leve af slog han sig på fremstilling af perlegryn og snustobak.

Midt i al denne elendighed trådte en ny projektmager ind i historien. Han hed Peter Petersen Wello og var sprængfyldt med ideer til, hvordan Københavns mange vandmøller skulle drives. Det vakte naturligt nok myndighedernes interesse, men da han blev anmodet om at forklare sig nærmere, manglede han pludselig ord. Det var for meget at forlange.

Nu tænkte ingen længere på kvartermester Wodroff. Han var død og borte, men hans navn blev hængende, da ejendommen i 1730erne blev overtaget af sejlfabrikanten Johan Plumb, som havde kontrakt med flådens øverste chef om at levere sejl til nationens mange krigsskibe. Plumb indrettede en velfungerende sejldugsfabrik ved bredden af søen, og mangel på arbejdskraft fik han aldrig, for af kontrakten fremgik det, at han altid kunne få assistance fra de indsatte i Tugt- og Spindehuset.

Overtaget af konkurrenter

Det var en god forretning. Ja, alt for god, og efter en halv snes år meldte tre af byens magtfulde storkøbmænd sig som interessenter hos Søetatens Generalkommissariat. Helt efter planen overtog de tre herefter sejldugsfabrikken, og for en periode på 25 år fik de eneret til at producere sejl.

Det begyndte udmærket, men i længden var det vanskeligt at opretholde den kvalitet, som flåden krævede, og samtidig have monopol. Til sidst gik det galt, sejldugsfabrikken måtte lukke, og så kom nye ejere til på det, der nu hed Vodroffsgård. En af dem var englænderen John Smith, som angiveligt havde opfundet en vævemaskine trukket af en hest. Både gulvtæpper og fint klædestof kunne han fremstille i ubegrænsede mængder, og det lød så lovende, at staten bevilgede ham en betragtelig sum penge til at komme i gang. Men noget gik galt. Maskinen virkede ikke efter hensigten, og pengene var tabt.

Til gengæld var ejendommen steget betragteligt i pris, for en af de rige købmænd i triumviratet havde opført en herskabelig lystgård midt på grunden, der nu strakte sig fra søen og helt ind til H.C. Ørstedsvej. Den købte en af byens rigmænd, grosserer Zinn, i begyndelsen af 1800-tallet, for det var eksklusivt at ligge på landet ved Sankt Jørgens Sø, og i et halvt hundrede år forblev Vodroffsgård i familiens eje.

Det meste af grunden blev dog efterhånden solgt fra, og selve hovedbygningen blev i 1868 omdannet til traktørstedet Vodroffslund. Et nydeligt sted med servering i haven, men det var ikke på Vodroffslund, den store tørst blev slukket. I 1906 blev ejendommen revet ned, og på stedet anlagde man Danas Plads. Fremskridtet havde holdt sit indtog.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.