17. februar 2008, 10:47 – opdateret 17. februar 2008, 11:07

Han kommer sparker døren ind til kroningsfesten. Skubber alt til side og tilkæmper sig ordet. Olm, larmende, raserende.

Og så kommer den monolog, der mere ned nogen anden forbinder os med den uudgrundelige Hamlet.

At være eller ikke være, det er sagen.

Spyttet passioneret ud af en vred, vild og vrængende mand.

Disse er omtrent de første ord overhovedet i Alexander Mørk-Eidems iscenesættelse af William Shakespeares tragedie, som åbner Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus. Så er de på plads. Og så er hele situationen ligesom ridset op.

Hamlets tragedie er, at livet overhovedet ikke er værd at leve. Er den kendsgerning, at far er død og mor en luder, der har giftet sig med farens morder, som tilmed var hans egen bror, overhovedet væsentlige for denne Hamlet?

Er han ikke allerede uduelig og uegnet fra starten, lammet i selve livsnerven af sin evne til at se sig selv og verden udefra. Sat skakmat af selvhad og fremmedgørelse – skulle han overhovedet være blevet født?

En gal kunstnertype, hvis overfølsomhed over for tilværelsen sætter ham uden for livet – og som vælger at omsætte sin selvmedlidenhed i destruktivitet? Med hele hævnintrigen som én stor, rasende og livsfarlig selvmordsmission?

Tikkende bombe
I det hele er Nicolas Bros tikkende bombe af en Hamlet en selvmordkandidat, der mest af alt bliver optaget af at rive alt med sig i det fald, han orkestrerer. For Nicolas Bros Hamlet er ham, der ikke vil være med til festen. Som nægter at være gennemsnitligt ballondyr i det overfladiske og gennemtjekkede partyhof.

Han evner det ikke. Med sit fedtede hård, sine krøllede armybukser og sin umage størrelse ligner han fra første færd et tilfælde af distriktpsykiatriens fallit - en krøllet outsider.

Behandlet af sin flygtige, overbærende mor og hendes nye, smarte mand som en adfærdsvanskelig teenager i trodsalderen. Langt fra den ædle melankoliker. Til gengæld en klynkende, jamrende, rasende oprører, der sprutter af selvretfærdig harme, med løftet pegefinger og dæmonisk, bedrevidende smil.

Med en næsten besættende dæmoni i de monologer, som han siger siddende ved scenekanten - direkte til publikum.

Tilskueren er fantastens ene medsammensvorne og usynlige fantasiven. Den anden er hans fars ånd, der dukker op som et spøgende, smokingklædt fantasifoster, der vandrer gennem Hamlets forvirrede bevidsthed.

Morten Suurballe gør stort indtryk med sin tilbageholdte sorgfuldhed i blikket, en ånd, der tilsyneladende selv er ramt af spleen sjælen. Og endelig er der den svensktalende kanin (!) Horatio, hans hemmelige, anarkistiske ven, som ingen andre ser, men som er Hamlets følgesvend, sutteklud og støttepædagog i hans skizofrene kollisionskurs med de omgivelser, han for længst har opgivet at være end del af – den svenske skuespiller Shanti Roney i sprælsk udfoldelse. Galskab er Hamlets værste fjende!

Med sin helt unikke kombination af hæmningsløshed, dyb koncentration og kontrol, er den store, store skuespiller Nicolas Bro en helt fantastisk Hamlet.

En Hamlet til tiden i sin nådesløse fortolkning. Opstemt af ”et vanvids luebål”, som der siges om ham. Og en Hamlet, der – i sin flæbende, selvfortærende selvynk og blinde hævnfølelse– også bliver et vindende bekendtskab med sit uhyggeligt hurtige, vittige hoved, sin barnagtige leg med det hele. Og som alligevel får vores medlidenhed, fordi han er så ulykkeligt ude af stand til at leve.

»Jeg er ikke gal, mor!« klynker han, øjeblikke før stikker kniven i Jesper Asholts lille, tørre, jysktalende realpolitiker af en Polonius, der gemmer sig bag tæppet. Men det er han jo. Spørgsmålet er så bare, hvad det er for en verden, der har bragt ham dertil?

Glimrende medspillere
Spillet omkring ham er mere end glimrende. Man bliver jo nærmest chokeret, når man finder ud af, at Carsten Bjørklunds handlekraftige og renskurede, moderne idealmand af en Claudius er en samvittighedsplaget skurk, selv om man viste det i forvejen.

Med Benedikte Hansen som hans passende overfladiske modebrud, der får virkningsfuldt skrællet sin fernis af sig i takt med, at realiteterne går op for hende.

Og Helle Fagralid gør indtryk som den søde pige Ofelia, der måske kunne have været blevet Hamlets redning og forbundsfælle, men som afvises.

Der er ikke plads til kærligheden i Hamlets opløste, nihilistiske verdensbillede. Med Christian Tafdrup som et glimrende, fyrig brushoved af en Laertes, der hævner hendes død.

Det store tomrum
I det hele taget spænder Alexander Mørk-Eidem suverænt teksten op mellem tradition og fornyelse, teater og virkelighed, fantasi og realitet i sin overlegne iscenesættelse, der tillader sig at klippe i Shakespeare og flytte rundt på komponenterne. Det må man gerne, når man har et sigte med det – og når forestillingen vinder ved det.

Niels Brunses fornemme oversættelse spilles fuldt ud, når det er inderlig alvor – og tages mindre højtideligt i f.eks. de komiske scener med Frank Thiels og Martin Buchs mappedyr og undermålere, Rosenkrans og Gyldenstjerne.

En iscenesættelse, som suverænt støttes af Christian Friedländers imponerende scenografi, der ikke bare blærer sig af ved med stor effekt at demonstrere hele den imponerende nymodens sceneteknik. Men som også - i tæt forbindelse med iscenesættelsen – forandrer det danske hof fra en særdeles konkret verden her og nu til et fantasiunivers i det store, tomme ingenting, i takt med at vi nærmer os den bitre afslutning af det spil, der bare skal spilles til ende på sin uafvendelige vej mod den endelige katastrofe: Hamlet på Herrens mark. I hovedet på Hamlet. Med den afsluttende fægtekamp som en skræmmende, surrealistisk feberfantasi, inden Hamlet er overladt til at dø lige så alene som han levede.

Forestillingen er en flot sejr for Det Kongelige Teater, som viser et niveau, der er en stor, dyr teaterkolos værdig. Men den er først og fremmest en ekstraordinær oplevelse i kraft af Nicolas Bro. Der kan ikke siges ord nok om denne naturkraft. Så resten er tavshed.