26. juli 2009, 16:49 – opdateret 26. juli 2009, 21:08

Pernille Fischer Christensen har ikke nået dagens mål. For at overholde produktionsplanen for filmen »Familien Rheinwald« skulle to scener have været i kassen, da Berlingske Tidende møder filminstruktøren en onsdag eftermiddag efter optagelserne. Men hele formiddagen har F-16 jagerfly tordnet ind over København i lav højde og gjort det umuligt at optage i den store lejlighed ved Marmorkirken, der danner rammen om en del af Pernille Fischer Christensens kommende film med Lene Maria Christensen og Jesper Christensen i de bærende roller.

»Vi har stået og ventet på ro, til vi var ved at gå fuldstændig op i limningen alle sammen,« siger Pernille Fischer Christensen og fortæller, at filmholdet til sidst besluttede at lave nogle optagelser udenfor i stedet.

»Da vi så kom ned på gaden, begyndte det at styrtregne,« konstaterer hun med et lidt anstrengt grin.

»Så er kunsten virkelig at sige: Jamen, det passer måske egentlig meget godt med regn, lad os sige, at det regner her i filmen så.

Den svære forandring
»Familien Rheinwald« er Pernille Fischer Christensens tredje spillefilm, og hun har for længst slået sit navn fast i dansk film. Novellefilmen »Habibti min elskede« vandt en Robert for bedste kortfilm i 2003, og spillefilmsdebuten »En soap« blev hædret med både en sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin og en Robert for bedste film herhjemme i 2007.

»Familien Rheinwald« er en såkaldt ensemblefilm, der skildrer en hel familie og derfor har forholdsvis mange skuespillere med modsat hendes seneste film »Dansen« og »En soap«, der begge følger få personer. Jesper Christensen spiller rollen som familiens patriark. Han er bager og driver det hæderkronede bageri, som familien i generationer har ejet. Men pludselig bliver han syg og skal dø. Og det vender op og ned på familien.

»Filmen handler om, hvordan familien er nødt til at acceptere, at den forandrer sig. Faren slås med at acceptere, at han skal dø, og de gør de andre også. Tematisk handler det om at acceptere, at livet er i konstant forandring,« siger Pernille Fischer Christensen og tilføjer: »Og så er det en kærlighedshistorie. Det er en datters kærlighedserklæring til sin far. Både fra min egen side og konkret i historien.«

Manuskriptet til filmen er da også blevet til ud fra nogle notater, som Pernille Fischer Christensen for mange år siden har skrevet om sin egen familie og gemt væk i nogle store kasser. Sammen med sin mand, forfatteren Kim Fupz Aakeson, begyndte hun sidste sommer at læse notaterne igennem og skrev ud fra det en masse scener.

»Filmen handler dybest set om min egen familie, selvom min far ikke var bager. Mine tidligere film har været baseret på, at vi gik ud og prøvede antropologisk at undersøge noget, der var i et andet univers eller miljø end mit eget, f.eks transseksuelle eller et indvandrermiljø, men med den her film havde jeg lyst til at arbejde med et stof, der var meget tættere på mig selv,« siger Pernille Fischer Christensen og forklarer, at det også er grunden til, at filmen foregår i København, hvor hun altid selv har boet.

Manuskript på mail
Selvom de danner par privat og bor sammen, har Pernille Fischer Christensen og Kim Fupz Aakesons arbejde med manuskriptet i hjemmet i København været nøje struktureret og skemalagt.

»Vi holder nogle møder ved skrivebordet, og så snakker vi om det, og jeg har som regel en hel masse ideer og ting, jeg finder på. Fupz er den, der ordner tingene. Slet ikke sekretæragtigt, men han er vildt god til at konkretisere det og få det ned på papir.« Pernille Fischer Christensen forklarer, at det for dem er en naturlig måde at være sammen på.

»Det er ret ukompliceret. Det er selvfølgelig noget, man skal finde ud af, men det er så indgroet i hele vores måde at være sammen på. Hvis man tog det væk, tror jeg, at vi ville blive ret forskrækkede. Men det er slet ikke sådan, at vi snakker om filmen konstant. Fupz har også altid alle mulige andre ting, han skriver, så det går ikke, hvis jeg går og blabrer hele tiden. Jeg skal respektere, at når vi stopper, så stopper vi«. Pernille Fischer Christensen indrømmer, at det dog ikke altid helt lykkes hende at holde inde.

»Det virker helt godnat, men selv om vi sidder i samme hus, så mailer vi nogle gange sammen, fordi så holder man alligevel en afstand og forstyrrer ikke med det.«

Filmer kronologisk
Længe inden manuskriptet er færdigt, begynder Pernille Fischer Christensen at caste skuespillere. Med »Familien Rheinwald« var rollen som familieoverhoved skrevet til Jesper Christensen, men ellers lod hun manuskriptet udvikle sig efter, hvordan det passede til de skuespillere, hun valgte til rollerne.

Efter endnu en gennemskrivning kommer en lang prøvetid, hvor Pernille Fischer Christensen lægger meget vægt på improvisationer med skuespillerne.

»For at få dem til at fungere sammen som en familie i filmen er det selvfølgelig vigtigt, at de kender hinanden og har en jargon. Derfor sætter jeg improvisationer op. Ikke noget fra manuskriptet, men de improviserer deres karakterers fortid, og vi laver situationer, som ligger lige op ad historien, men ikke er selve historien. Selve historien prøver jeg at spare på og gemme til optagelserne.«

Da vi taler med Pernille Fischer Christensen, er alt filmudstyret, der ellers har været sat op i lejligheden, blevet pakket sammen og kørt væk. Dagen efter er der optagelser et andet sted i byen. Modsat mange andre filminstruktører laver Pernille Fischer Christensen så vidt muligt optagelserne kontinuerligt. Så filmholdet må rykke efter handlingen i filmen.

»Jeg vil gerne være i historien i så lang tid som muligt. Jeg vil godt have, at skuespillerne har erfaret det, der er sket i filmen – vi har spillet scenen, hvor han sagde sådan, og nu spiller vi så scenen, hvor hun skal respondere på det, han sagde og så videre,« forklarer Pernille Fischer Christensen.

Må ikke blive for hidsig
For at kunne klare en filmproduktion er man som instruktør nødt til at tage én dag af gangen og passe på med at miste besindelsen, selvom der ofte opstår uforudsete ting, mener Pernille Fischer Christensen.

»Det går ikke, at låget ryger af for mange gange. Det sker ind imellem, når man er blevet ved med at kæmpe med en scene, og der hver gang er en eller anden skærebrænder, der starter. Man kan mærke, at spillerne går ned, og der er 40 grader i rummet, alle sveder, og man kan ikke længere selv finde ud af, om det nu er den rigtige vej, man går. I den slags situationer, kan man blive virkelig hidsig, men vi er et filmhold på 25 mennesker, og hvis jeg først mister fatningen, så begynder folk at arbejde dårligt. Men det kan være svært at holde hovedet koldt under de hektiske optagelser.«

»Det er en blanding af dyb angst og juhu hele tiden. Hver dag, hvor man starter en scene op, så er jeg jo ved at tisse i bukserne over, om spillerne nu kan præstere og dermed, om jeg selv kan præstere. Man har lyst til at løbe ud og gemme sig på toilettet og løbe væk fra det hele. Men på en eller anden underlig måde sker der næsten altid det, at man går hjem med sådan en følelse af: Jamen det løste sig jo,« siger Pernille Fischer Christensen.

Hun mener, det handler om at acceptere angsten og give sig selv lov til at være bange.

»Man ved, angsten er der, men man er nødt til at kunne se lidt nøgternt på den. Hvis man skal gå ind i den hele tiden, så kan man ikke holde til det.«

Aldrig tilfreds
Der er ti optagedage tilbage med filmholdet, da vi møder Pernille Fischer Christensen. Herefter følger et langt mere ensomt arbejde i klipperummet.

»Det er noget af det, jeg rigtig godt kan lide ved at lave film, at der er så mange processer i processen. Først er der et år, hvor man er alene og er rigtig meget i sin egen verden og styrer sin tid selv og er få mennesker sammen. Efter den proces er det rigtig fedt at komme ud omkring en hel masse folk og være megasocial. Når man så har været igennem optagelserne med den der meget højskoleagtige holdfølelse, så er det faktisk rigtig rart at komme tilbage og være alene eller to igen i klipperummet.«

For Pernille Fischer Christensen er det mest angstprovokerende tidspunkt, der, hvor filmen er færdig og klar til at blive vist i biograferne.

»Det er i det øjeblik, at det, man laver, møder verden. Så kan man ikke længere være i processen, men er nødt til at forholde sig til tingene udefra, og det er ikke særlig sjovt. Jeg er aldrig særlig tilfreds med det, jeg selv laver,« siger Pernille Fischer Christensen og tilføjer:

»Jeg er lykkelig, når jeg er i det, som nu, eller når jeg skriver. Men jeg er ikke særlig lykkelig, når jeg står og siger: Se hvad jeg har lavet. Der vil jeg helst bare videre og ind i det næste projekt.«

• Læs også: Det er svært at administrere frihed

• Læs også: »Man skal kunne puste sig op«

• Læs også: Hvad føler fisken?