Hvad sker der, når rosen er visnet?

I weekenden døde Umberto Eco og Harper Lee, to af det 20. århundredes store forfattere, der stod bag bl.a. henholdsvis "Rosens navn" og "Dræb ikke en sangfugl". Men hvad sker der med kendte forfatterskaber, når deres forfattere definitivt har sat deres sidste punktum?

Den italienske forfatter Umberto Eco døde i weekenden. Han blev 84 år. Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeeer, kaldte i den forbindelse Ecos roman »Rosens navn« for »Én af det 20. århundredes mere opsigtsvækkende litterære begivenheder.« Foto: Scanpix
Den italienske forfatter Umberto Eco døde i weekenden. Han blev 84 år. Berlingskes litteraturredaktør, Søren Kassebeeer, kaldte i den forbindelse Ecos roman »Rosens navn« for »Én af det 20. århundredes mere opsigtsvækkende litterære begivenheder.« Foto: Scanpix

»Tag ikke dig selv alvorligt. Tro ikke, at du er en stor inspiration. Husk, at genialitet er ti procent inspiration og 90 procent transpiration. Du kan ikke blive general, hvis du ikke har været korporal, sergent og løjtnant. Tro ikke, at du med det samme vil modtage Nobelprisen, for det dræber enhver litterær karriere.«

Sådan lød Umberto Ecos råd til unge kunstnere, da han sidste år blev interviewet af kunstmuseet Louisianas TV-hold.

Men én ting er, hvordan en litterær karriere udformer sig, mens forfatteren lever. Noget helt andet er, hvad der sker, når forfatteren ikke er her mere.

Den italienske forfatter døde fredag aften, 84 år gammel. Få timer tidligere sov en anden af det 20. århundredes store forfattere, amerikanske Harper Lee, ind, 89 år gammel.

Hvad fremtiden bringer for de to forfatteres forfatterskaber er selvfølgelig ikke til at sige. Men man kan se på historien. På hvordan det plejer at gå.

»En almindelig mekanisme på kort sigt er, at dødsfald stimulerer interessen, for at sige det lidt morbidt,« forklarer Nils Gunder Hansen, professor i litteratur på Institut for Kulturvidenskaber, SDU.

Først i kraft af, at medierne skriver om forfatteren i nekrologer og omtaler. Og herefter ved, at litterater finder fornyet interesse for forfatterskabet – en interesse, som forfatteren på en måde ofte selv har stået i vejen for.

»Hvis der er tale om en berømt forfatter, der har nået en høj alder, så har forfatterskabet måske bevæget sig ind i et underligt limbo, hvor det ikke er afsluttet, for forfatteren er i live endnu, men hvor man samtidig kan have fornemmelsen af, at det kunstnerisk og kvalitativt er afsluttet. Dødsfaldet betyder, at nu står bygningen der, nu kan vi gå rundt om den og besigtige den. Værket er definitivt afsluttet, så nu kan vi få overblik over det. Det er noget, der for eksempel stimulerer litteraturforskere.«

Stor i samtiden, glemt i eftertiden

Herefter bliver det mere uigennemsigtigt og gådefuldt, hvad der sker, mener Nils Gunder Hansen og giver nogle eksempler fra dansk litteraturhistorie – skæbnen for de to næsten samtidige forfattere Martin A. Hansen og H.C. Branner.

»De var begge enormt store i deres levetid, men Martin A. Hansens forfatterskab er blevet ved med at være levende, mens H.C. Branners stort set er glemt. Måske fordi der ikke er nogen grupper, der har kunnet identificere sig med Branner eller bruge ham i en kulturkamp. Han var en mere tvetydig skikkelse end Martin A. Hansen, siger Niels Gunder Hansen.

»At Martin A. Hansen stadig bliver debatteret, hænger ikke kun sammen med litterær kvalitet, men også med, at han er blevet et stridens æble. Han er blevet en symbolsk figur, fordi der var flere generationer efter ham, der ikke brød sig om ham og har prøvet at kule ham i jorden. På den måde kan det være frugtbart for et forfatterskab, hvis det kan forbinde sig til nogle større diskussioner. Hvis der kan gå kulturkamp i det.«

Åbner nye sider af forfatterskabet

Litteraturhistorikeren Tore Rye Andersen, lektor ved Aarhus Universitet, peger på, at dødsfald også åbner for nye facetter af forfatterskabet.

»Efterladte papirer og arkiver bliver relativt ofte frigivet efter forfatteres død. Mange forfattere vil nødigt have, at man kigger alt for meget ind i værkstedet, mens de lever, men mange af dem samler en masse papirer sammen. Det arkiv kan forskere så fordybe sig i og ud fra det fortælle alternative historier til den hovedhistorie, som det udgivne værk fortæller. Hvordan så tidlige versioner af værkerne ud? Kunne de have bevæget sig i en anden retning? Så samtidig med at dødsfaldet sætter punktum for historien, åbner det også for, at historien kan revideres lidt.«

Andre gange begynder det hele nærmest først ved dødsfaldet, fortæller Tore Rye Andersen.

»For den amerikanske forfatter David Foster Wallace var hans selvmord i 2008 startskuddet for det, man kunne kalde »Wallace-industrien«. Det betød en eksplosion i interessen. Både blandt almindelige læsere og blandt forskere, som næsten ikke havde skrevet om ham før. Det hænger selvfølgelig sammen med karakteren af dødsfaldet. Han var 46 år og begik selvmord. Det er noget andet end i tilfældene Harper Lee og Umberto Eco, der begge havde levet lange gode liv. Det har ikke den samme nyhedsværdi.«

Forfatterdødsfald sælger

Også på forlagene mærker man, at dødsfald sælger.

»Når nekrologerne står i aviserne, kan vi se, at der er nogle, der tænker: Jeg burde læse en bog af den her forfatter. Vi kan se, at der sker et øget salg. Da Klaus Rifbjerg døde, solgte novellesamlingen »Besat«, der kom få dage efter, ikke så lidt bedre end de senest foregående Rifbjerg-titler. På samme måde blev Tage Skou-Hansens »De nøgne træer« udsolgt i dagene omkring hans død,« siger Johannes Riis, Gyldendals litterære direktør, og understreger, at det aldrig er til at vide, hvor længe den interesse varer.

Men man kan forsøge at fastholde læserne ved at gøre forfatterskabet aktuelt igen.

»Det kan være, der kommer en filmatisering, en dramatisering eller et jubilæum. Dér kan man som forlag gøre nogle forsøg, men der findes ingen garantier for, at det lykkes at aktualisere selv et nok så vigtigt forfatterskab.«

I det store perspektiv er det meget få forfattere, der bliver stående. Johannes Riis peger på danske forfattere som Marcus Lauesen, Nis Petersen og Ole Sarvig, der alle var store i deres tid, men som stort set ingen bøger sælger i dag.

»Historiens dom er nådesløs, og de døde rider hurtigt, som man sagde i gamle dage. Forfærdeligt mange forfattere glider ud af historien, når de dør.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.