15. marts 2009, 17:49 – opdateret 16. marts 2009, 08:10

For seks år siden var Kurt Nilsen bare en blikkenslager fra Bergen med to børn, et rockband og store drømme.

Så kom han med i den norske udgave af Idols i 2003 og vandt først det og året efter den internationale version World Idol. Her formåede han at give forhåndsfavoritten Kelly Clarkson baghjul, til trods for, at de internationale dommere fra starten havde svært ved at se den lille runde rødblonde mand med det karakteristiske mellemrum mellem fortænderne som en rigtig popstjerne.

Den notorisk nådesløse dommer Simon Cowell sagde direkte til ham på World Idol, at han var for grim til at blive stjerne, mens hans meddommer Ian Dickson kaldte ham »en hobbit med en stemme som en engel«.

Men Kurt Nilsen vandt seernes gunst – og stemmer – med sin coverversion af U2s »Beautiful Day«, selvom han havde influenza og måtte kickstarte stemmen med et par hurtige glas Jägermeister. Hjemme i Bergen blev han modtaget som en statsmand med flag og hyldest, og siden har succes fulgt succes for den kun 30-årige nordmand, der har solgt mere end 240.000 plader i hjemlandet Norge, heraf 100.000 eksemplarer af »Rise to the Occasion«, der er hans fjerde soloudgivelse.

Stemplet som Idol
Kurt Nilsen er en af de få stjerner, der har fået en solid karriere ud af sin deltagelse i et af de mange talentshows, der med X Factor i spidsen spreder stjernefeber ud over hele verden i øjeblikket. Langt de fleste får kun lov at udgive en enkelt plade, før de igen bliver glemt til fordel for det næste nye talent.

Kurt Nilsens forklaring på hans egen succes er lige så enkel som typisk for den jordbundne nordmand:

»Jeg skider på det hele og spiller bare min musik,« fortæller han, da Berlingske Tidende møder ham på Vega, hvor han i torsdags gav en showcasekoncert for særligt inviterede. Han har fra starten været bevidst om, at han blev nødt til at sætte sit eget fingeraftryk på sin karriere for ikke at ende som endnu et pladeselskabsstyret konceptprodukt. Han insisterede derfor på selv at skrive størstedelen af numrene på sin første plade »I«, og de efterfølgende tre består udelukkende af egne numre.

»Det var vigtigt for mig at holde fast i min musikalske integritet. Du får sådan et stempel på dig: Du kommer fra Idol eller X Factor eller hvad det nu er, og det må du ryste af dig,« siger Kurt Nilsen, der kalder de mange talentshows for »kunstnerfabrikker«.

»Og hvis fabriksartisten gør det godt, så får man lov til at lave en plade til, og klarer du at forny dig lidt, og gøre det lidt mere på din egen måde, så kan det lykkes. Men det er vigtigt ikke at blive forblændet af berømtheden og alt det, der følger med, og i stedet sætte sig ned og begynde at skrive sange. Du er nødt til at arbejde hårdt på at bevise, at du er en ægte kunstner.«

Plads til mere musik
Kurt Nilsen har netop formået at udvikle sig og gøre musikken til sin egen. Fra han som 24-årig stod foran dommerne i Idol og erklærede, at han var til rock og ikke så meget andet, har han gradvist udvidet repertoiret og senest vedkendt sig den kærlighed til countrymusikken, han har fået i arv fra sin mor, der var indehaver af en imponerende samling countryplader.

»Dengang jeg startede, var jeg i et rockband, og der var det ikke cool at høre country og den slags, men jeg er blevet ældre, og nu er jeg mere inspireret af country, jazz og blues,« siger Kurt Nilsen, der sammen med sit nye bredere musiksyn føler, at han har fundet en ny ærlighed i musikken, der passer bedre til små intime spillesteder end de store steder, hvor han gav koncerter i den første tid efter Idol.

»Jeg foretrækker at spille på klubber. Det er mere intimt, og du har en anden kontakt til publikum. Jeg kan være lidt mere … Kurt privat. Jeg har lige været på en tour i Norge, hvor vi spillede på 60-70 klubber. Det var noget med bare at bo i bandbussen og så ellers spille musik. Det var fantastisk,« siger han med et stort smittende smil, der oser af den spilleglæde, der er drivkraften bag det hele.

Studie i en guitar
Bandlivet på vejen kombinerede han med et liv som helt almindelig familiefar. Sammen med sin eks-kæreste, som han var sammen med, fra han var 15 til han var 26, har han to sønner på 13 og ni år, og sammen med sin nuværende kone har han en søn på tre. Så når den ikke står på indspilninger og koncerter, koncentrerer han sig om familielivet hjemme i Bergen, hvor han insisterer på at blive boende, selvom de fleste norske musikere bor i Oslo.

»Jeg er lokalpatriot – de må bare komme til mig,« som han siger med et grin.

En enkelt stjerne-luksus har han dog tilladt sig. Kurt Nilsen er nemlig den glade ejer af en hytte formet som en westernguitar. Den er fyrre meter lang og komplet med en 14 meter lang hals. Her har han indrettet et fuldt udstyret studie, og de mange priser, han har modtaget for sin musik, ligger nedfældet i gulvet i gangen og stuen.

»Ja, det er meget gennemført,« griner han og fortæller, at hytten er blevet hans fristed, hvor han kan trække sig tilbage, når virakken bliver for meget. Og en måde at adskille musik og familieliv.

»Jeg spiller aldrig guitar derhjemme – i stedet tager jeg op i hytten og hygger mig. Det er godt at komme lidt væk fra det hele og dvæle lidt.«

I studiet i hytten hænger et billede af ham og Willie Nelson, som han fortolker Hank Williams-nummeret »Lost Highway« med på sin nye plade. Når han mangler inspiration, kigger han på det, og så flyder tonerne igen. Nummeret blev indspillet på Nelsons gigantiske ranch i Texas, og Kurt Nilsen betegner det selv som sin karrieres foreløbige højdepunkt.

»Han har lavet måske 110-120 plader, og jeg har kun lavet seks, så at synge duet med ham var stort. Det er nok det største, jeg har opnået.«