Guldalder i en krisetid

Streaming, gratismentalitet og finanskrise har slået bunden ud af den etablerede pladebranche. Men den yngre danske rockscene har aldrig været mere levende end netop nu. Berlingskes rockanmelder ser en sammenhæng.

Synd og skam. PR-foto
Synd og skam. PR-foto

Når landmanden får en god høst, skyldes det et sammenfald af flere omstændigheder. Regn, sol og jordforhold kunne være nogle af dem.

På samme måde i kunstens verden. Dens kvalitet er også afhængig af den verden, den bliver skabt i. Og særligt på rockområdet har de seneste sæsoner budt på for nu at blive i billedet en opsigtsvækkende god høst. Nye navne har udgivet en sand strøm af fortræffelige album, og jeg har i mine år som kritiker og iagttager aldrig oplevet noget lignende.

Derfor tøver jeg heller ikke med at tale om en rockmusikalsk guldalder. Ikke ud fra en kommerciel målestok, men fra en kunstnerisk ditto. Men hvordan tager den nye rockkunst sig ud? Hvem er det, der tegner den? Og hvorfor er der så mange gode unge solister og bands netop nu?

Det første, som slår øret, er, hvor forskelligartede de nye bands lyder. Her er ikke tale om én strømning eller tendens, men om en bred vifte af egenartede udtryk. Fra Spillemændenes vise- og folkemusikinspirerede sange over Navneløs, som forener strygere og rock, til Synd og Skams voldsomme greb om punk. Og årgangen før dem dem der lagde trædestenen for en personlig og selvstændig rockkunst er lige så stærk med navne som Efterklang og Choir Of Young Believers.

MEN TILBAGE TIL de nyeste navne. Dem, der er debuteret inden for det seneste år, og som udgives på små pladeselskaber. Eller som selv står for det hele. Og netop dét, at det kan lade sig gøre selv at indspille og udgive musik, er en af forklaringerne på den nye kunstneriske frodighed. Der er simpelthen blevet kortere vej fra inspiration til udgivelse.

I den gamle rockverden var det nogle få store selskaber, som bestemte, hvad der skulle udgives, og som i høj grad var afhængige af at tjene penge og derfor så med skepsis på den musik, der ikke var rentabel. At indspille var heller ikke nogen let sag: Et studie skulle bookes, og det kostede en formue, så der var ikke plads til leg og eksperiment, når først bandet stod der. Så skulle der noget på masterbåndene, inden lejeudgiften løb løbsk.

Sådan er det ikke i dag. Nu kan enhver musiker for et overkommeligt beløb købe programmer til sin computer, indrette et studie i en kælder eller et soveværelse og optage sine sange selv. Det eliminerer stress i indspilningsfasen, og det gør også vejen fra musikalsk idé til udførelse og optagelse meget, meget kortere end tidligere.

Den teknologiske udvikling har på den måde demokratiseret rocken. Alle kan udgive en plade i dag, og det resulterer naturligvis i en frygtelig masse dårlige udgivelser, men altså også i vidunderligt mange fund.

EN ANDEN FORKLARING på den kunstneriske opblomstring i dansk rock skal findes i måden, hvorpå musikerne forholder sig til hinanden. Hvor det tidligere mere har været hvert band for sig, så spiller musikerne nu flittigt på hinandens album. Der er simpelthen en ny generøsitet på færde. »Mangler man en guitar, så ringer man bare til en, som kan spille guitar,« som Cæcilie Trier har fortalt mig om den kollektivagtige gruppering, som findes omkring Choir Of Young Believers i København.

Men en lige så afgørende eller måske dén mest afgørende årsag til dansk rocks nye vitalitet skal paradoksalt nok findes i musikbranchens deroute. Streaming og gratismentalitet har slået bunden ud af markedet og gjort musik til en dårlig forretning. Der er stort set ingen penge at tjene for bands i den nye virkelighed, og den tendens forstærkes kun af finanskrisen.

Det er naturligvis trist, men det har også gjort, at bands heller ikke kan tillade sig at drømme om det store kommercielle gennembrud, sådan som det var muligt for 15-20 år siden, hvor CD-salget stadig var stort. Der er således intet incitament til at gå efter det store mainstream-hit, og derfor kan man ligeså godt skrive sange, som tilfredsstiller ens egne kunstneriske visioner. Om det er lidt skævt, komplekst eller idiosynkratisk spiller ingen rolle. Der er alligevel ikke et stort marked, som skal pleases.

PÅ DEN MÅDE er musikken, set fra en kunstnerisk vinkel, blevet mere personlig og interessant. Og bemærkelsesværdigt er det også, hvordan der på de nye plader oftere synges på dansk end på engelsk, hvilket definitivt afskærer et band fra det store internationale gennembrud.

Men det er heller ikke dét, det handler om. Det handler om det egenartede udtryk, og det er kendetegnende på tværs af alle de nye bands. Som nu Spillemændene, hvor Nicolaj Elsbergs voldgravsdybe baryton synger sig ind i en på én gang fortidig og nutidig verden. Ord som »cafe«, »ældrebyrde« og »rehabiliteringscentre« blandes med sætninger om mosekoner, tvættelys og dybe skove. Eller det lyrisk ladede univers hos Navneløs, hvor Lin Rosenbeck eksempelvis synger: »Jeg synger til dig for mig selv«.

Men vi andre kan og bør lytte med. For det er en rasende god høst. Eller en guldalder, om man vil. Lyt selv.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.