Hvem er bedst? Batman eller Superman?

Er en karakter med en mørk fortid den mest interessante at fortælle historier om? Eller bør overmennesket Superman have en ny chance? I anledningen af filmen »Batman v Superman: Dawn of Justice«, der har premiere torsdag gør vi boet op mellem de to superhelte.

Der lød et ramaskrig på internettet, da det kom frem, at Ben Affleck skulle være den nye Batman. Heldigvis gør han de lave forventninger til skamme med sit indædte spil som flagermusemanden, der har set sig godt og grundigt sur på Henry Cavills Superman. Foto: PR
Der lød et ramaskrig på internettet, da det kom frem, at Ben Affleck skulle være den nye Batman. Heldigvis gør han de lave forventninger til skamme med sit indædte spil som flagermusemanden, der har set sig godt og grundigt sur på Henry Cavills Superman. Foto: PR

Premieren på »Batman v Superman: Dawn of Justice« genrejser et gammelt spørgsmål, som det burde være overflødigt overhovedet at stille, men som ikke desto mindre har optaget såvel børnehavebørn som inkarnerede fans og tegneserieskabere gennem flere årtier: Hvem er størst/stærkest/bedst? Batman eller Superman?

Ja, de fleste smiler ved det absurde i spørgsmålet. Det siger jo sig selv, at Superman, der råder over ubegrænsede overmenneskelige kræfter, til enhver tid vil kunne overvinde Batman, der trods alt kun er et menneske. Eller som Superman udtrykker det i Frank Millers tegneserie »The Dark Knight Returns« (1986), da Batman går til kamp mod ham: »Dette er jo idiotisk! Du er lavet af knogler og kød ligesom alle de andre…« Diskussionen er slut, før den kommer i gang.

Men spørger man i stedet, hvilken af de to helte, der er den mest interessante karakter at fortælle historier om, er det straks en vanskeligere diskussion...

Lad os dog først kigge på et andet spørgsmål, der er lige så påtrængende i denne sammenhæng: Hvorfor slås Batman og Superman overhovedet? De er jo begge good guys. Mens Superman redder Verden, redder Batman Gotham City, og deres fjender overgår hinanden i ondskab.

Med det in mente burde de to kappeklædte være nære venner. Og det er de da også – som hovedregel. Ikke desto mindre er Batman og Superman ofte tidligere stødt sammen, takket være krøllede intriger udtænkt af deres tegneserieforlag, DC Comics. I de fleste tilfælde er der tale om såkaldt kontrafaktiske universer, hvor enten Superman eller Batman er blevet »ond« eller er blevet narret i det ondes tjeneste.

Det gælder eksempelvis førnævnte Frank Miller-serie, hvor Superman er kommet i en højreekstremistisk præsidents sold, mens Batman leder en bande banditter, der med nærmest fascistisk brutalitet holder kriminaliteten nede i Gotham City.

I en anden kontrafaktisk historie, Mark Millars »Superman: Red Son«, er Superman ikke opvokset i USA, men i Sovjetunionen, hvor han er Stalins tro håndlanger. Til gengæld er Batman fanatisk antikommunist, hvorfor opgøret mellem de to er uundgåeligt.

Filmopgør undervejs i årtier

Et filmopgør mellem Batman og Superman har været undervejs i næsten to årtier, men at det måtte komme, var uundgåeligt, da det drejer sig om DC Comics’ absolut mest populære helte. Dermed er parret det eneste, der rigtigt kan tage kampen om biografbilletterne op med helte som Spiderman, Avengers og Iron Man fra det rivaliserende forlag Marvel, og et møde mellem de to kan revitalisere DC Comics som brand.

Men tilbage til spørgsmålet om, hvem af de to der er den mest interessante karakter at fortælle historier om. I vore dage ville de fleste nok instinktivt svare Batman, da Superman jo i realiteten er usårlig, hvorfor de udfordringer, han måtte stå over for på Jorden, egentlig burde være bagateller.

I 1970ernes film og tegneserier blev Supermans udfordringer hyppigt gjort større ved, at hans modstandere ligesom han selv stammede fra planeten Krypton og derfor havde de samme kræfter som ham. Eller også benyttede Supermans modstandere sig af kryptonit, som reducerede supermandens kræfter på forskellig vis. Selv Batman måtte ty til kryptonit, når han skulle i kamp mod Superman.

Men trods alle krumspringene for at tildele Superman nogle problemer, som han ikke kunne løse med et super-fingerknips, kan det vanskeligt skjules, at den usårlige helt er født med et kedeligt problem. Han er for perfekt til denne verden og bliver dertil hyppigt sammenlignet med en »spejderdreng«. Han er i manges øjne en slags anakronisme i en moderne, kynisk tidsalder.

Af samme grund er Batman til gengæld en helt, der passer perfekt ind i tidsalderen. Han er resultatet af et barndomstraume, idet hans forældre blev skudt af en forbryder, og selv om hans personlige »helte-kode« forbyder ham at slå ihjel, er han ikke præget af rundkredspædagogikken, når det handler om at bekæmpe forbrydere. En af hans foretrukne metoder, når han skal have banditterne i tale, er at hænge dem med hovedet nedad fra skybskrabernes øverste etager. Man kan ikke udelukke, at Batman ville bruge waterboarding og andre metoder fra gråzonen for at nå sit mål ...

Gudestatus vs barndomstraume

Forskellen på de to figurer er også tydelig i de film, der i nyere tid er lavet om de to kappebærere. Superman var den første, der fik en »blockbuster«-behandling – det var i »Superman« fra 1978, der blev lanceret med disse fortryllende ord: »You’ll Believe a Man Can Fly!« (Du vil tro på, at et menneske kan flyve!). Ligesom de oprindelige tegneserier fra 1940erne fokuserede filmen på Supermans kræfter som et fænomen, man problemløst kunne beundre, og hans primære problem var at skjule sin hemmelige identitet for sin kvindelige beundrer, Lois Lane.

Den første Batman-blockbuster blev instrueret af Tim Burton og havde premiere i 1989. Den var et klart mørkere bud på en superhelt, der også stod over for en betydeligt mere dæmonisk forbryder i form af »Jokeren«, spillet af Jack Nicholson. Siden har Batman med forskellige filmstjerner inde i dragten totalt domineret biograferne i forhold til Superman, og da Heath Ledger i 2008 trak i Jokerens dragt i Christopher Nolans »The Dark Knight«, blev der endda hvisket om Oscar-priser.

Men måske er tiden inde til at revidere éns position i spørgsmålet Batman-Superman-hvem-er-bedst?

I de senere år er forfatterne hos DC Comics begyndt at eksperimentere seriøst med Supermans historie, så han i nogle versioner går til psykiater eller er nazist (i en kontrafaktisk udgave vel at mærke) eller sågar ikke har nogle superkræfter.

I den udvikling vil det være oplagt at undersøge Supermans gudestatus nøjere. For hvad vil det egentlig sige at være Gud? I en anden af DC Comics’ mest elskede serier, »Watchmen«, begynder den nærmest almægtige superhelt Dr. Manhattan, der både kan rejse i tiden og dele sig i flere personer, at miste interessen for menneskehedens ve og vel, idet han erkender, at Jorden er en ren bagatel i universets fortælling.

Så hvis Superman på denne måde blev udfordret indefra, ville han uden tvivl blive den mest interessante figur. Batman er for tid og evighed fanget i sit barndomstraume. Supermans psykiske rejse kan meget vel tænkes at være i sin vorden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.