6. august 2009, 19:36 – opdateret 7. august 2009, 08:30

24. juli udkom »Hypnotisören« i Sverige. En 571 sider lang pageturner, der har været genstand for massiv omtale i vort naboland siden forårets bogmesse i London, hvor den sensationelle krimi var på alles læber. Forlæggere valfartede til Albert Bonniers stand for at byde på et manuskript, der ifølge forlagets sparsomme (og tilpas mystiske) oplysninger var blevet afleveret i nærmest trykkeklar stand tre uger før bogmessen. Pr. mail og under pseudonymet »Lars Kepler«.

Indtil videre har 27 forlag over hele verden, herhjemme Gyldendal, haft den store pung fremme. Biddet på krogen indebærer retten til at udgive »Hypnotisören« og en efterfølgende krimi, der endnu ikke findes så meget som et stykke A4-papir på. Og prisen på disse rettigheder til en formodet guldklump har allerede indbragt over ni mio. kr. Det fortæller Jonas Axelsson, der er litterær chef på Albert Bonniers Förlag. Således kunne forfatteren Lars Kepler allerede inden udgivelsen for to uger siden kalde sig en holden mand eller kvinde.

Men »vem i helvete« er Lars Kepler, og hvad er meningen med dette mediestunt?

Det spørgsmål er blevet debateret flittigt denne sommer i Sverige, hvor ikke kun avisernes kultursider, men også litterære sites og blogs på nettet har summet af bud på, hvem det kunne tænkes at være, der leger litterær gemmeleg på en så æggende måde, at »Aftonbladet« har oprettet en hotline, så folk kan ringe, maile eller sms’e med tip. Ligesom Kepler stiller op til interviews via sin hotmailadresse og for længst har været i ilden som usynlig TV-stjerne på den svenske Kanal 4.

Det udviklede sig til en overordentlig munter dialog med seerne, hvor stemmen bag pseudonymet fortalte, at han er stockholmer, familiefar, ser mange film og har et indgående kendskab til bogbranchen og Rikskriminalen. Kepler understregede også at et pseudonym har pligt til at betale indkomstskat, og slog fast at hans kommende krimiserie skal ses som en udfordring af tidens svenske krimier, der går deres sejrsgang i mange lande, men som Kepler finder »unødigt langsomme, skematisk opbyggede og – ærlig talt – ikke særlig spændende«.

Hanaberne på parnasset
Denne udsøgte provokation fik straks de gamle hanaber på parnasset i svensk krimilitteratur til at reagere. Jan Guillou, der sjældent sidder en anfægtelse af sin magtposition overhørig, svinede i sin faste klumme i »Expressen« både Kepler, hans roman og forlag til. Andre aldrende krimikollegaer som Leif GW Persson og Henning Mankell har været ude med markante fornægtelser af, at de skulle gemme sig bag noget, kan man ligesom forstå, så kvindagtigt som et pseudonym.

For to uger siden fulgte så anmeldelserne i de svenske aviser, der bar præg af Jantelovs-mekanismer. Flere kritikere gik ikke ret langt ind i bogens litterære substans og havde travlt med enten at være forargede over bogens heftige (og ekstremt velskrevne) voldsscener, eller den »hype« omkring »Hypnotisören« som et mediestunt, der dokumenterer den svenske og internationale bogindustris galoperende krise.

Her er det, at man som dansk læser af »Hypnotisøren« og iagttager af debatten om bogen må undre sig over den puritanisme, der hersker blandt visse svenske krimiforfattere og kritikere, og man får lyst til at forsvare ikke kun Lars Keplers ret til at bære sit pseudonym, som han eller hun vil, men også forlagets ret til at markedsføre og sælge sine produkter, som det vil.

Litteraturhistorien er spækket med forfattere, der af eksistentielle og kunstneriske grunde har søgt den beskyttelse og nye energi, der kan ligge i et pseudonym (portugisiske Fernando Pessoa havde fem forskellige). Og virker det ikke lidt patetisk i vor liberalistiske tidsalder at blive forarget over, at en forfatter og et forlag skruer en original marketingsplan sammen, der viser sig at virke. Og tilmed på grundlag af et litterært produkt, der er ikke så lidt af en perle i sin hybridagtige genre af thriller, krimi og skrækroman.

Koden til Kepler
Men hvem er Lars Kepler? Mange navne har været i spil i den svenske offentlighed, lige fra Mankell og Leif GW Persson til Camilla Läckberg og hendes kæreste. Indicierne har dog været temmelig overfladiske, og fortsat skydes der i blinde i den livlige debat, der ikke blev mindre, da »Hypnotisören« i sidste uge straks steg til tops på de svenske bestsellerlister.

Mon ikke, man først og fremmest skal knække koden gennem en fordybelse i selve romanen? Som antydet er det – ikke mindst med danske øjne – en fantastisk ambitiøs krimi, der helt ud i sin form vil vise, hvordan man i vores rastløse, overfladiske zapperkultur sagtens kan få sine medmenneske til at fordybe sig og holde en læser i et jerngreb gennem 600 sider.

Vi taler med andre ord om en idealistisk kunstner med uforskammet stor tro på sit medie og de virkemidler, fortællekunsten byder på. Kepler er en både rutineret og legesyg gysets mester. Formentlig også lidt af en skrivekugle, som kan ryste romaner og filmmanuskripter af sig på forholdsvis kort tid. Og så taler vi om en bredt orienteret, på én gang barnlig nysgerrig og livserfaren forfatter af – tror jeg – hankøn. Med særdeles frugtbar kontakt til sin kvindelige side, og en aldrig hvilende interesse for den iboende ondskab i mennesker. Store som små.

Vedkommende befinder sig nogenlunde midt i livet og – stensikkert – midt i en familie. 40-45- årige Kepler ved ikke kun noget om Dostojevskij, William Faulkner, Virginia Woolf og Biblen, men også en hel del om hypnose, trylleri, lægevidenskab, parapsykologi og børnekulturelle fænomener som Pokémon-kort. Ligesom han kender Stockholms forstæder som sin egen barnlige bukselomme. Sidst, men ikke mindst, så har vi (når vi bevæger os uden for selve bogen) at gøre med en særdeles medievant kunstner, der er dygtig til at sælge sig selv, men har et ambivalent forhold til det at være en kendt og offentlig person. På den ene side elsker han at »være på« og lege med illusioner i forhold til publikum. På den anden side har han behov for at trække sig tilbage til sin lille hule i et træ på en fjern ø, der sikkert ligger langt fra og så alligevel også tæt på det larmende samfund.

Tryllekunstner og stand-up’er
Når jeg tror, at det er den 41-årige skræk- og horrorforfatter John Ajvide Lindqvist, der gemmer sig bag pseudonymet »Lars Kepler«, er det ikke kun, fordi han er født i en forstad til Stockholm og før han blev forfatter ernærede sig som tryllekunstner og stand-up-komiker, skrev filmmanuskripter, og – forlød det i et interview fra 2006 – elsker at lege med Pokémon-kort, der spiller en central rolle i »Hypnotisören«. Det er også fordi, der er så mange stilistiske, sceniske og tematiske fællestræk mellem denne krimi og Lindqvists fire tidligere bøger, hvoraf skrækromanerne »Lad den rette komme ind« (2004) og »Håndteringen af udøde« (2005) er udkommet på dansk. Ikke kun hans kalenderagtige måde at komponere sine bøger på, men også – og især – på grund af den dybe interesse for ondskabens væsen og trang til i kunstens form at udpensle fysiske og psykiske forbrydelser mod børn og voksne. Netop på dette punkt bliver »Hypnotisören« vedkommende i sin provokerende dybe lodning af de uhyggelige afgrunde i det »hyggelige« nordiske familieliv. Noget, der også fosser ud af John Ajvide Lindqvists tidligere bøger om børne-vampyrer og voksen-zombier i Stockholms forstæder.