15. januar 2009, 19:47 – opdateret 15. januar 2009, 21:45

Jeg glæder mig til, at den blå teltdug, der omslutter DR Koncerthuset, bliver oplyst af billeder og farver, der fortæller, hvad der foregår i bygningen, for som den fremtræder en grå januardag, er det mest af alt et kuriøst påfund. Det må imidlertid være flot om aftenen, når mørket har sænket sig, og billederne vil give bygningens overflade liv og bevægelse i et ellers meget lidt opmuntrende, moderne kontorlandskab, der på den anden side er robust nok til at kunne klare et lysshow af den slags.

Allerede nu kan man konstatere, at nogle af de lamper, der er valgt til at oplyse rummene inde i huset, har særlige kvaliteter, der lokker med varme, røde og gule farver. Her sker der noget. Det gør der givetvis også i DR Byens andre sektioner, men lyset i koncertsalen fortæller det.

Koldt og blæsende
I det hele taget må man glæde sig til, at ikke alene byggeriet, men også dets omgivelser bliver helt færdige. Det er paradoksalt, hvordan vi begynder at bruge de store kulturhuse – eller anmelde dem for den sags skyld – inden de er helt færdige. Omgivelserne, der er en afgørende forudsætning for at gøre et sted tiltrækkende, er i hvert fald en byggeplads, og skønt det er praktisk, at Metroen går næsten til døren, må man sige, at området især i de mørke, kolde og blæsende måneder er ualmindeligt ucharmerende. Ligesom ved de fleste af de af landets havnefronter, der er ved at blive omdannet til nye formål, er der hverken ly eller læ. Er det et dogme i moderne byplanlægning, at mennesker ikke må have steder, hvor det er rart at mødes? Store pladser kan fremhæve monumental arkitektur – men de er fremmedgørende og menneskefjendske. Det er der adskillige eksempler på i København. Nu er der ét til.

Men er man så først kommet ind i Koncerthuset, venter der en arkitektonisk oplevelse. Der er en egen rå charme over publikumsarealerne, som byder på skiftende syns- og rumoplevelser, og det bliver interessant at konstatere, om den overvejende indirekte belysning er tilstrækkelig til at bidrage til at skabe en god og forventningsfuld atmosfære, eller om man vil have en fornemmelse af at befinde sig i en ventesal. På lyse tider af året vil der være en storslået udsigt over Amager, der af indlysende årsager bliver bedre og bedre, jo højere man bevæger sig op i bygningen.

Fire koncertsale
De fire koncertsale – eller studier – er meget forskellige i omfang og stemning. Et af dem – måske det mest vellykkede af de tre mindre – har en tone i farvesætningen, der leder tanken hen på et flygel. En anden har en appetitfremkaldende lak-rød nuance på væggene, og et tredje er dekoreret, som befandt man sig inde i et stort pakhus. På væggene er der noget, der ligner kasser af den slags, man formodentlig engang transporterede gods i over lange afstande, og rejse- metaforen er elegant gentaget flere steder i bygningen; bl.a. i den store foyers garderobe hvis tøjstativer kan minde om de kufferter, musikere sender deres instrumenter i under rejser.

Hovednummeret er imidlertid den store koncertsal, der så at sige er ophængt et sted inde under den blå teltdug. Det er vist DR selv, der har brugt betegnelsen, at meteoren er landet, og et eller andet fremmedartet er der i hvert fald, for i det ydre ligner koncertsalen noget, der er flikket sammen af gamle brædder og tagpap. Så meget desto større er oplevelsen, når koncertsalen åbner sig i al sin gyldne vælde. Den er enorm, tænker man først, men står man nede i midten af salen, hvor musikerne sidder, kan man konstatere, at den også har en intim og overskuelig karakter. Det er et rum, der stemmer sindet til oplevelse. Under de rette lysforhold har det også en fin tone, og det rummer i det hele taget en nærmest landskabelig skønhed.

Duft af Rosenørns Allé
Den gamle koncertsal på Rosenørns Allé var også et dejligt rum, og som for ikke at gøre savnet for stort, har Jean Nouvel i sin fortolkning af en stor, moderne og klassisk koncertsal taget nogle elementer med fra den gamle sal. Stolenes udformning minder om stolene på Rosenørns Allé, deres armlæn minder om noget fra gamle dage, og det er da også parafraser over de stole, Vilhelm Lauritzen i sin tid tegnede. Gedigne og kvalitetsbevidste, sådan som den bedste del af dansk arkitektur var dengang. Vilhelm Lauritzens stole var beklædt med skind, der indimellem for den enkelte stols vedkommende måtte udskiftes, og det gjorde rækkerne af siddepladser til et vareret landskab af farver. Noget tilsvarende har Jean Nouvel gjort. Nogle af stolene er i nuancer, der afviger fra hovedparten og giver derved et levende billede.

Danmark har fået endnu et stort arkitektonisk værk, mennesker vil komme rejsende til landet for at se. Trist bare, at det er placeret i så uinspirerende omgivelser. Det skulle ikke være nødvendigt, for at det kan hævde sig ved hjælp af sine egne, indlysende kvaliteter.