11. oktober 2008, 22:30

I virkeligheden var det en upåagtet demonstration, som formentlig ikke var blevet til andet end en parentes, hvis altså ikke lige den var rettet mod en af den franske præsident Nicolas Sarkozys venner.

Men for præsidentens rådgivere var det, som om lynet slog ned, da de åbnede aviserne søndag morgen den 31. august: En gruppe aktivister på Korsika, der ville demonstrere mod en vedtaget lokalplan for øen, havde dagen forinden betrådt en græsplæne og sat sig i liggestole tilhørende den franske filmstjerne Christian Clavier. Skaderne i filmstjernens have var til at overse ifølge de tilstedeværende journalister, der dækkede episoden. En gipsskulptur af en hane var havnet i swimmingpoolen. Ellers led ingen overlast – og da slet ikke Clavier der var ude at sejle i sin lystyacht. »For mig var der tale om endnu en af de symbolske ’besættelser’, som finder sted hele tiden foran huse tilhørende folk fra kontinentet,« beskrev avisen Corse-Matins udsendte senere og tilføjer, at han kedede sig bravt over aktionen: »Jeg tænkte på, at jeg ville komme for sent til en barbecue, som jeg var inviteret til.«

Efter en time rejste aktivisterne sig også stille og roligt fra liggestolene langs poolen og gik hjem.

I Elysée-palæet i Paris derimod, hvor man ventede præsidenten tilbage fra en weekend på det luksuriøse ferieresort Cap Nègre, så man helt anderledes på sagen.

FOR CLAVIER er så nær en ven til Nicolas Sarkozy, at præsidenten tilmed har været gæst i bemeldte luksusvilla på Korsika.

Den første til at reagere var angiveligt Pierre Charon, præsidentens rådgiver i spørgsmål vedrørende kendisser. »Når sådan en slags affære rammer en nær ven af præsidenten – og mig selv – er det mindste man kan gøre at forberede sig,« forklarede Charon senere til magasinet Le Nouvel Observateur. På et homérisk raseri forstås.

Da historien om demonstrationen kom ud, greb Charon omgående røret og fik fat i Korsikas øverste politichef, Dominique Rossi. »Hallo, hr. Rossi, hvad er der sket? Jeg skal se præsidenten, som ankommer fra Cap Nègre. Jeg kender ham. Jeg ved, hvad der vil ske,« advarede Charon politichefen.

Og ganske rigtigt. Så snart præsidenten fik overbragt nyheden, blev han rødglødende af raseri. At Rossi har haft en lang pletfri karriere i det franske politi og stået i spidsen for en stribe vellykkede anti-terroroperationer på den rebelske ø vejer som aske i den sammenhæng.

»Nicolas Sarkozy følte sig forrådt, fordi han ikke blev informeret, og han følte sig personligt angrebet, fordi det drejede sig om en aktion mod hans vens hus,« forklarede en minister til magasinet L’Express.

Så 48 timer efter, at de korsikanske nationalister havde betrådt Sarkozys vens græsplæne, blev Rossi fyret.

»VENSKABSRELIGION.« Sådan beskriver Nicolas Sarkozy i en selvbiografi fra 1995 forholdet til sine venner. Er man venner med – eller i familie med ham – kan man regne med hans hjælp til både stort og småt… på betingelse af at man forholder sig loyalt over for ham.

Der kan være tale om banaliteter som at få hjælp til at komme uden om køen. Som da Sarkozys eks-kone, Cécilia, efter skilsmissen sidste år flyttede til London med deres fælles tiårige søn, Louis. Så blev der på rekordtid frigjort en plads på en Lycée Francais Charles de Gaulle, en af byens bedste privatskoler der drives af den franske stat, og hvor der normalt er årelang venteliste.

Men det kan også være langt mere givtige tjenester. For eksempel kunne ugeavisen Den Lænkede And sidste år berette, hvordan regionalrådet Hauts-de-Seine (hvor præsidenten var formand indtil han i maj sidste år rykkede ind i Elysée-palæet, red.) solgte en af dets prægtige besiddelser til en af Sarkozys mangeårige medarbejdere, der havde behov for en residens til sit otium. Prisen på den fashionable bolig, der havde egen park og lå i en historisk landsby, hvor kejser Napoleon i sin tid residerede, var ni millioner kroner – eller et sted mellem halvdelen og to tredjedele af markedsværdien ifølge lokale ejendomsmæglere.

»At være præsidentens ven medfører ikke færre rettigheder end for andre borgere,« forklarer Sarkozy, når han bliver spurgt om, hvorvidt hans venner bliver behandlet bedre end andre.

OG HAN SKILTER GERNE med sine venskaber. Vil man således vide, hvem der på et givent tidspunkt står ham nærmest, hvem der står lidt længere væk, og hvem der er helt ude i kulden, kan man få et fingerpeg ved at studere præsidentens rejsekalender.

For jo tættere man er på præsidenten, jo flere udenlandske statsbesøg får man lov til at deltage i. Er man rigtig hot, får man måske lov til at komme med som en af de eneste gæster. Jokker man derimod i spinaten, bliver flybilletten inddraget.

Det kan David Martinon tale med om. Martinon var Sarkozys første talsmand i Elysée-palæet, og Sarkozy var så glad for den unge mand, at han storsindet besluttede sig for at belønne ham med borgmesterposten i den parisiske velhaverforstad Neuilly-sur-Seine. Præsidenten fiksede det sådan, at Martinon blev sat øverst på regeringspartiets liste i Frankrigs svar på Gentofte – hvorefter han alligevel tabte valget.

Faldet fra magtens tinde blev brutal: Under en rejse til Bruxelles fik Martinon kort og godt at vide, at han ikke længere var en del af præsidentens EU-delegation og kunne tage hjem. I dag er han dog udnævnt til konsul i Los Angeles.

DET ER DOG IKKE udelukkende blandt Frankrigs højborgerlige klasse, at præsidenten tæller sine venner. Nicolas Sarkozy har også dyrket venskabelige forbindelser med personligheder på venstrefløjen, herunder den bedrageridømte finansmand Bernard Tapie, der under præsidentvalgkampen sidste år besluttede sig for at støtte Sarkozy.

Onde tunger taler om, at Sarkozy har gjort den fallerede franskmand en temmelig stor tjeneste.

Tapie har sagsøgt den franske stat, fordi han følte sig snydt af sin bank, den dengang statsejede Crédit Lyonnais, i forbindelse med salget af sportskoncernen Adidas tilbage i 1993. Efter at være blevet tildelt en erstatning på en milliard kroner ved en lavere retsinstans blev søgsmålet dog i 2006 afvist af højesteret, der beordrede, at sagen skulle gå om. Men i stedet besluttede den franske finansminister, Christine Lagarde, at søge sagen afgjort ved en voldgiftsdomstol, en slags hurtigtarbejdende privat domstol, hvor parterne selv udpeger domsmændene. Og de tre private domsmænd var ikke sene til at idømme staten til at betale ikke bare én, men tre milliarder kroner i erstatning til den flamboyante finansmand, der dermed endnu en gang vil kunne begynde at leve livet i overhalingsbanen.

»Jeg besluttede, at det var på tide at genoverveje de tolv igangværende procedurer og at stoppe denne føljeton, som har varet i femten år og kostet ti millioner euro i advokatsalær,« forklarede Lagarde senere i Libération og bedyrede, at hun »ikke modtog nogen instruktion fra Nicolas Sarkozy«.

Dén tror oppositionen ikke på, og Nationalforsamlingens finansudvalg har de seneste uger gennemført en høring for at komme til bunds i sagen.

Især har det undret, at Lagarde ikke vil anke dommen til højesteret.

»Når man bliver dømt til at betale 400 millioner euro, så forsøger man at appellere,« sagde voldgiftseksperten Thomas Clay under høringen, hvor han opfordrede skatteyderne til at anlægge sag mod finansministeren.

MEN DET KAN VÆRE en lang og pinefuld affære at gå i krig med det franske justitsvæsen – især hvis man går i kødet på de forkerte.

Det kan M’Hamed Bellouti tale med om. Den algeriske immigrants kvaler begyndte en oktoberdag 2005 på Place de la Concorde i Paris, hvor en scooter kørte ind i hans BMW bagfra. Scooterens fører spurtede angiveligt væk og gav i forbifarten Bellouti fingeren, men det lykkedes en af bilens passagerer at notere nummerpladen.

Det viste sig dog hurtigt, at fransk politi var alt andet end begejstret for sagen. Først blev Belloutis klage forlagt, og bagefter var det angivelig ordensmagten umuligt at lokalisere nummerpladens ejermand.

Pudsigt nok havde forsikringsselskabet ikke samme problemer og fandt i løbet af nul-komma-fem frem til ejermanden: Det viste sig at være Jean Sarkozy, den daværende indenrigsminister Nicolas Sarkozys søn.

Bellouti sendte fem anbefalede breve, og på et tidspunkt dukkede hans bror, der er medlem af det borgerlige regeringsparti, endda op på Sarkozys kampagnekontor i et forsøg på at finde en mindelig løsning på striden, der omfattede skader for banale 2.000 kroner. Forgæves.

I januar 2007 ville skæbnen så, at selvsamme Piaggio 50 ccm en nat blev stjålet. Og denne gang var politiet helt oppe på dupperne, kunne avisen Le Parisien berette. Store ressourcer blev mobiliseret, og ikke så snart var scooteren fundet, før kriminalteknisk afdeling rykkede ud og tog både fingeraftryk og DNA-prøver. Kort efter sad to unge lømler bag lås og slå for at have stjålet Nicolas Sarkozys søns scooter.

En iver som Sammenslutningen af Vrede Franske Motorcykelejere aldrig har mødt, når den henvender sig til politiet på sine medlemmers vegne. »Nogle gange kender vi tyven, men politiet betror os, at det er umuligt at gå ind i dette eller hint kvarter for at hente vores ejendom,« fortæller foreningen Le Parisien.

»Det er på det tidspunkt, da jeg ser forskellen på de ressourcer der bruges på tyveriet og min affære, at jeg beslutter mig for ikke at give efter,« fortæller Bellouti til LePost.fr. Han har efterfølgende af egen drift ført straffesag mod Jean Sarkozy, der nægter at have været involveret i nogen trafikulykke.

Domstolen besluttede under stor mediebevågenhed at lade en automobilekspert undersøge sagen, men denne skrev i januar i år tilbage til parterne, at en teknisk undersøgelse »ikke vil føre til noget«, fordi det er så længe siden, begivenheden fandt sted. Men i juni kunne Bellouti pludselig læse i et fransk ugemagasin, at eksperten alligevel havde gennemført en teknisk undersøgelse – der frikender Jean Sarkozy. Dommen afsiges i næste uge, men Bellouti har allerede forliget sig med tanken om, at han vil tabe.

»Fortæl mig hvorfor eksperten modsiger sig selv over en periode på fire måneder?« siger Bellouti og svarer selv: »Jeg tror, at det politiske pres på den juridiske ekspert har været enormt.«

Dommen faldt mandag i sidste uge. Ikke kun blev Jean Sarkozy frikendt – retten idømte også Bellouti en bøde på 2.000 euro fordi han ikke havde kunnet bevise sine anklager mod den franske præsidentsøn.