Kulturnyhederne

Hvad vil vi egentlig med kunstnerne?

En gammel diskussion fik nyt liv i weekendens aviser. Bør danske kunstnerne engagere sig mere i samfundsdebatten, ligesom deres kolleger i udlandet?

Yahya Hassan.
Yahya Hassan.

Mandagens Kulturnyheder handler om kunstnerne og hvorvidt denne befolkningsgruppe har en særlig forpligtigelse til at udlægge samfundsudviklingen for os andre. Berlingskes kulturredaktion bringer i øjeblikket en artikelserie om litteraturen og værdikampen, og i den forbindelse havde journalist Thorkil Jacobsen et scoop af et interview om emnet med forfatteren Yahya Hassan, der i øjeblikket afsoner 21 måneders fængsel.

Interviewet foregik over Facebook og blev bragt som en fortløbende tekst fra den indespærrede forfatter, hvori han opfordrede kunstnerne til at stå på mål for deres kunst, også politisk, og beskyldte dem for åndelig fejhed.

- I dag er det mit indtryk, at kunstnere hellere vil være dommere i talentprogrammer eller deltage i Den Store Bagedyst, Til Middag Hos eller et eller andet mere hyggeligt talkshow, som man risikerer at få en hjerneblødning af, end de vil tage stilling til sig selv og deres samtid, skrev Yahya Hassan.

Det tidligere medlem af Nationalpartiet sluttede med at slå fast, at »politikere ikke behøver at interessere sig for kunst, men kunstnere bør interessere sig for politik«. Yahya Hassans facebookside bestyres i øjeblikket af Hassans bror. Den sidste opdatering er fra 6. januar, og forestiller forfatteren under en skydeøvelse.

På den igangværende dokumentarfilmfestival, CPH:DOX, vil man gerne engagere kunstnerne politisk, og på diverse scener i byen kan man i øjeblikket høre folk som Niels Hausgaard, Omar Marzouk og Erik Clausen, Suzanne Brøgger og Jens Christian Grøndahl diskutere udkantsdanmark, populisme og EU. I et interview med Berlingske forud for festivalen sagde festivaldirektør Tine Fischer at kunstnerne gerne måtte træde tydeligere frem i samfundsdebatten, sådan som man kender det fra vore nabolande.

- Vi har brug for at høre kunstnere tale om, hvad det vil sige at være menneske i dag, og vi har brug for mere kreative og vilde hjerner til at tænke nye løsninger, sagde hun til avisen.

Berlingskes kulturskribent Jeppe Krogsgaard gav Tine Fischer svar på tiltale. Han mener ikke, at kunstnerne bør gøre sig kloge på andet end deres kunst.

- Det er deres kunst, der er noget særligt. Det er de ikke nødvendigvis. De er helt oftest almindelige mennesker, og ofte er værkerne klogere og langt mere nuancerede end kunstnerne. Er man i tvivl om det, kan man bare se, hvad de skriver om samfundsforhold på de sociale medier. Det er præcis ligeså klogt eller dumt som det, alle andre - revisorer, lærere, tømrere - skriver, skrev Jeppe Krogsgaard, der selv er forfatter.

Den moderne dokumentarfilm befinder sig i øvrigt et sted mellem ren kunst og ren journalistik, hvilket man måske kan få indtryk af når man ser CPH:DOX lækre biograftrailer.

Popstjernen Mads Langer lod sig ikke gå på, og benyttede forleden sin takketale ved musikbladet Gaffas awardshow til at snakke om politik i de særlige vendinger, der kendetegner en ung mand med en guitar . Blandt andet sendte han en sarkastisk hilsen statsministeren, hvori han takkede for uddannelsesloftet  og regeringens »udryddelse« af de studerendes sabbatår.

- Det giver sådan nogle typer som mig mulighed for at få ro, styrke, tid og mod til at tænke over, om man tør en karriere med kreative udfoldelser, sagde han.

I den følgende tid fik Mads Langer mange svar på tiltale, senest fra Berlingskes debattør Eva Agnete Selsing, der sin klumme i dag gennemgik musikerens retorik med ætsende vid.

- Retorisk stærkt at bruge et ord som »udryddelse«, der konnoterer til folkemord – så er alvoren i den lille reform af vores opulente velfærdsstat ligesom cementeret, elevrådsformand-style, skrev hun, der også påtalte Mads Langers opfordring til statsministeren om at tage en uddannelse i medmenneskelighed.

- Se, hvordan »medmenneskelighed« tilsyneladende er synonymt med et sabbatår og intet uddannelsesloft (altså flere penge inde i staten). En skæg materialistisk udlægning af begrebet – men vi er jo alle forbrugere i disse tider, skrev Selsing.

Vi slutter et sted uden for denne principielt uafsluttelige diskussion, nemlig med Berlingske-skribentens Maise Njors lange interview i denne weekends Berlingske med komikeren og snart bioaktuelle Casper Christensen.

Den danske komikerkonge fortalte blandt mange andre ting om sit samarbejde med den grænseoverskridende instruktør og skuespiller, Sacha Baron Cohen, som Casper Christensen har skrevet et filmmanuskript til.

»Jeg har brugt meget tid med ham, og han er ikke grænsesøgende, når man er sammen med ham for at arbejde. Men privat ... Vi var til flere middage hos ekstremt kendte mennesker, og hver gang syntes han, det var sjovt at introducere mig med »det her er Casper, og han har lavet en film, hvor han bliver taget i røven af en anden mand«. Så kigger jeg ind i øjnene på nogle af mine største idoler, og tænker, at det er en smule pinligt – men på den anden side: Det er sgu også en meget god ice-breaker, ikke? Og det gør han kun for at udfordre mine grænser. Så kan jeg lære det.

Her er den meget 80er-refererende trailer til Casper Christensens »Dan-Dream«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.