Iben Hjejle glimrer i et glimt

Iben Hjejle får næsten stjålet rampelyset fra megastjerne Michelle Pfeiffer i en kort scene i den kulørte film "Cheri" om lukusludere i Paris.

Stephen Frears filmatisering af Colettes roman "Cheri" begejstrer anmelderne ved filmfestivalen i Berlin. Og danskere vil kunne bryste sig af Iben Hjejle næsten får stjålet rampelyset fra megastjerne Michelle Pfeiffer i en kort scene i den kulørte film om lukusludere i Paris.

"Cheri" bringer klare mindelser om Stephen Frears tidligere "Liasons Dangereuse" om intriger ved Solkongens hof, dog er intrigerne denne gang tidsmæssigt flyttet frem til sidst i 1800-tallet, da Paris oplever "La Belle Epoque".

Instruktøren Stephen Frears forklarer selv i en kort indledende vignet om denne tids særlige klasse af luksusprostituerede, der blev tilbejlet som filmstjerner og forgyldt med huse, smykker og formuer af Europas konger og rigmænd.

Den 50-årige filmstjerne Michelle Pfeiffer spiller en kurtisane, der indleder en affære med en yngre mand, en søn til en kollega. Affæren udvikler sig til et langvarigt forhold, men pludselig en dag forkynder den unge mands mor, at hendes søn skal giftes væk til en jævnaldrende kvinde.

Denne kvindes mor spilles af danske Iben Hjejle, der i handlinegn beskrives som en "giftig slange". Iben Hjejle kommer ind i scenen i en af filmens flotteste kjoler - og dem er der ellers mange af i "Cheri" - og i et par øjeblikke bliver Michelle Pfeiffer næsten glemt i bruset fra Hjejles slør og hattefjer.

Filmen er dog Pfeiffers helt og holdent, og trods den glamourøse indpakning og fremragende tidsskildring er filmen et nærgående og subtilt portræt af en smuk kvindes bratte møde med sin alders fremadskriden. "Cheri" har dansk premiere senere på året.