4. august 2009, 20:01 – opdateret 4. august 2009, 22:01

Den 25. september åbner en stor soloudstilling i Berlin med den danske billedkunstner Eske Kath. Han har travlt. For selv om den unge sønderjyde arbejder på tre store malerier på samme tid i sit værksted, er det slet, slet ikke nok. Udstillingsrummet er gigantisk, og Eske Kath mangler endnu at lave en lang række værker i mindre skala. Han mangler at kreere nogle mindre skulpturer, som skal placeres på sokler rundt omkring på udstillingen. Ligeså er han i færd med at udarbejde en skitse til et 12 meter langt vægmaleri på stedet, som selvfølgelig også skal males. En performance kan komme på tale.

»Det skal alt sammen udgøre en helhed, men jeg er ikke kommet så langt endnu, så det ændrer sig sikkert,« siger Eske Kath og nipper til kaffen i det hvide plasticbæger. Han har selv lavet den. Elkoger, pulverkaffe, ingen sukker, mælk fra kartonen på bordet, som er fyldt med stereoanlæg, farveklatter og sirligt rod. En elektrisk guitar med forstærker står ved siden af gamle møbler plettet ind i farver; fire-fem mørbankede kontorstole, flere borde, trappestiger. Kun en klassisk drømmeseng med en hvid madras er af nyere dato. Den er slået ud. Opspændte lærreder er klar til at blive fyldt ud, nogle har allerede fået en baggrundsfarve. Eske Kath har arbejdet her i henved fire år. Det både ses og mærkes. Her er hyggeligt, fuld af uhøjtidelig stemning, imødekommende kaos og masser af lys, der smyger sig blidt ind igennem de store vinduer i det højtloftede lokale i industribygningen, som engang husede Toms Fabrikker.

Kunstneren smiler, mens han sukkende lader hovedet falde langsomt ned mod højre skulder. »For,« som han siger, »lige nu er jeg er på det stadie i processen, hvor jeg synes, at det er helt umuligt at nå min deadline. Men presset er vel også et tegn på, at jeg tager det alvorligt. Nogle gange er det jo ikke konstruktivt, men andre gange er det, fordi jeg så giver den en ekstra skalle.«

Når guden skal til møde
Der er en overordnet tematik i Eske Kaths nye billeder. De tager udgangspunkt i japansk mytologi, som han lærte at kende på en inspirationsrejse til landet i 2005. Myten, der i princippet hører til Shinto-religionen, bygger på en idé om, at Japan hviler på en kæmpestor malle, en namazu, der bliver holdt på plads af en gud, som har placeret en stor, hellig sten på hovedet af mallen. En gang imellem bliver guden distraheret, eller det sker at han bliver nødt til at tage til møder med de andre guder. Og så har fisken fri lejlighed til at bevæge sig, og ifølge myten forårsager de bevægelser bl.a. de naturkatastrofer, der gentagne gange har rystet og flået i Japan. Eske Kath fortæller:

»I 1800-tallet blev der lavet en masse træsnit af den her fisk, som blev kaldt namazu-e (billeder af namazuen, red.). I de snit indgår fisken på forskellig vis, ofte som en destruktiv, negativ figur. Men nogle gange er den også positiv, f.eks. tvinger den i et træsnit en rigmand til at skide penge ud over befolkningen.«

Åndssvag fisk
Hvad er det specifikt, du synes er interessant ved myten?

»Det er en enorm interessant tankegang, at man nogle gange skal igennem de her ødelæggelser for at komme videre på trods af alle de uhyggelige omstændigheder. Jeg har siden da prøvet at få mytologien ind i mine billeder, det har bare ikke fungeret før nu.«

Hvorfor ikke?

»Fordi fisken har decideret set åndssvag ud. Jeg kan godt lide den figur, fordi det er en levende ting. Jeg har i et stykke tid ledt efter en levende ting, at få ind i mine billeder, som man som beskuer ikke identificerer sig alt for meget med. Jeg har tidligere malet skeletter men aldrig mennesker, for de overtager lynhurtigt hele psykologien omkring, hvad der foregår i billedet. Og dermed bliver de det vigtigste i billedet, hvilket er en helt naturlig ting, fordi vi mennesker automatisk identificerer os med andre mennesker. Fisken er levende, men man tænker alligevel ikke; »hvad føler fisken?«

Ved du, hvordan billederne skal se ud, eller er der megen tvivl undervejs?

»Ja, for mig er der i hvert fald tvivl. Jeg har haft mine dårlige perioder med denne udstilling, som jeg har arbejdet på siden foråret. Men fordi jeg har en deadline, er jeg nødt til at komme videre, og det kan faktisk være en hjælp. Jeg prøver ikke at være en slave af min egen tvivl, men samtidig er tvivlen vigtig, tror jeg, fordi det er den, der skaber og udvikler tingene.«

Prøv at forklare…

»Nogle dage går nærmest bare med at tænke over, hvad jeg skal gøre med et maleri. Andre dage kan næsten hele dagen gå med at male. I starten, hvor jeg har lavet skitser og bare skal i gang, så kører det bare. Det kan derimod gå langsomt med malerier, som er næsten færdige, fordi jeg typisk går rundt og tænker over, hvad der mangler. Efter nogle uger finder jeg så ud af det. Nogle gange er det den der lille ting, en farve, der blev ændret, som er supervigtig.«

Mere end at male
Klichéen om billedkunstneren, der står i oliemaling til halsen og bare forsvinder ind i maleriet og lader det overtage både krop og psyke, passer ikke på Eske Kath.

»Når jeg læser på f.eks. Facebook, at folk skriver »oh I’m painting, can’t stop painting, I am painting, painting is me«, så tænker jeg: »shit, jeg er ikke med«. Mine ting er meget mere styrede. Det er netop ikke maleriet, der tager over, jeg er meget mere i kontrol med det. Det handler om at få den grundlæggende idé til at fungere på lærredet,« forklarer Eske Kath og fortsætter:

»Jeg har heller ikke et helligt forhold til maleri og kunst. Jeg tror måske, det er fordi jeg kommer fra et kunstnerhjem. Jeg har ikke det dér romantiske forhold til det at være kunstner. Det er det, min far er. Ikke sådan noget ophøjet noget. Min egen indgangsvinkel til det at lave kunst er heller ikke det der: »åh, jeg kan mærke energierne gennem en pensel«. Som barn opbyggede jeg store universer på mit værelse. Når jeg legede »Star Wars«, var alle de der ting og maskiner, man kunne købe jo alt for små i forhold til filmen, så jeg byggede selv det hele af pap. Og i princippet er det fuldstændig det samme, jeg gør nu. Jeg opbygger de her verdener, som jeg lever mig ind i.«

Det er ikke bare det at male….?

»Nej, hvis det bare var det, var jeg stoppet for længst. Da jeg startede, var det meget kun det at male. Og jeg var fuldstændig optaget af at lære sproget. Men når man først føler, at man har lært det, bliver det mere interessant, hvad man siger og at udtænke tingene og gøre dem færdige end den der midterproces, hvor man maler tingene. De ting, jeg arbejder med, og de ting, der foregår i mine billeder, er noget der også interesserer mig som menneske udenfor, helt klart, ellers kunne jeg ikke lave dem. Historierne i billederne skal også udvikle sig, og jeg finder hele tiden på nye ting. Ellers ville jeg gå i stå.«

Så du bruger megen tid på udvikling?

»Ja, generelt er jeg ret glad for udviklingsperioderne, hvor jeg forsøger at finde ud af, hvad jeg skal lave. Når jeg er kommet på et eller andet, glæder jeg glæder mig meget til at se effekterne af det, til at lave skitser til billederne osv. Hvis jeg har tid til det, har jeg perioder, hvor jeg nærmest ikke laver noget, men det er sjældent med ret god samvittighed. Og de fleste ting, jeg interesserer mig for væk fra arbejdet, kan jeg som regel bruge. Så når jeg slapper af med mine interesser, er det ofte lige som at opbygge en ny inspiration,« siger Eske Kath og eksemplificerer:

»Jeg er f.eks. ret interesseret i astronomi. I små perioder kan jeg finde på at spille computerspil med den undskyldning, at jeg selvfølgelig som et moderne menneske er nødt til at sætte mig ind i æstetikken i det. Jeg læser tegneserier, som jeg faktisk kan bruge meget direkte, den der måde at vise en meget dramatisk handling på med et stilbillede. F.eks. hvordan får man ved en eksplosion noget til rent faktisk at bevæge sig væk fra et punkt i et billede.«

Det er privat
Bliver det aldrig for ensomt?

»Det at lave det, jeg gør, ér ensomt. Man er på sit værksted alene. Jeg vender ting med min kæreste, og jeg synes, det er inspirerende. Plus at når man fortæller om sine ting, bliver man jo også selv klogere på dem. Jeg er også meget privat med mine ting, før jeg viser dem. Jeg har virkelig svært ved at folk kommer og ser på mine halvfærdige ting og skal tage stilling til noget, jeg i forvejen går og roder med, som måske sætter nogle irrelevante bekymringer i gang. Jeg vil helst være fri for at tage nogle ideer og tanker ind, som ikke er rigtige, og man kan jo ikke lade være med at lade sig påvirke, fordi det er en sårbar proces og en ensom proces, men det er også ånden i det. Det er noget meget privat, som bliver offentligt. Uden det intime udgangspunkt er det nok ikke så interessant for andre mennesker.«

Ved du præcis, hvornår et billede er færdigt?

»Ved deadline he he… Men dér har tingene oftest stået i lang tid, hvor jeg ikke har gjort noget ved det. Og det viser sig næsten altid, at når det først hænger på udstillingen, så ér det faktisk færdigt. Jeg har altid været i stand til at kunne give slip på billederne, når de først hænger der.«

• Læs også: Det er svært at administrere frihed

• Læs også: »Hver dag er en blanding af dyb angst og juhu«

• Læs også: »Man skal kunne puste sig op«