Anmeldelse

Ikke et ord om politik

Den af Venstre frygtede bog om Lars Løkke Rasmussen har ingen nye afsløringer og er sobert journalistisk håndværk.

Den længe ventede og af hans egen lejr længe frygtede bog »LLR« om Danmarks formentlig kommende statsminister er landet. På sine genrebestemte præmisser er »LLR« en grundig og sober bog, som på filmisk vis opbygger en form for spænding, skønt netop spænding ikke er så nemt at skabe, når vi kender resultatet på forhånd. På billedet optræder bogens hovedperson til et arrangement i Plantorama i Hillerød i kommunalvalgkampens slutspurt i november 2013.
Den længe ventede og af hans egen lejr længe frygtede bog »LLR« om Danmarks formentlig kommende statsminister er landet. På sine genrebestemte præmisser er »LLR« en grundig og sober bog, som på filmisk vis opbygger en form for spænding, skønt netop spænding ikke er så nemt at skabe, når vi kender resultatet på forhånd. På billedet optræder bogens hovedperson til et arrangement i Plantorama i Hillerød i kommunalvalgkampens slutspurt i november 2013.

Så er den her. Længe ventet. Længe frygtet. Den nye bog om Danmarks formentlig kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, formand for Venstre. Frygtet af kredse omkring ham. Håbefuldt ventet af kredse omkring Kristian Jensen, kupmageren, hvis mod svigtede. Og af, naturligvis, Venstres modstandere med Socialdemokraterne i spidsen.

Men lad os med det samme skuffe de håbende og glæde de frygtende. Med et kendt udtryk fra hovedpersonens forgænger, Anders Fogh Rasmussen: Der er ikke noget at komme efter. Indholdet er gammel vin på nye flasker. Nul afsløringer.

BT-journalisterne Andreas Karkers og Thomas Nørmark Krogs bog om LLR, som Lars Løkke kaldes i Venstres indre cirkler, repeterer de gamle personhistorier, de såkaldte skandaler, som tidligere er blevet gennemtygget af pressen – til ulidelighed for de vælger-læsere, der synes, at politisk journalistik først og fremmest skal handle om – politik. Men for moderne vælgere er politikernes personlige livsførelse og moralske vandel et afgørende parameter.

Det er det gængse synspunkt i pressen, og det er dette synspunkt, Karkers og Krogs bog om Løkke Rasmussen er en konsekvens af.

Hvis man synes om den slags personfikserede, politiske bøger, der handler om privat adfærd, magtstræb, ambitioner, jalousi og hævn, vil man også nikke anerkendende til denne.

På sine præmisser er det en grundig og sober bog, uhyre detaljeret, klogt disponeret og »filmisk« klippet, så der opbygges en form for spænding, skønt det selvfølgelig ikke er så nemt at skabe spænding, når vi kender resultatet på forhånd, nemlig at Lars Løkke Rasmussen ved det afgørende hovedbestyrelsesmøde i Odense, 3. juni i år, klarede pynten og bevarede sin formandspost i partiet, mens »kupmageren«, næstformand Kristian Jensen, forspildte sine muligheder, fordi han ikke havde mod til at gå hele vejen.

Dette forløb viser i sig selv, at Lars Løkke Rasmussen er en langt stærkere leder, mere frygtløs, taktisk dygtigere og, som en rigtig politisk leder, parat til at bruge de nødvendige midler for at opnå, hvad han ønsker. Denne konklusion er min.

Bogen skildrer meget præcist og detaljeret det dramatiske begivenhedsforløb, men drager ikke denne konklusion, der lader Kristian Jensen og hans håndlanger Jens Rohde stå tilbage som forpjuskede høns, ukvalificerede til at stå i spidsen for landets førende parti.

Hvis man vil læse en politisk bog om Lars Løkke Rasmussen, er Thomas Larsens samtalebog »I Orkanens øje« stadig den bedste.

Den handler udelukkende om politik og viser en Lars Løkke Rasmussen, der har et politisk overblik og et kendskab til det danske samfund uden sidestykke. Karkers og Krogs bog er kemisk renset for politik.

Det fremgår intetsteds, at de mennesker, der optræder i bogen, beskæftiger sig med andet end magtkampe, personlig bagtalelse, sladder, jalousi, såret forfængelighed, hævntrang, fraktionsdannelse, klikevæsen. Tilsyneladende er de slet ikke optaget af politiske overvejelser, har slet ikke et grundsyn på politik, beskæftiger sig ikke med politiske beslutninger af vidtrækkende betydning for millioner af mennesker.

Sådan forholder det sig naturligvis ikke i virkeligheden. Det er et fortegnet billede, bogen giver, men det kan man ikke klandre forfatterne for; det ligger i bogens genre, at magtstræbet gøres til det altdominerende.

Selvfølgelig spiller magt, private ambitioner og forfængelighed en rolle, også i politik, men ikke alene. Og dog er der vel meget sandhed i billede, bogen implicit tegner af den måde, man omgås hinanden på i det politiske liv. Det ser ud til, at reelle venskaber yderst sjældent forekommer. Det ser ud til, at de fleste er mere end villige til at sladre om andre. Det ser ud til, at intet udsagn er for lille til ikke at blive brugt mod én og forstørret på en måde, der totalt forvansker det.

I bogens forord fortæller forfatterne, at deres lille kontor oppe under taget i »Det Berlingske Hus« – som de henrivende gammeldags kalder det hus, som Berlingske ikke længere ejer – på det nærmeste overrendes af Venstre-folk, der er ivrige efter at bidrage til bogen.

Efter min mening er det kun små mennesker, der har travlt med at sladre om det ene eller andet, de har været vidne til. Man skal tage sig alvorligt sammen for ikke at blive misantrop, ja, ligefrem komme til at lide af menneskeforagt, når man læser sådan en bog, hvor det er nemt at spore de mange ivrige hjælpere.

Det hævdvundne og strengt nødvendige princip om kildebeskyttelse udhules i denne type bog, ikke fordi forfatterne bryder det, men fordi det er utrolig let at genkende kilderne til en lang række af de begivenheder, bogen skildrer.

Her skal jeg kun nævne én: Det er Lars Løkke Rasmussens gode veninde, præsten Kathrine Lilleør, der fortæller om en festlig aften med Lars Løkke og venner i »den 400 kvadratmeter store præstegård«.

Hun røber intet fortroligt og fortæller intet negativt, men efter min moralske kogebog holder man bare sin mund om nære venner, sådan som journalisten Lasse Ellegaard helt rigtigt har gjort i den omdiskuterede sag om kollegaen Jan Stage.

I en position som Lars Løkkes er der åbenbart ingen, hvis fortrolighed man kan regne med. De eneste, han kan stole på, er vel Carl Holst, Peter Christensen og Søren Pind, men det er også mennesker af format. Ikke at forglemme hustruen, Sólrun. Ny for mig er hendes formidable handling i Landstingsalen på Christiansborg om aftenen efter Venstres nederlag i valget til Europa-Parlamentet, hvor Lars Løkke Rasmussen påtager sig ansvaret efter alle »skandalerne«, altså det dyre rejseri for GGGI og de betragtelige tøjindkøb – »skandaler«, som det i parentes bemærket vil være fuldstændig umuligt for politikere syd for den danske grænse at fatte det skandaløse indhold i.

Beskrivelsen af Sólrun Løkke Rasmussens bedrift hin aften overlader jeg til bogens forfattere. Det handler om TV 2-redaktøren Anders Langballe, der pludselig mærker noget sile ned ad benet: »Vand? Det er sært. Og endnu mere underligt er det, at hans ene jakkelomme er fuld af vand. Bukserne er pladdervåde, og vandet driver ned ad hans ene ben. Han kigger op og ser, at Sólrun Løkke Rasmussen er på vej væk fra ham med en tom vandflaske i hånden«.

Man kunne have ønsket, at fru Løkke Rasmussen havde udvist en lignende nidkærhed i administrationen af ægteparrets økonomi, Mallorca-billetter og ægtemandens tøjindkøb.

Nyt for mig er også, at Lars Løkke Rasmussens chauffør gik ned med stress, men om det alene skyldes den krævende tjeneste for Venstre-formanden, eller om han i forvejen havde psykiske skavanker belyses ikke.

Der gøres heller ikke forsøg på at gå i dybden med Britta Schall Holbergs påstand om det særlige mådehold, der har været gældende i Venstre, og som gør den mere ødsle Lars Løkke Rasmussen til en fremmed fugl. Det er simpelthen ikke rigtigt, hvad hun siger.

Det er muligt, at enkelte midtjyske bønder og andre i Venstres berømte bagland vurderer påholdenhed og kludelignende klædedragt højt, men Venstre er også og ikke mindst storbøndernes parti, og her bruges penge og stiftes gæld i svimlende omfang. Ydermere har Lars Løkkes forbrug været ligefrem beskedent i forhold til visse andres i Venstres ledende lag.

Af og til bliver bogen helt komisk. Det sker i et afsnit, hvor Lykke Friis’ og Søren Pinds venskab dokumenteres med følgende inderlighed: »Lykke Friis’ hund Winston – opkaldt efter Churchill – leger med Søren Pinds søns hund«.

Men hvis man kan acceptere to ting, er bogen beskedgivende læsning, solidt journalistisk håndværk. Den ene drejer sig om genrens journalistiske metode, hvor alt er oplevet på anden hånd, men fortælles på første hånd.

Det betyder, at skildringens sandhedsværdi afhænger af de anonyme kilders pålidelighed og dømmekraft. Den anden ting er selve den indfaldsvinkel, genren benytter sig af. I denne bog allerede lagt fast ved bogens motto, der er et citat fra Anders Fogh Rasmussens grundlovstale, 2001, hvor han tager afstand fra »misbrug af magt, misbrug af penge, sløseri og elendig administration. Kammerateri«.

Dette er bogens præmis og bestemmer dens ensidighed, skønt forfatterne af og til tager sig i det og også fremhæver nogle gode sider ved hovedpersonen. Men ikke et ord om politik. Eller om politiske resultater.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.