23. september 2007, 03:30

Mens alle politiske partier i Danmark havde rasende travlt i august og begyndelsen af september på grund af valgrygter, så er det først nu, Enhedslisten er ved for alvor at få travlt:

Den berømte Asmaa Abdol-Hamid er nemlig i denne uge kommet hjem fra en halvanden måned lang ferie i Libanon. Og knap har Enhedslistens mystiske folketingskandidat sat benene på dansk jord igen, før historierne om hende begynder på ny. Faktisk er det kun statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der i større omfang har fået mediedækning på at være vendt hjem. Således er overskrifterne gået på, at Asmaa Abdol-Hamid nu er kommet hjem og skal i gang med medietræning, og at Asmaa Abdol-Hamid sidste sommer var på koranskole i Yemen, hvilket hun selv afviser. Og nu så denne artikel.

For er der noget, Asmaa Abdol-Hamid ikke er – så er det ligegyldig. Hun har sendt Enhedslisten på en ordentlig rutsjetur i meningsmålingerne, hvor to katastrofale målinger skubbede listen helt ud af Folketinget - den ene viste 1,3 og den anden 1,9 procent. Og det er ikke bare alvorligt for Enhedslisten selv, men for hele venstrefløjen, fordi et sådant stemmespild vil gøre det endnu sværere for Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt at blive statsminister.

Internt i Enhedslisten er alvoren ved at brede sig. Før Asmaa Abdol-Hamid blev kandidat, viste målingerne så sikkert som amen i kirken, at Enhedslisten ville få mellem tre og fire procent. Og dengang henvendte journalisterne sig om venstrefløjsemner som ungdomshus, Christiania eller krigen mod Irak.

I dag drejer alt sig om Asmaa Abdol-Hamid, og derfor må der ske noget, mener dele af partiet.

Indtil videre forsøger ledelsen på Christiansborg sig med at lægge Asmaa Abdol-Hamid i benlås. Det er således ikke længere muligt at ringe til Asmaa selv. Hun tager ikke længere telefonen og svarer heller ikke på mail. I stedet skal journalister omkring hovedkontoret, hvor de bliver flittigt udspurgt - sådan som det skete til denne artikel - og på den måde er hun igen den politiker, der minder mest om statsminister Anders Fogh Rasmussen. Beskeden var, at det ikke kunne lade sig gøre med et interview med den forklaring, at Asmaa Abdol-Hamid i denne weekend kun taler med én avis - og det er nok, lyder meldingen.

Folketingsmedlem Line Barfod forklarer stilen i det ellers anarkistiske parti, der er så fladt, at de ikke engang har en gruppeformand:

»Hun bliver kontaktet meget og bliver fra journalisterne udsat for nogle andre måder at spørge på og andre måder at referere svar på, og derfor har vi andre, hvad skal man sige - øget støtten til hende. Vi har sagt meget tydeligt, at hun altid kan ringe til os alle døgnet rundt. Vi er hele tiden i tæt kontakt med hende, så hun ved, hvem hun kan få fat på.«

Gælder det i alle sager - store som små sager – at hun først skal tale med jer?

»Ja, du kan jo ikke vide, om det vil udvikle sig til at blive en stor sag. Det er helt normalt, at man har brug for at vende en sag,« forklarer Line Barfod.

Om 14 dage skal partiets magtfulde hovedbestyrelse diskutere, hvad der skal ske nu. De har ikke mulighed for at fjerne Asmaa Abdol-Hamid, fordi det er partiets årsmøde, som har bestemt, at hun er kandidat til Folketinget, men hovedbestyrelsen kan lægge en strategi for, hvordan Asmaa Abdol-Hamid bedst undgår at træde forkert. Men det er næppe herfra, at Asmaa Abdol-Hamid skal regne med den varmeste støtte eller mest helhjertede strategi. Således siger et af medlemmerne fuldstændig åbent:

»Det kan godt være, at det er forkert af mig at udtale mig om det, men hovedbestyrelsen er delt: Flertallet er imod Asmaa Abdol-Hamids opstilling, men vi arbejder selvfølgelig ikke imod hende. Nu er hun valgt af årsmødet, og det er så det. Sådan er reglerne,« fortæller Bizhan Alankesh, der selv er flygtning og kom fra Iran i 1984:

»Især vi flygtninge og indvandrere i Enhedslisten forstår hende ikke. Vi er jo flygtet fra islamisterne, men vi kan bare ikke bevise, at hun er fundamentalist. Men vi er langt fra hende. Og hun kan ikke holde religionen privat. Det tror vi ikke på. Det er helt forkert. Islam og Enhedslisten er meget langt fra hinanden, og jeg kan jo ikke skjule, at der er en stor desperation over Asmaa Abdol-Hamids tilstedeværelse,« siger Bizhan Alankesh, der er sikker på, at stemningen er vendt så meget, at Asmaa Abdol-Hamid ved næste årsmøde i maj, hvor man igen skal stemme om kandidaternes placering, vil blive stemt ud af listen.

Berlingske Tidende har forsøgt at efterprøve påstanden om, at flertallet i hovedbestyrelsen er imod Asmaa Abdol-Hamid, men mange vælger at undvige spørgsmålet, eller også har de undladt at besvare vores henvendelse om Asmaa. Det gør to tidligere frontfigurer derimod ikke. Både Keld Albrechtsen og Bent Hindrup Andersen har siddet i Folketinget og fået nok. Bent Hindrup Andersen er gået med i et netværk, der kalder sig Anti-religiøst Netværk, og som satser på ved næste årsmøde at få vedtaget, at religion ikke hører hjemme i listen. Dermed vil Asmaa Abdol-Hamid være færdig.

»Vi skal erklære os som et ateistisk parti, og det kan sagtens have muligheder for at blive vedtaget på årsmødet. Men det er jo også spørgsmålet om, hvor mange af dem, der tænker som os, der allerede har forladt Enhedslisten,« siger Bent Hindrup Andersen.

Keld Albrechtsen roser kammeraterne for, at de igen har fokus på problemet. Han fornemmede i foråret, at ledelsen bare håbede på, at den ved at arbejde flittigt med Irak, de påståede velfærdsnedskæringer, uligheden osv. ville flytte fokus fra Asmaa Abdol-Hamid. Det har ledelsen ifølge Albrechtsen indset ikke sker. Tværtimod. Han forklarer, hvorfor Asmaa Abdol-Hamid støder:

»Jeg har, siden jeg forlod Folketinget, gjort mig umage med ikke at blande mig. Det skal man ikke. Det er utåleligt for de nye, men nu kommer så denne situation, hvor jeg føler, at man går lige tæt nok på mine grænser. Lige som så mange andre venstrefløjsfolk, der er vokset op under demokratidebatter. Dengang blev der sat spørgsmålstegn ved, om vi nu også var rigtige demokrater. Det fik vi vist. Vi kæmpede så meget, at det blev krystalklart, derfor rammer dette så dybt, og derfor er mine grænser nu presset. Jeg vil ikke risikere at få nogle ind i Folketinget, som ikke står på det grundlag. Så enkelt er det,« siger Albrechtsen, der håber, at Asmaa Abdol-Hamid sammen med hovedbestyrelsen finder ud af, at hun må i gang med en mavelanding: Hun skal frivilligt lade sig skrive så langt ned på listen, så hun i hvert fald ikke kan komme i Folketinget. Så kan hun ad åre arbejde sig op derfra.

»Det kan godt være, at det kan udvikle sig til noget fornuftigt på sigt, men det ser ikke rigtig ud til, at vores vælgere er rigtig trygge ved hende i Folketinget. Og det er jeg sådan set heller ikke. Det håber jeg at kunne blive, men jeg har stadig spørgsmål til hende. Så en blød landing langt nede på listen vil være at foretrække,« siger Albrechtsen.

Enhedslistens nye »Pernille Rosenkrantz-Theill« er den unge Johanne Schmidt-Nielsen. Hun sidder i hovedbestyrelsen og partiets magtfulde forretningsudvalg og skal være med til at sætte Asmaa Abdol-Hamid på ny formel. Og opskriften er at få Asmaa Abdol-Hamid til at holde op med at tale om det tørklæde:

»Vi er ikke begyndt at lave det papir til hovedbestyrelsesmødet om den politiske situation. Men vi skal fokusere på vores sundhedskampagne fremover, og her skal Asmaa Abdol-Hamid på banen nu ligesom de øvrige kandidater med hendes socialpolitik og hendes erfaring som socialrådgiver og fra Vollsmose. Jeg er ikke bange for, at vi ryger ud, men jeg er godt klar over, at Venstre og Dansk Folkeparti har interesse i at få debatten om Asmaa Abdol-Hamid til at rulle igen. Hun skal på omkring de ting, som handler om andet end tørklædet.«

Der er dog ikke meget, som tyder på, at skulle finde på frivilligt at lade sig skrive ned på listen, selvom adskillige medlemmer af hovedbestyrelsen taler om det. Det er ønsketænkning, lyder det fra andre. Og når man kigger på Asmaa Abdol-Hamids meritter hidtil i livet, så bærer de heller ikke meget præg af retræte:

Asmaa Abdol-Hamid kom til Danmark i 1987 som palæstinensisk flygtning. Familien bosatte sig i en lille landsby i Sønderjylland. Hurtigt fik hun lært sproget og deltog indtil puberteten i landsbyens liv. I en artikel fra Kvinfo fra foråret fortæller hun:

»Fritiden tilbragte vi børn i den lokale fritids- og sportsklub, hvor jeg blandt andet spillede håndbold, en sportsgren jeg var så god til, at jeg på et tidspunkt blev anfører for holdet og endda opfandt mit eget skud. Allerede som lille ønskede jeg at gå med tørklæde ligesom min mor. Men hun sagde, at jeg skulle vente, indtil jeg kom i puberteten. Først da, mente hun, var jeg voksen nok til at træffe mit eget valg. At bære tørklæde var for mig ikke et spørgsmål om at følge en tradition, men derimod et religiøst valg. Min beslutning fik konsekvenser: F.eks. måtte jeg holde op med at spille håndbold i det offentlige rum, da min klædedragt var upraktisk på en håndboldbane.«

I skolen gik det godt, men ifølge Asmaa Abdol-Hamid ikke set med lærerens øjne – i hvert fald forsøgte de at formene hende adgang til gymnasiet, så hun måtte true sin folkeskole med advokat:

»I skolen mærkede mine søskende og jeg tydeligt, at lærerne ikke havde de samme høje forventninger til vores faglige kundskaber som til de etnisk danske elever. Det kom bl.a. til udtryk, da min ældste søster valgte at gå i gymnasiet efter 9.klasse. På trods af hendes høje karakterer fik hun at vide, at hun skulle vente og tage 10. klasse med og efterfølgende tage en handelsuddannelse. Det samme skete for mig, og jeg måtte til sidst true med en advokat, før folkeskolen ville indstille mig til gymnasiet.«

Og her fortsatte hun så sin egen stil. Ingen fester. Ingen kærester:

»Da jeg kom i teenagealderen, afstod mine søskende og jeg fra fester og diskoteker, hvad vi ikke følte som et savn. Almindelige »teenagerting« interesserede mig ikke som f.eks: Hvem skal jeg score i dag, og hvem er den mest lækre fyr? Dér kunne jeg ikke bidrage med noget.«

I Enhedslistens afdeling i Esbjerg har man fra begyndelsen meldt ud, at man ikke støtter hendes kandidatur, forklarer det lokale hovedbestyrelsesmedlem John Littau. Og forklaringen er ligetil:

»Det grundlæggende spørgsmål for kritikerne er: Hvad ændrer verden? En politisk bevægelse eller en Gud? Og der mener vi klart og tydeligt i Esbjerg, at det ikke er Gud. Det tror hun vel ikke på. Det er et helt klassisk spørgsmål. Hun er jo tydeligvis påvirket af religion. Jeg håber, at hun tænker, over det hun gør og overvejer at trække sig inden, hun skader sagen for meget.«

Men John Littau og de øvrige venstrefløjsfolk - som er vokset op med sloganet om, at religion er opium for folket - må indtil videre vænne sig til de nye tider. For på Asmaa Abdol-Hamids hjemmeside kan man til Littaus gru læse:

»Islam er de briller, jeg ser verden igennem, og det kan sagtens lade sig gøre at implementere islam i overensstemmelse med danske værdier.« Og videre skriver hun:

»De værdier, jeg lever ud fra, er islamiske og ikke arabiske. Det er vigtigt at skelne mellem religion og kultur. Arabisk tankegang er på mange områder kvindeundertrykkende, og selvom jeg er araber, træffer jeg ikke mine valg ud fra kulturen, men på baggrund af min religion.«

Gud er flyttet ind hos Enheds­listen.