Hvor blev underholdningen af?

Nyheden om UnderholdningsOrkestrets redning via penge fra en række fonde var en af sidste uges gode nyheder. Men det lader til fortsat at blive så som så med den lettere populærmusik fra orkestret, der fortsætter i den klassiske rille, som det allerede gjorde, før DR valgte at nedlægge det i sidste sparerunde. Foto: Simon Læssøe
Nyheden om UnderholdningsOrkestrets redning via penge fra en række fonde var en af sidste uges gode nyheder. Men det lader til fortsat at blive så som så med den lettere populærmusik fra orkestret, der fortsætter i den klassiske rille, som det allerede gjorde, før DR valgte at nedlægge det i sidste sparerunde. Foto: Simon Læssøe

Det sker lige om lidt. Violinisten og orkesterejeren André Rieu kommer forbi. Lyden af fest og glade dage vil endnu en gang gøre isen under København usikker.

Og parnassets pinger vil endnu en gang vrænge ad både de herlige polkaer og pigerne med brandfarlige kjoler i pangfarver.

For den populære kunst er åbenbart ikke så fin som den knap så populære. Vi kan sagtens nyde varmen fra H.C. Lumbye, Emil Reesen eller Rasmus Seebach som ekstranumre. Vi skal bare helst have kedet os tilpas meget forinden og dermed gjort os fortjent til de lette minutter.

Nyheden om Danmarks Underholdningsorkesters redning var som udgangspunkt et af sidste uges lyspunkter.

Orkestret blev ofret under DRs seneste sparerunde og har siden levet af frivillig arbejdskraft og en yderst aktiv støttegruppe.

En række fonde har nu slået til og givet grønt lys for eksempelvis en udgivelse af Beethovens ni symfonier med chefdirigenten Adam Fischer i spidsen.

Fyringen af DR UnderholdningsOrkestret i sin tid var ærgerlig af to grunde. Den betød dels et tab af kulturelle arbejdspladser – af et halvt hundrede mennesker, der gav kloden kvalitet. Og den opløste dels en helt specifik gruppe musikere med vilje og evne ud over det sædvanlige. Sidste faktum var også verdensnavnet Adam Fischers ubetinget største sorg: At man ikke mistede »et orkester«, men de konkrete individer.

Fondene sikrer rigtignok ikke de kulturelle arbejdspladser. Redningen holder til gengæld sammen på det hold, Adam Fischer har samlet gennem årene. Og boksen med Beethovens orkesterværker skal nok gøre sig glimrende på et ellers noget oversvømmet marked.

Men en dyster torden ruller videre bag den herlige horisont. For orkestrets medlemmer satser videre på den musik, der fik dem lukket.

DR havde allerede et symfoniorkester til slige stykker og klippede sådan set bare dobbeltdækningen væk. Og det nye orkester vil fortsætte i nøjagtig samme takter – næsten som om den luksuøse dobbeltdækning ikke længere fandtes.

Fremtiden skal altså hedde mere klassisk. Mere musik med millionstøtte som mindstekrav. Plus lige om lidt et halvt hundrede musikere med fornyet usikkerhed i horisonten.

Hvad skulle man have gjort? Jeg har i årevis fået mails fra orkestrets gamle fanskare. Folk ønsker hjertelig tillykke med dets internationale priser og succes som elitegruppe. De savner bare alle de underholdende toner og oplever ikke længere orkestret som deres orkester.

Når især Lars Barfoed fra de Konservative har talt om vores fortsatte behov for »et underholdningsorkester«, så kan han heller ikke have kendt meget til dets repertoire.

For det underholdende har i runde tal været reduceret til en rolle som halvt usynlig backing group ved mere eller mindre forfrosne events. Resten var helt igennem klassisk i enhver forstand. Genial, velspillet, hjertegribende klassisk. Men stadig klassisk.

Den enkelte musikers hjerte for ordentlig musik er fuldt forståelig. Jeg selv vil også helst skrive lærde analyser og høre engelsk orkestermusik imens. Men jeg anerkender samtidig folks behov for en stil med større vægt på festen og farverne og har endda selv måtte rømme mig under en koncert med André Rieu engang.

Og ærlig talt. Hvorfor er det underholdende i så lav kurs? Hvorfor kan man ikke gøre en sjæler med valdhorn og strygersovs til stor kunst?

Højdepunktet i et af mine foredrag landet rundt handler om den yngre Johann Strauss og hans musik.

For flere af de senere valse i hans navn er sandsynligvis skabt af Johannes Brahms! Symfonikeren har altså fået ideen til nogle af valsekongens bedste ting, måske lige på nær ørehængeren »An der schönen blauen Donau« – dét ved vi fra ham selv.

Når jeg fortæller den historie, bliver stemningen i rummet en helt anden. Folk har hele tiden kunnet lide de lette toner og forstår nu hvorfor. De finder simpelthen Johann Strauss d.y. mere okay og knuselsker ham nu endnu højere.

Men hvis de vil høre ham, må de til udlandet. Eller købe billetter til André Rieu eller diverse discountwienere i dyre domme.

Og især discountwienerne spiller ikke halvt så godt, som Danmarks Underholdningsorkester ville have gjort. De gider bare godt dække et behov hos mange mennesker. Og de kan leve af det.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.