Han har levet ti år med »Forbrydelsen«

Snart kan Søren Sveistrup sige farvel og tak til den TV-serie, som har været hans job de seneste godt ti år. Og det bliver uden blanke øjne.

Svren Sveistrup, hovedforfatter til Forbrydelsen I, II og III.
Svren Sveistrup, hovedforfatter til Forbrydelsen I, II og III.

Før fremmede mennesker får adgang til Søren Sveistrups kontor i den gamle TV-by i Gladsaxe, skal han lige sondere terrænet alene. Manuskriptforfatteren skal sikre sig, at der ikke er billeder, tekst eller andet, som kan afsløre noget om plottet til den kommende sæson af »Forbrydelsen«. Men nej, der er fri bane til Sveistrups hule, hvor opslagstavlerne er tætpakkede med avisudklip om kidnapninger, mord og forbrydelser. Der er fotografier af en lang række danske skuespillere og et par store skibe. En sær tegning af en troldmand og en plasticpose med teksten »Who killed Rosie Larsen?«.

Søren Sveistrup er hovedforfatter til »Forbrydelsen«. Medforfatterne er Michael W. Horsten og Torleif Hoppe. Sveistrup har en bachelor i litteratur og historie fra 1994. I 1997 afsluttede han uddannelsen på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Sveistrup har tidligere været forfatter til DR1s »Taxa«, TV 2s »Hotellet« og DR1s »Nikolaj og Julie«. Første sæson af »Forbrydelsen« fik premiere i 2007 på DR1, anden sæson blev vist i 2009. »Forbrydelsen« blev i 2011 lavet i en amerikansk version under navnet »The Killing«. Den britiske forfatter David Hewson har omskrevet seriens manuskripter til bogen »Forbrydelsen«.



Alt sammen inspiration til det, der om lidt bliver »Forbrydelsen III«. De sidste optagelser er knap nok kommet i kassen, og der er en del klippearbejde endnu. Men inden længe kan Søren Sveistrup sige farvel og tak til den TV-serie, som har været hans job de sidste godt ti år. Og det bliver uden blanke øjne.

- Når nogen kommer og spørger: »Ej Søren, nu er det sidste omgang, er du ikke vemodig?« Så har jeg svaret virkelig, nej! Ikke endnu. Jeg er sikker på, at der dukker et enormt tomrum op, men det er på ingen måde på vej lige nu. Det er bare en kæmpe, kæmpe lettelse, siger han.

For skabelsen af den serie, som ved premieren i 2007 fik alle danskere til at spørge, hvem der mon dræbte Nanna Birk Larsen, har ikke været en dans på roser. Især arbejdet med tredje og sidste sæson har været præget af præstationsangst og deadlines.

Søren Sveistrup kom nemlig en måned bagud i processen for et år siden. Den måned har plaget ham siden - og grunden til, at han lige inden første afsnits premiere på DR, endnu ikke er helt færdig.

- I udlandet går de helt på røven over, at jeg stadigvæk skriver, mens optagelserne er i gang. At jeg har et tog lige bag mig, mens jeg lægger skinner. Men det er ikke noget, jeg gør med vilje. Mit store problem er, at der ikke rigtig sker noget i mit hoved, før det lyder »Oooog værsgo!« inde på settet. Så ved jeg godt, at nu har jeg sateme travlt.

Trods travlheden kan danskerne tænde for DR1 på søndag kl. 20, hvor første afsnit af »Forbrydelsen III« bliver vist. De tidligere sæsoner tog udgangspunkt i mordet på en ung pige og Danmarks krigsførelse i Afghanistan. Nu er det den økonomiske krise, der er kulisse for Sarah Lund og hendes kolleger.

- Der sker noget ret fantastisk, i det øjeblik vi får økonomisk krise. Før diskuterede vi i medierne, om indvandrere skulle have lov at sidde bag kasseapparaterne i turban og niqab. Men da der kom økonomisk krise, døde den moralske debat fuldstændig. Nu handlede det om kroner og ører, om at overleve og om hvordan vi beholder vores jobs.

Derfor foregår »Forbrydelsen III« i det Sveistrup kalder sindbillederne på den økonomiske krise. I slidte kvarterer som skrotpladser, baggårde og vinteråbne campingpladser.

Men samtidig har »Forbrydelsen III« ifølge Sveistrup et stærkt følelsesmæssigt plot. Sarah Lund bliver konfronteret med en gammel flamme i forbindelse med den sag, hun arbejder på. Han er - i modsætning til hende selv - i stand til at gå i øjenhøjde med hendes følelser. Derudover fortryder hun, at hun ikke har været der mere for sin søn, som nu er blevet 20 år. Alt imens hun skal infiltrere finansverdenen.

- Jeg ved ikke meget om børsnoteringer, aktiekurser og den slags, men jeg ved noget om følelser. Og dem, der kan lide »Forbrydelsen«, vil 100 procent kunne lide den igen. Måske vil den endda kunne tiltrække nye seere, fordi den har et ret stærkt følelsesmæssigt spor, siger Sveistrup.

Serien har været en stor succes i udlandet, og især briterne er vilde med Sarah Lund og kollegerne i Politigården. BBC4 viste de to første sæsoner i 2011 i den originale danske version med undertekster noget der er meget sjældent i Storbritannien. Blandt de britiske fans er ingen ringere end Prins Charles og hertuginde Camilla Parker Bowles. Da det royale par var Danmark i foråret, fik hertuginden i selskab med kronprinsesse Mary derfor lov til at besøge »Forbrydelsen« settet. En anderledes arbejdsdag for Sveistrup og hans hold.

- Vi står langt ude på Lars Tyndskids marker, hvor der virkelig stinker af mødding. Så kommer der en kortege med fire biler og motorcykler hen ad landevejen. Og så stiger de her meget søde og utrolig pæne mennesker ud. Man trykker hånd og viser, hvad man laver. Så stiger de ind i bilerne igen, og de siger ikke noget om, at der lugter af mødding. Det er fuldstændig uvirkeligt.

Serien har haft to millioner danske seere ved enkelte afsnit. Vundet Storbritanniens største TV-pris, BAFTA, for bedste udenlandske serie. Og ikke mindst gjort Sarah Lunds striktrøje cool fra Birkerød til Birmingham. Nu nærmer Søren Sveistrups arbejde gennem knap ti år en slutning. Og fremtiden er åben.

- Jeg har været med til en rigtig god fest, og jeg vil gerne hjem, mens den stadig er fed. Det har været mit motto i forbindelse med afslutningen. Nu vil jeg tage noget tid ud af kalenderen og så blive sulten igen på noget helt andet.

Om det bliver endnu en TV-serie eller måske en spillefilm, ved Søren Sveistrup ikke. Det eneste han ved er, at han skal holde fri.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.