House of Cards rammer timingen, men deler anmelderne

Fredag får House of Cards fjerde sæson premiere. Med mere gang i handlingen og en Frank Underwood, der er mere rå, men også sværere at følge, skriver amerikanske anmeldere.

Den nye sæson af House of Cards skydes i gang fredag.
Den nye sæson af House of Cards skydes i gang fredag.

»House of Cards« har i løbet af de sidste år været et af de absolutte trumfkort i Netflix' skarpt opadgående salgskurve. Fredag den 4. marts åbner den fjerde sæson i serien med Kevin Spacey, som den overluskede og morderiske politiker, der starter i en mere ydmyg politisk rolle og med brug af alle midler skaffer sig vej til toppen - præsident-embedet.

I den nye sæson er han igang med primærvalgkampagnen for at blive valgt som præsident, og timingen kunne næppe være bedre end en åbning, mens virkelighedens politikere udkæmper et slag om at blive hver sit partis præsidentkandidat henover de amerikanske stater.

»House of Cards« er nogle gange blevet kritiseret for ikke at være realistisk i sin fremstilling af det politiske spil, men efter denne valgkamps virkelighed, må den kritik nok forstumme, mener flere af de amerikanske anmeldere, der har haft lejlighed til at se de første seks episoder i serien forud.

Der er til gengæld delte meninger om, hvor godt Underwood og co. holder niveauet fra de tidligere sæsoner. Handlingsmæssigt er der væsentligt mere gang i den i forhold til den noget udviklingsfattige tredje sæson, hvor nogle af højdepunkterne var en fin præstation af Lars Mikkelsen som en russisk præsident i Putins billede. Og som sluttede med hustruen Claire Underwood, der forlod sin mand.

Så nu er de to modstandere, og serien har savnet en værdig modstander til Frank Underwood, mener anmelderen i Variety. »I en by fuld af politiske dyr, er det ikke nogen overraskelse, at Underwood er en haj, men nærmere at de, der har forsøgt at forhindre hans politiske opstigen, i sammenligning så ofte har set ud som småfisk,« lyder det fra Variety.

Dysten mellem de to ægtefæller indeholder decideret elekricitet, mener magainet, selv om Claire Underwoods politiske udvikling måske alligevel går for vidt i forhold til de politisk realistiske, da hun begynder at udvikle sig til en slags Eva Peron eller ligefrem Lady Macbeth,finder anmelderen.

I magasinet Deadline er anmelderen meget begejstret for den nye sæson, som han beskriver som mere oprørende, brutal og medrivende og »Clintonesque« end tidligere. Og fremhæver i øvrigt Frank Underwoods højre hånd, Doug Stamper, der er tilbage med en farlighed, som en mand man virkelig gerne vil krydse en trafikeret gade for ikke at møde på fortovet.

Anmelderen i Hollywood Reporter hæfter sig ved, at Frank Underwood er holdt op med at tale til kameraet. Først i fjerde episode bliver der gjort brug af »den fjerde væg« - og der er det ikke engang særligt vigtigt. Dermed mister serien lidt af det pseudo-shakespeareske touch, som har udskilt den fra West Wing og andre politiske dramaer - og det fjerner en af grundene til overhovedet at bekymre sig om den nedrige Frank og hans nedrigheder, mener anmelderen.

»Still far from perfectly Frank« er Hollywood Reporters lidt lunkne konklusion over den første halvdel af de 13 nye episoder af House of Cards, der tilgængelige på fredag. Og hvor der i øvrigt allerede er annonceret en femte sæson.

 

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.