15. november 2006, 03:30 – opdateret 15. november 2006, 08:02

Dansk kulturdebat er blevet til en karikatur på virkeligheden. Når danske aviser beskriver indvandrere, islam eller Afrika, bruger de stereotype og racistiske billeder. Det er den hårde dom over den offentlige danske debat, som den tager sig ud for en af Sveriges førende opinionsdannere, Dagens Nyheters kulturredaktør Stefan Jonsson.

Over to uger i oktober nærlæste Stefan Jonsson de landsdækkende danske aviser, og i dag offentliggøres redaktørens samlede vurdering i form af et essay i det internationale kulturmagasin Lettre Internationale. Stefan Jonssons kritik handler især om avisernes journalistiske dækning af indvandrerområdet og deres debatstof om islam, som han mener er blevet reduceret til en meningsløs »for og imod islam«-debat. Samtidig beskylder han de danske aviser for at være overfladiske i deres kulturdækning, og for at bortskære en dybtgående debat om diskursen i samfundet. Endelig finder han enkelte danske journalister for at være racistiske og nævner et eksempel fra Berlingske Tidendes dækning af Galathea-ekspedition, hvor en journalist beskriver lugten af en afrikansk by nemlig Accra. Berlingske Tidende har bedt Stefan Jonsson uddybe sin kritik.

Hvad er hovedproblemet med dansk kulturkritik ?

Danske journalister skriver ufatteligt meget mere om islam, muslimer og »udlændingeproblemet« end man gør i Sverige. Og man beskriver det altid som et gigantisk problem for Danmark og eller Europa. Ganske vist var der i min læseperiode en del begivenheder såsom Dansk Folkepartis Ungdoms Muhammed-video og årsdagen for karikaturerne. Men det er karakteristisk for aviserne, at udlændinge bliver beskrevet som en trussel mod det danske samfund, eller som nogle der står uden for det danske samfund.

Er det altid forkert at skrive om islam som et fænomen?

Nej naturligvis ikke, så længe man blot holder sig til en religiøs eller ideologisk analyse af islam som et fænomen. Men så snart man reducerer udlændinge til eksempler på islam - eller noget andet - så går det galt. Og det gør det også, når man i udlandsartikler skriver om Frankrigs og Tysklands indvandrerpolitik og vælger at diskutere den i termer om »forenelighed mellem islam og europæiske værdier«. Man kan ikke reducere disse størrelser. Det er jo lige så dumt at skrive om Vesten som en fast størrelse, som at skrive om islam som en fast størrelse.

Du kritiserer en dansk journalist for at beskrive duften i Accra, den ghanesiske by? Hvad har han egentlig gjort forkert?

Der er ikke noget forkert med at beskrive lugten, men problemet med denne artikel var, at den var fyldt med alle de stereotyper, som kendetegner et kolonialistisk og racistisk billede af Afrika. Så beskrivelsen af, at det lugter dårligt indgår i et større racistisk mønster. Det værste eksempel er artiklens overskrift: »I den sorte heksekedel«. Jeg tror ikke, at mange andre seriøse europæiske aviser i dag ville benytte den slags racistiske rubrikker.

Ser du meget racisme i danske avisreportager?

Nej, det gør jeg ikke

Så denne overskrift var en undtagelse?

Nej, men det var det tydeligste eksempel på den stereotype udlandsjournalistik, der blandt andet følger i kølvandet på Galathea-ekspeditionen, hvor man drager ud og laver meget overfladiske reportager fra landene, man går på strandhugst i.

Du kritiserer også, at aviserne ikke debatterede en ny kunstudstilling på Statens Museum for Kunst om »National identitet«? Men hvorfor skal man egentlig debattere det at lave sådan en udstilling - er en udstilling om dansk identitet nødvendigvis nationalistisk?

Nej. Jeg synes, det er udmærket at Statens Museum for Kunst laver sådan en udstilling. Men jeg synes, det er mærkeligt, at ingen af de journalister, der skriver om udstillingen, ikke skriver om temaet »national identitet«. Udstillingen kunne være en god anledning til at spørge journalistisk til, hvad dansk identitet er. Men jeg kritiserer ikke udstillingen i sig selv.

Du kritiserer en dansk redaktør, der vil have »lidt mindre Aserbadjan og lidt mere Danmark«. Det er vel meget naturligt, at danske aviser skriver lidt mere om Danmark end om Aserbadjan?

Selvfølgelig, men jeg bruger eksemplet til at beklage, at udlandsreportagen krymper i omfang og kvalitet. Vi behøver nemlig flere og bedre udlandsreportager - også i de svenske aviser. Ikke mindst for at komme stereotyperne af fremmede kulturer til livs.

Mange vil nok sige, at du først og fremmest kritiserer, at danskerne har en forkert ideologi, snarere end at de skriver om de forkerte emner.

Det er en blanding af begge dele. Jeg prøver at sige, at kritik i ordets oprindelige mening, hvor det er en seriøs reflektion over diskursen i samfundet, er noget den danske presse - men også den svenske presse - har mindre og mindre af. Konsekvensen af den prioritering, er den overhængende risiko for, at billederne af os selv, af vores samfund, men også billederne af andre kulturer bliver forenklede og stereotype. Det ideologiske nuance-niveau er afhængig af den dybde af refleksion, som bør findes i et samfunds kulturdækning.

Så din kommentar skyldes ikke, at du er vred over, at Danmark er blevet mere højreorienteret, end du bryder dig om?

Nej, for det vidste jeg allerede. Det interessante er at se, hvordan dette hænger sammen med pressens vilkår og avisernes nedskæring af kulturkritikken som fører til, at kulturkritikere ikke længere har tid til at reflektere og analysere på samme måde. Så det er ikke, fordi jeg fordømmer Danmark for at være blevet reaktionært og fremmedfjendskt, selvom det er det, det i mange tilfælde er blevet. Også i en større grad end man ser det andre steder i Europa. Men jeg fremhæver, at den reaktionære tendens hænger sammen med de almene vilkår for kulturkritikken. Havde der for eksempel eksisteret bedre muligheder i pressen for at diskutere karikaturer som genre, var Muhammed-krisen måske ikke blevet så stor, som den blev.

Er det ikke meget nemt at finde eksempler på præcis det, man ønsker at udtrykke, når man læser et helt lands aviser over en hel uge?

Jo, det er selvfølgelig en hel urimelig opgave at stille sig selv. Det er mit subjektive billede af dansk presse, jeg opstiller, og det sker, som jeg selv skriver, på et »spekulativt og løst grundlag« - men det er netop pointen. Jeg står inde for det billede, selvom jeg ikke selv er overbevist om, at det er det sande billede. Men sådan ser mit øjebliksbillede altså ud.