Nekrolog

Hoffman var først blandt de udstødte

Skuespilleren Philip Seymour Hoffmans død, formodentlig af en overdosis, spejler hans karrieres mange fremragende taberroller.

Hans navn var ikke et, der rullede lige så naturligt over læberne som hos hans navnefælle Dustin Hoffman (som han ikke var i familie med). Ikke desto mindre var Philip Seymour Hoffman en skuespiller, man lagde mærke til, næsten uanset hvor lille en rolle, han blev forundt, og opmærksomheden blev ofte forvandlet til en slags kærlighed for biografgængerne.

Da nyheden om hans død slap ud til offentligheden, lod utallige fans deres sorg få frit løb, og sorgen syntes at få en særlig næring af, at det formodentlig var en heroin-overdosis, der havde taget livet af den 46-årige skuespiller.

Det passede for godt til den lange række af filmroller, hvor han er en af de udstødte eller fortabte. Man forestillede sig, at det var den samme ensomhed og hang til selvdestruktion i hans død, som var i karakterer som den totalt mislykkede pornostjerne-groupie i »Boogie Nights«, den sexfikserede telefon-stønner i »Happiness« eller gambleren i »Mahownys dobbeltliv«. Skuespillere er aldrig synonyme med deres roller, men i Philip Seymour Hoffmans tilfælde kom man i tvivl.

Dermed ikke sagt, at han bare var sig selv foran kameraet. Men Philip Seymour Hoffman gestaltede med stort mod og indfølelse personer, som man i virkelighedens verden ville gå i en stor bue udenom, og viste glimt af menneskelighed i det mest umenneskelige.

»Jeg dømmer dem ikke, men spiller dem så ærligt og så udtryksfuldt, som jeg er i stand til, og håber at jeg kan få publikum til at tænke: »Det, jeg troede, jeg følte for denne karakter – det føler jeg ikke længere,«» sagde Philip Seymour Hoffman engang.

Gennembruddet

Skuespilleren mente selv, at det var hans meget lille rolle i Al Pacino-filmen »En duft af kvinde« fra 1992, der gav ham gennembruddet. Men de fleste kritikere peger på Paul Thomas Andersons tragikomiske krønike »Boogie Nights« som den første film, hvor hans særlige talent for alvor kommer i spil. Her spiller Philip Seymour Hoffman den homoseksuelle Scotty, der er hemmeligt forelsket i en pornostjerne og ikke skyr nogen ydmygelse for blot et sekunds opmærksomhed fra sin udkårne.

I filmens discodunkende miljø, der i forvejen er befolket af neurotiske udskud og udbrændte randeksistenser, lykkedes det Hoffman at skabe en figur, der er dybt latterlig, samtidig med at han også vækker den gnist af medynk, man kom til at kende fra alle hans følgende roller.

Instruktøren Paul Thomas Anderson er den store skildrer af 1900-tallet, det amerikanske århundrede, og Philip Seymour Hoffman er skyggen i dette univers, den forsmåede og smålige bagside af storheden.

Men det er en smålighed, der har sin egen storhed, som i Andersons seneste film, »The Master« (2012), den sidste Anderson-film med Hoffman, hvor skuespilleren med enorm vitalitet spiller en Ron. L. Hubbard-lignende kultleder, der selv synes at blive offer for sine pseudovidenskabelige vidtløftigheder og manipulationer med omverdenen.

I Andersons ensemblekomedier »Magnolia« (1999) og »Punch Drunk Love« (2002) spillede Hoffman også kranke skæbner og stjal billedet fra stjerner som Tom Cruise, Julianne Moore og Adam Sandler.

Udvalgt til fremragende film

Andre instruktører havde også bud efter Hoffman. Coen-brødrene gav ham cirka fem minutter som en fidel rigmandslakaj i »The Big Lebowski« (1998), mens Todd Solondz tildelte ham en noget større rolle som en sexafhængig og dybt ensom mand i »Happiness« (1998), og Anthony Minghella satte ham op imod Matt Damon som den eneste, der gennemskuer svindleren i »The Talented Mr. Ripley« (1999).

Alle film er eksempler på, at det er en vigtig del af en skuespillers talent at kunne blive udvalgt til fremragende film.

Philip Seymour Hoffman spillede sin første historiske karakter som rockkritikeren Lester Bangs i »Almost Famous« (2000), en rolle der forvarslede en anden rockkritikerrolle i »The Boat That Rocked« (2009).

Begge roller kan ses som forsøg på at lancere skuespilleren i lidt mere cool karakterer, men det er næppe tilfældigt, at begge roller hører til hans mindre bemærkelsesværdige.

Den lange række af biroller blev brudt eftertrykkeligt i 2005, da Hoffman spillede den amerikanske forfatter Truman Capote. Til rollen tabte Hoffman 20 kilo og blev gjort nærmest uigenkendelig bag hinkestensbriller og vandkæmmet hår i rollen som den homoseksuelle forfatter, hvis forsigtige feminine facon dækker over en ustoppelig ambition om at skrive århundredets bog.

Rollen var et karriere-højdepunkt af den slags, der råbte på den Oscar, der blev tildelt Hoffman: En stor skuespiller, der transformerer sig for at spille et amerikansk ikon. Atter følte man, at skuespilleren trak på indre erfaringer for at spille outsideren, der kæmper sig ind i midten.

Rollen som Capote var en af de alt for sjældne hovedroller i Hoffmans karriere, og han vedblev med at spille de farverige biroller indtil sin død, som i »The Hunger Games«-filmene, hvoraf nummer tre og fire endnu ikke har haft premiere. Hoffman havde stort set færdiggjort sine scener til begge film.

Andre hovedroller end den i Capote-filmen fik Hoffman i Charlie Kaufmans paranoide fantasi »Synecdoche, New York« (2008) og »Kvartetten« (2012), hvor han fik lov til at spille på nye strenge.

Philip Seymour Hoffman medvirkede i 60 film, og når man begræder, at det ikke blev til endnu flere, kan man måske finde trøst i, at han selv fandt glæde i den store arbejdsmængde, han pålagde sig. Som han selv sagde: »Jeg synes, at jeg leverer godt arbejde i mit liv, og det er den bedste succes, jeg kan opnå.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.