19. maj 2006, 03:30 – opdateret 19. maj 2006, 09:18

Denne artikel er fra 2006, da Peter Høegs seneste bog udkom.

Det var lidt ironisk, at B.T.s anmeldelse af »Den stille pige« bar overskriften »Peter Høeg værd at vente på«, for B.T. kunne slet ikke vente, men brød den almindelige klausul og anmeldte 14. maj, hele fem dage før udgivelsesdato. Det satte fart i Ekstra Bladet, der kom på banen dagen efter, og endnu en dag senere rykkede nærværende avis så, mens de resterende har ventet pænt til i dag.

B.T.s Birgitte Grue var ganske positiv med fem stjerner ud af seks, selv om »det anbefales at binde sig selv til en stol og tvinge sig selv igennem de første ca. 60 sider af denne metafysiske krimi«. Enkelte steder kan det virke som om anmelderen ikke helt har hjertet med i sin ros: »Det er en meget lang og meget ujævn roman, og den mister tit pusten. Det er især al dens metafysiske hokuspokus, der gør det svært at hænge på. Men på den anden side: uden alle disse finurlige filosofiske kraftspring ville romanen skrumpe til en banal spændingsroman.«

John Chr. Jørgensen var skuffet og gav kun tre stjerner i Ekstra Bladet. »Man keder sig på et højt niveau. Peter Høegs nye roman er interessant som livsfilosofi. Men den fungerer ikke som roman.«

Så ramte romanen for alvor bunden næste dag i nærværende avis hvor Jens Andersen gav to stjerner ud af seks (se »To ud af seks« th. for foto). Men har anmelderne simpelthen urimeligt høje forventninger til Peter Høeg? Det mener Svend Skriver i Kristeligt Dagblad og foreslår lidt ro på:

»Det er nemlig snarere hans nulevende danske eller for den sags skyld internationale kolleger, man bør skele til end kanoniske klassikere som Andersen, Kierkegaard og Blixen, hvis man ellers ønsker sig et retvisende billede af forfatterens formåen.«

På denne nedgraderede baggrund er Skriver ganske positiv: »Peter Høeg har med imponerende flid og stensikker fortælleteknisk tæft mejslet et monument af en nyreligiøs thriller frem, der stilistisk bl.a. er kendetegnet ved de særlige vidensophobende afsnit, som man kender fra hans tidligere værker. Den nye roman, »Den stille pige«, er uden for enhver tvivl den stærkeste og mest velfunderede udgivelse fra hans hånd.« Men helt falde i svime over en nyreligiøst inspireret roman kan man ikke på Kristeligt Dagblad: »Flere steder bliver forfatterens nyreligiøse interesser dog for dominerende.«

Weekendavisens Lars Bukdahl var i gamle dage ikke en fan af Peter Høeg, og tiden har ikke mildnet ham, for:

»Aldrig har man da læst magen til forævlet, excentrisk og groft udspekuleret kitsch som Peter Høegs nye roman. (...) Det, Peter Høeg er i stedet for ordkunstner, er en Opbyggelig Forfatter, og hvor han før var moralsk opbyggelig og politisk korrekt, er han nu (også) åndeligt opbyggelig og spirituelt korrekt. Dårlig karma nedkaldes hermed i skæppevis over Den stille pige.«

Også i Information får Høeg kniven, som føres af Marianne Ping Huang: »Anlægget for intrige, suspense og detaljering, som uden tvivl er Høegs store force - hans artistiske begavelse - sætter sig ikke igennem. De sære personer, det mærkelige miljø og den ekstravagante fortælling suges op i en svamp af alternativ åndelighed og maskulin midtvejskrise.«

Og der er ikke hjælp at hente hos Bjørn Bredal i Politiken:

»Ærgerligt. Peter Høegs gigantiske talent forspildes i en prædikensamling forklædt som roman (...) Koden er som Da Vinci: dybde på en overfladisk måde. Sådan set meget tidstypisk og akkurat hvad airport-markedet efterspørger, hvilket ikke er Peter Høegs mindste paradoks. For i egen bevidsthed er han sikkert aldeles på tværs af tiden og markedet og lufthavnskulturen. Men han rammer den jo lige, hvor lysten sidder, købelysten i afgangshallen.«

Og så til allersidst i Jyllands-Posten lyder en helt anden sang fra Jakob Levinsen, der som den eneste anmelder meget konsekvent vurderer »Den stille pige« som en eksistentiel roman om en (hoved)person:

»Ligesom sin hovedperson er Peter Høegs nye roman skiftevis brillant, bevægende, selvsmagende og irriterende. Indimellem ikke til at holde ud, og i det lange løb ikke noget man vil være foruden. Ingen af dem er i nærheden af at være helstøbte, endsige nogen eller noget, man kan elske eller hade entydigt. Men der er heller ikke mange, man kan komme i tanke om, som man hellere vil anfægtes, forføres og underholdes så meget af at være i selskab med.«

Det er næsten som om Levinsen har læst en helt anden roman end de andre. Er han hoppet på en limpind? Eller er det de andre, der er overfølsomme over for »spiritualitet«?

Det kan enhver nu dømme om selv. For i dag er Peter Høeg på gaden igen efter ti års pause, og »Den stille pige« er klar til at møde sine læsere. Hvis de da er der endnu og ikke er alt for påvirkelige af anmeldelser.