Holocaust og overvægtige kvinder i Rødby

Den danske kunstnerduo Surrend vækker opsigt i Tyskland ved at sige det unævnelige.

- Vi har ofte ligget vågne om natten og tænkt: Hvad har vi nu rodet os ud i, siger Jan Egesborg om sit og partneren Pia Bertelsens arbejde. - Vi har tit været i fare, og man skal til stadighed overveje tingene meget nøje. Vi har fået henvendelser fra nogle af verdens største virksomheder og kunne føre et helt andet liv, men vi bliver ved, fordi vi har en kærlighed til kunst og ikke kan lade være. I øvrigt er de politiske plakater kun en del af vor produktion. I øjeblikket beskæftiger vi os f.eks. med børneplakater. De er meget poetiske.
- Vi har ofte ligget vågne om natten og tænkt: Hvad har vi nu rodet os ud i, siger Jan Egesborg om sit og partneren Pia Bertelsens arbejde. - Vi har tit været i fare, og man skal til stadighed overveje tingene meget nøje. Vi har fået henvendelser fra nogle af verdens største virksomheder og kunne føre et helt andet liv, men vi bliver ved, fordi vi har en kærlighed til kunst og ikke kan lade være. I øvrigt er de politiske plakater kun en del af vor produktion. I øjeblikket beskæftiger vi os f.eks. med børneplakater. De er meget poetiske.
BERLIN: Der er ikke mange nulevende, danske kunstnere, som vækker opsigt i Tyskland. Man har rigeligt af kunstnere selv, de er ofte mere excentriske, end man kunne finde på at være i Danmark, og på den måde har nordboere det undertiden med at blegne.

Der er måske kun fire, som kan få folk op af stolene. Nestoren Per Kirkeby, den etablerede eksperimentalist Olafur Eliasson, og duoen Jan Egesborg og Pia Bertelsen. De to sidstnævnte optræder under gruppenavntet Surrend, og man har undtryk af, at hver gang de bevæger en lillefinger, udløses der en gevaldig larm i forbundsrepublikken.

Deres sidste opfindelse var et kort over Israel, hvor landet har ændret navn til Ramallah. Over kortet står med store bogstaver »Endlösung«. Det er ordet, der blev brugt af nazisterne som betegnelse for holocaust, mordet på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig.

Kortet har været ophængt rundt om i Berlin og udløst forfærdelse. Der er visse ting, man ikke kan gøre i Tyskland. Man kan f.eks. ikke tage billeder af mennesker under en stor bruser, fordi det vækker mindelser om gaskamrene i koncentrationslejrene. Man kan ikke vise hagekorset. Og man kan ikke tale om »Endlösung« som en måde at løse problemerne i Mellemøsten på.

Især Egesborg, der har været mest fremme i de tyske medier, er blevet beskyldt for antisemitisme, dårlig smag og almindelig dumhed. En af de få aviser, som har taget parret delvist i forsvar, den borgerlige Frankfurter Allgemeine Zeitung, påpeger, at det er »frækt, provokerende og rebelsk« og angriber alle og enhver. Det angriber den iranske præsident og det russiske styre. For to år siden medførte en udstilling med de to i Berlin trusler fra unge muslimer. De krævede et satirisk billede af kabaen i Mekka, den islamiske helligdom af sten, fjernet. Ved siden af gjorde en anden plakat grin med en ortodoks jøde, men det var der ingen, som tog anstød af. Mandag sættes nye plakater op i Berlin, hvor man retter pegefingeren mod Israel-kortets kritikere, der beskyldes for hykleri.

Satiren


Møder man Egesborg en formiddag i Berlin får man indtryk af at være i selskab med om ikke Dr. Jekyll og Mr. Hyde, så dog et kultiveret menneske med to sider.

Den ene er rebelsk og vil gerne stikke en finger i øjet på folk eller forhold, han finder er kritisable. Den anden er forstående for, at man ikke altid kan sige alt. Hans egen mor er jøde, hendes familie stammer fra Polen og flygtede under Anden Verdenskrig over Danmark til Sverige. Ikke alle nåede i sikkerhed, nogle omkom.

»Ja, der er tabuer,« siger han. »Satire, som vi forstår den, drejer sig om at rette skytset mod magtfulde institutioner og personer. Den skal være sylespids. Det er der en lang tradition for i Tyskland, derfor føler vi os kunstnerisk hjemme her. Den danske opfattelse af satire er mest at gøre grin med overvægtige kvinder i Rødby. Men satire skal ramme opad, aldrig nedad.«

Har jøder, navnlig overlevende fra holocaust, ikke krav på samme forståelse som overvægtige kvinder i Rødby?

»Vi ville aldrig gøre grin med holocaust. Det ville jeg ikke kunne med min baggrund og efter at have set overlevende med alle de ar.«

Men sådan er det blevet opfattet i Tyskland. Kan det skyldes en opvækst i Danmark, der de sidste hundrede år har haft relativt beskedne problemer, og manglende indsigt med Tyskland, som har udløst to verdenskrige og stadig lever med skammen over holocaust?

»Vi kender den tyske offentlighed og vi er ikke totale ignoranter. Vi er ikke antisemiter eller holocaust-benægtere. Vi har angrebet alle fjender af Israel, så vi må have ryggen fri. Og det må være muligt at kritisere Israel satirisk. Det gør tyskere kunstnere ikke, for de er bange for at komme på den sorte liste.«

Muhammed


Det er ikke naturligt, at huden er tyndere i Tyskland og Israel over for den slags temaer?

»Jo, men vi får nogle forklaringsproblemer, hvis vi slår til over for muslimer og katolikker og ikke mod jøder. Og jeg har altid været kritisk over for Israel.«

Muhammed-karikaturerne i Jyllands-Posten var i orden?

»De var i princippet en fin ting. Jeg ville have foretrukket, at de havde været offentliggjort i Tyskland, for i Danmark kom de til at optræde i en nationalromantisk sammenhæng, og det er en farlig cocktail. Men Jyllands-Posten havde sandelig ret til det.«

Avisens kulturredaktør Flemming Rose havde også principielt ret, da han udtalte, at han også gerne ville trykke holocaust-karikaturer, et forehavende, som umiddelbart efter blev standset af chefredaktionen?

»Han havde principielt ret, men igen: Vi ville aldrig gøre grin med holocaust. Der er for megen smerte.«

Hvad er der opnået med Israel-plakaten?

»Vi ville demaskere - afsløre - den tyske offentlighed, og det er lykkedes hundrede procent. Man kan kritisere alle, men ikke jøder. Vi har afdækket censurmekanismerne i det tyske samfund. Men Tyskland er det mest liberale land i Europa. Det er lettere at provokere i Danmark end i Tyskland. Vi har lige fået vore første trusler derhjemme, fordi vi gjorde grin med kongefamilien. Der er også tabuer i Danmark.«
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.