»Hun sidder der på sit bedste skoleengelsk og bliver spurgt til DF«

INTERVIEW: Først kom DRs tidligere dramachef Ingolf Gabold med sin udmelding om, at TV-serien »1864« var et bevidst slag mod Dansk Folkeparti. Nu viser det sig, at også DRs nuværende dramachef, Piv Bernth, har luftet lunkne holdninger til DF. DRs kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, bakker dramachefen op.

Piv Bernth holder ifølge DR ferie og kan derfor ikke svare på kritikken.
Piv Bernth holder ifølge DR ferie og kan derfor ikke svare på kritikken.

Tine Smedegaard Andersen, hvad mener du om, at Piv Bernth kommenterer dansk politik i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed i et indslag på en newzealandsk radiostation?

»Allerførst vil jeg gerne slå fast, at vi ikke driver en bestemt politisk dagsorden i DR. Det, synes jeg, er vigtigt at få sagt. Jeg synes også, at det er vigtigt at slå fast, at vi hverken skal have sindelagskontrol eller berufsverbot, hvor ingen må mene noget som helst – det er udansk. Men det er også vigtigt, at man er i stand til at lade sine personlige holdninger træde i baggrunden, når man udfører sit job.«

(Hør det fulde radioindslag fra New Zealand med Piv Bernth her)

Vil det sige, at du ikke bakker op om, at Piv Bernth kommer med den slags udtalelser?

»Jeg bakker helt op om Piv Bernth, og jeg har fuld tillid til hende. Hun har været ude i et interview i newzealandsk radio og sige nogle ting om det danske valg og Dansk Folkeparti. Jeg hæfter mig ved, at hun også har været ude at sige, at hun måske nok skulle have holdt sin mund. Men hendes principielle holdning er – og det gælder i alle sammenhænge – at med indflydelse følger ansvar. Den holdning må hun gerne have.«

Ja, men hvad betyder det, når du siger, at man skal kunne lade sine personlige holdninger træde i baggrunden?

»Jeg er fuldstændig sikker på, at Piv Bernth lader sine personlige holdninger træde i baggrunden, når hun træder ind i et klipperum her i huset.«

Så hvis vi holder os til radioen og uden for klipperummet, så har du ikke noget problem med, at hun siger de her ting i radioen?

»Hun kunne måske godt have svaret udenom. Det ville en politiker måske have gjort. Men rent principielt: Må hun have den holdning? Ja, det må hun selvfølgelig gerne, men den skal ikke med ind i klipperummet. Hun siger jo, at hun har den principielle holdning – og det gælder i alle sammenhænge – at med indflydelse følger ansvar. Det er der, hvor hun udtaler sig personligt.«

Man kan jo også sige, at hun politiserer. Hun tillægger DF et følelsesmotiv i forhold til deres immigrationspolitik …

»Hun siger, at det er et indvandrerkritisk parti, og det kan man vel godt sige. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi ikke skal have sindelagskontrol eller berufsverbot. Hun udtaler sig om DF. Hun siger, at det er valget store sejrsherre og det største parti i blå blok, og så siger hun, at de er indvandrerkritiske. Hun sidder der på sit skoleengelsk ... indvandrerkritisk … det kan vel ikke komme bag på nogen, og det er vel også det, som folk, og som DF siger om sig selv.«

Hun siger: »They don’t like immigrants« ...

»Ja, men hun sidder der på sit bedste skoleengelsk og bliver spurgt til DF. Og så siger hun at »med indflydelse følger ansvar« – det er hendes personlige holdning, og den må hun gerne have.«

Ingolf Gabold sagde jo for nylig, at »1864« var et slag mod DF. Det afviste Piv Bernth i en kronik, hvor hun skrev, at hun på ingen måde kunne genkende hans påstande om en politisk slagside i DR. Og nu kommer disse udtalelser fra Piv Bernth nu frem. Kan du forstå, hvis nogle har fået sværere ved at tro på DRs afvisninger af en politisk slagside?

»Altså, det hele opstår, fordi Ingolf Gabold går ud med nogle fuldstændig grundløse påstande om sit virke i DR længe efter, at det er afsluttet. Han gik på pension i 2012. Alle omkring dramaproduktionerne har været ude at afvise hans påstande. De har intet på sig. Og jeg mener, at vi ikke skal have sindelagskontrol. Det er helt udansk. Man må gerne have egne holdninger – også politiske. Det er bare vigtigt, at vi ikke tager holdningerne med ind i klipperummet, og det er jeg fuldstændig sikker på, at Piv Bernth ikke gør.«

Men står DR ikke med et forklaringsproblem over for danskerne, når to dramachefer fra DR nu har været ude og udtalt sig kritisk om Danmarks største borgerlige parti?

»Igen, Piv Bernth er ude med sin personlige holdning om, at med indflydelse følger ansvar.«

Men hun udtaler sig jo også på en måde, der sender et signal om, at hun har et negativt syn på partiet?

»Jeg synes, at vi skal passe rigtig meget på med sindelagskontrol og tolkninger af, hvad folk mon mener. Hun udtaler sig om valget og siger nogle ting om, hvordan DF valgte ikke at gå i regering og noget principielt om sin holdning til det.«

Ja, og så siger hun, at DF ikke kan lide immigranter …

»Ja, altså hun bliver bedt om at karakterisere partiet, og forsøger i den forbindelse at forklare, at det er et indvandrekritisk parti. Der er vel ikke nogen, der er i tvivl om, at det er i overensstemmelse med virkeligheden.«

Hun siger også, at DF på en måde prøver at være meget humane over for gamle pensionister og den slags, men at de ikke er ægte …

»Hun sidder der på sit skoleengelsk og prøver at give udtryk for, at de er optagede af indvandring og ældresagen. Jeg synes virkelig, at vi skal passe på, at der ikke går sindelagskontrol og berufsverboten i den.«

DFs Søren Espersen siger i dag: »Jeg synes, det viser, at Piv Bernth lever i det univers, hvor man foragter Dansk Folkeparti og nationalkonservatismen. Og at de fører en kamp mod os.« Kan du forstå, at Dansk Folkeparti reagerer sådan?

»Når Søren Espersen taler om sammensværgelser, synes jeg, at han ser spøgelser ved højlys dag. Selvfølgelig driver DR Drama ikke en partipolitisk kampagne.«

Du skriver i en kronik I Berlingske i dag: »…..det er som om der fra en mørk kælderskakt er åbnet en lem til de gamle skyttegrave, hvorfra det suser af gammelt nag og mistænkeliggørelser, der har mere med fiktionens verden at gøre end med virkeligheden« Kunne du i kølvandet på Piv Bernths og Ingolf Gabolds udtalelser måske overveje, at de mistænkeliggørelser kommer fra DR, og at de ikke er fiktion?

»Jeg vil gerne sige igen, at Ingolf Gabold har været ude at sige noget, der er fuldstændigt grundløst, og han er blevet undsagt af et helt miljø. Og så vil jeg gerne sige, at når man taler om en sammensværgelse i dag, så ser man spøgelser ved højlys dag, og det er det, jeg prøver at sige i den kronik.«

Jeg har talt med DFs kulturordfører, Alex Ahrendtsen, der synes, at din kronik er symptomatisk for DR, fordi den demonstrerer, at DR ikke evner at se indad og udøve selvkritik. Kunne han have en pointe? Kunne der være et behov for at se indad i DR?

»Vi ser hver dag på vores egen professionalisme, og det bliver vi ved med fremadrettet. Men vi afviser grundløse påstande, der er som grebet ud af luften.«

Får Piv Bernths udtalelser nogle konsekvenser for hende?

»Jeg har fuldstændig tillid til Piv Bernth. Jeg ser hende stort set hver dag her i huset, og hun er en af verdens dygtigste dramachefer. Hun skaber dramaer, der rejser verden rundt.«

Piv Bernth holder ifølge DR ferie, og det har derfor ikke været muligt for Berlingske at tale med hende. DRs generaldirektør, Maria Rørby Rønn, ønsker ikke at udtale sig i sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.