Guide: USA-kultur fra A til Z

Den amerikanske valgkamp har været renset for ord om landets kunst og kultur. Her er der ellers ingen kreativ krise eller smalhals at spore.

På tirsdag sætter amerikanerne kryds ved enten Barack Obama eller Mitt Romney efter en valgkamp, som har været fuldstændig renset for ord om landets kunst og kultur. Her er der ellers ingen kreativ krise eller smalhals at spore, og Berlingskes USA-junkie giver her sine bud på, hvad der lige nu er værd at dykke ned i af bøger, bands, film, TV-serier og meget, meget mere.



A
my Waldman debuterer som romanforfatter med »Monumentet«. En fortælling som tager afsæt i angrebet på de to tårne den 11. september 2001. Et nationalt traume som ikke mindst amerikansk skønlitteratur har bearbejdet på talrige måder. Men Amy Waldmans roman ser katastrofen fra en ny, original vinkel, idet hun lader manden, som vinder arkitektkonkurrencen om et nyt monument på Ground Zero, hedde Mohammad Khan – og være muslim. Det hvirvler et væld af moralske spørgsmål op. Og Khan stiller måske selv det vigtigste: »Hvordan kan det være mit ansvar at dulme en frygt, som jeg ikke selv har medvirket til at skabe?«

Beach House er en på én gang drømmerisk og usentimental duo fra Baltimore, som gæster Store Vega på tirsdag. Særligt deres to seneste albummer – »Teen Dream« og »Bloom« – er vidunderligt vanedannende med Victoria Legrands vemodsfulde vokal svøbt i Alex Scallys lysende guitarlinjer og diskret brug af elektronik. Drømmepop, kunne man med nogen ret kalde duoens univers, som kulminerer i nummeret »10 Mile Stereo«, hvor en trommemaskines rastløse pulseren møder stemmen i en sværm af bækkener. Det er en oplevelse af de sjældne; præcis som de øvrige numre fra Beach House der altid arbejder i spændingsfeltet mellem mainstream og eksperiment.

Christwire.org er et satirisk site med særligt sigte på USAs konservative kristne. Uden overhovedet at forpligte sig på facts og kilder opdigter sitet historier, som nok er absurde, men er drejet sådan, at de kunne være sande. Det skaber ofte komisk og pinlig forvirring. Som da Rachel Maddow i sit TV-show på det landsdækkende MSNBC kritiserede Republikanerne for at ville opfordre til en invasion af Egypten. Hun citerede en vis Stephenson Billings for at sige, at Sarah Palin nu måtte træde til og lede amerikanerne ind i Mellemøsten. Problemet var bare, at Stephenson Billings ikke eksisterede, og Christwire viste med sin historie, hvor overfladisk og ukritisk nyhedsverdenen kan være – og hvor tynd linjen mellem det sandsynlige og usandsynlige ofte er.

Daily Show With Jon Stewart er elsket langt ud over USAs grænser, og superværten Jon Stewart har ved flere lejligheder understreget, at der ofte er tale om fake news, altså falske nyheder, og at det primært handler om at skabe satire ud af de daglige politiske spil. Ikke mindst under præsidentkampen mellem Barack Obama og Mitt Romney. Men showet – som sendes med en dags forsinkelse på DR2 – er ikke desto mindre blevet en magtfaktor i USA, og ti procent af seerne mellem 18 og 40 ser det for at få et nyhedsoverblik. De tager altså satiren alvorligt! Men i et amerikanske mediebillede som er så stærkt styret at interesser og underholdningssyge, kan der måske være lige så meget sandhed i det altid veloplagte og begavede show som i nyhedsprogrammerne.

Emmy-vinderen »American Horror Story« er en TV-serie med inspiration fra såvel gode som mindre gode skrækfilm. Her møder seerne Harmon-familien, som flytter ind i en gotisk villa uden at vide, at de tidligere beboere går igen. På den måde blander onde og venligsindede spøgelser sig med den lille familie, der også er hjemsøgt af en smertefuld fortid. Midt i det uhyggelige, absurde og dramatiske sceneri står Jessica Lange som den gådefulde nabokone Constance – en typisk southern belle med hilsener til de Tennessee Williams-stykker skuespilleren tidligere har brilleret i. Anden sæson har snart amerikansk premiere.

Farhad Safinia har udviklet dramaserien »Boss«, der netop har haft dansk premiere på TV3, og hvor Kelsey Grammar spiller Tom Kane. Han er borgmester i Chicago, men er blevet diagnosticeret med demens. Han vil dog ikke slippe magten, og kun hans læge kender sandheden. Folkene omkring ham aner ikke uråd midt i deres travlhed, manipulationer og magtspil, og borgene elsker ham så længe, han ordner byens problemer. Ofte med urene metoder. Ikke engang hjemme hos Tom Kane – et navn som hilser på »Citizen Kane« – er tingene som de ser ud, og ægteskabet er for længst dødt. Det er fornemt TV-drama et sted mellem »The Wire«og »West Wing«.

Gillian Welch har lige vundet to prestigefyldte Americana Awards, og bag sig har hun en stribe albummer, som måske ikke gør meget væsen af sig, men ikke desto mindre er af svimlende høj kvalitet. Sammen med guitaristen, Dave Rawlings, folder hun vers om livsgnister og det store mørke ind i bluesgrass og country, og det hele lyder som var det spillet og sunget frem på en veranda i Syden for 100 år siden. Sidste år betog Gillian Welchs smukke, vibratoløse stemme på »The Harrow And The Harvest« og går man længere tilbage i albumkataloget er »Soul Journey« og »Time (The Revelator) « sande åbenbaringer.

Huffington Post er et nyhedssite, som er opstået som reaktion på polariseringen i den amerikanske nyhedsdækning, hvor medierne ofte har en republikansk eller demokratisk vinkling. Det har åbenbart haft bred appel, for huffingtonpost.com er det mest klikkede politiske site i USA i 2012. Men sitet formidler ikke udelukkende en sand strøm af historier og klummer om politik, men breder sig også – som de gamle omnibusaviser – over kunst, kultur, teknologi etc. Og anerkendelsen er ikke udeblevet: tidligere i år blev Huffington Post det første kommercielt drevne digitale medie som – fuldt fortjent – vandt Pullitzer-prisen.

»Imorges«. Det hedder et af de enkle, men voldsomt gode Raymond Carver-digte, som for nylig udkom under den prunkløse titel »50 digte«. Vel var forfatteren mest kendt for sine noveller, men de selvbiografisk tonede digte – der her for første gang er oversat til dansk – er faktisk lige så gode og belyser de samme temaer: Alkoholisme, økonomisk usikkerhed, svigt, tvivl. Eller »Alt det jeg lever med hver dag«, som det lyder i »I morges«.

Justin Vernon er bedre kendt som Bon Iver. Og at sangeren og sangskriveren fra en flække i Wisconsin i dag spiller på de største spillesteder er næsten ikke til tro. Hans første album »For Emma, Forever Ago« var indspillet i en snedækket hytte og bød på undersmukke, men også sært indadvendte og hjemsøgte sange. Det selvbetitlede andet album, som udkom sidste år, lød heller ikke som den store succes, men den bløde, rigt orkestrerede sound viste sig alligevel at have en endog meget bred appel. Kvalitet sejrer, synes at være den opbyggelige pointe i historien om Bon Iver, som spiller i Forum på søndag.

Kunsten at gribe livet« er titlen på Chad Harbachs debutroman om et baseball-talent, som opdages af en træner og bliver en del af The Harpooners. Holdets navn er en hilsen til Herman Melvilles »Moby-Dick« om den store hvide hval og en anden litterær klassiker, som Harbachs roman er i dialog med, er J.D. Salingers »Griberen i rugen«. Men Chad Harbach er først og fremmest sin egen og fortæller om venskab, sport og kærlighed uden at blive sentimental. »Debutromaner så fuldendte og så altopslugende dukker op meget, meget sjældent« har Jonathan Franzen sagt om »Kunsten at gribe livet«.

Lana Del Rey er et af de mest fascinerede fænomener på den vidtstrakte amerikanske popscene. Hun ligner en let stofpåvirket Hollywood-stjerne fra 1950erne og både hendes look og lyd er som taget ud af en David Lynch-film. »Born To Die« hed debutalbummet, som udkom tidligere på året, og som snart genudgives i en luksusversion, hvor nummeret »Ride« er nyt. Her ligger dyre strygere på en smukt svungen melodi og det samme gør Lana Del Rey, som synger både uskyldsrent og depraveret. Og som det er blevet sædvane med hende, er videoen et usædvanlig gennemført stykke æstetik; som en komprimeret spillefilm.

Modern Family« er en komedieserie, som Christopher Lloyd og Steven Levitan udviklede ved at tale om deres egne erfaringer med familier. Det er blevet til en serie om tre familier, som på den ene side tegner et morsomt billede moderne amerikansk familieliv og på den anden leger med de måder, komedieserier traditionelt skildrer »familiefaderen«, »husmoderen« og »teenageren« på. Derudover taler karaktererne ofte direkte til kameraerne og får på den måde serien til at ligne en dokumentar. Mockumentary, kaldes den slags serier, og det her er en af de bedste – og kan ses på TV 2 Zulu.

NPR er en forkortelse for National Public Radio og producerer og distribuerer nyheder og kulturindslag til 900 amerikanske radiokanaler. Og sitet npr.org er et overflødighedshorn for ikke mindst musikinteresserede. Det er måske ikke her, superstjernerne møder op og giver et par numre, men derimod kvalitetsnavne med en alternativ kant. For øjeblikket kan man således streame en timelang koncert med danske Efterklang eller lytte til Beth Orton og Grizzly Bear, som har begået en af årets bedste album. NPR er ganske enkelt et fortrinligt sted at finde musik, man ikke vidste, man savnede.

On The Road« er roman, mytologi og tidsbillede på én og samme tid. Og nu er det altså også en spillefilm, som kan ses i danske biografer. Det er Walter Salles, der har forvandlet Jack Kerouacs 1957er bog til levende billeder og hans rastløse alter ego, Sal Paradise, spilles af den altid fremragende Sam Riley, mens Kristen Stewart springer ud af »Twilight-universet« og spiller Marylou med en effektiv blanding af sanselighed, selvdestruktion og ømhed. Men filmen skal særligt ses for sine billeder af amerikanske landskaber i al slags vejr. Havde man ikke allerede lyst til at sidde i en bil på vej gennem byer og over vilde vidder, så får man det.

Psykosen lurer i spillefilmen »Take Shelter«, hvor en ung mand bor med sin lille familie ude under den store amerikanske himmel. En dag begynder det at regne, og dråberne er ikke klare, men brune, og som historien skrider frem melder naturen sig på andre sære, ildevarslende måder og manden – brillant spillet af Michael Shannon – forsøger at beskytte sin kone og sit lille barn mod farerne. Hvad der er virkelighed, og hvad der er vrangforestillinger skaber instruktør Jeff Nichols dygtigt tvivl om i en film, som originalt og urovækkende skilrer sindslidelser, og de konsekvenser den har for omgivelserne.

Quentin Tarantino skaber sine film med en meget stærk genrebevidsthed og forstyrrer med fryd den gode smag med vold, sex og vulgaritet. Tænk bare på Pulp Fiction«, »Kill Bill«, »Grindhouse« og »Iglourious Basterds«. Til december er der så premiere på »Django Unchained« , som handler om en slaves og en dusørjægers fælles bestræbelser på at finde og dræbe en grusom bande. Western og slavefilm forenes her, og at dømme på traileren, som kan ses på YouTube, bliver det endnu en film med alle Quentin Tarantinos signaturer.

Ramada Inn« er et 17 minutter lange rockepos og en af de største oplevelser på Neil Youngs nye album, »Psychedelic Pill«. Det er ikke kun et af legendens bedste udspil i de senere år, men også hans længste til dato. Og altså ikke mindst takket være »Ramada Inn« hvor det altid forrygende flossede backingband Crazy Horse lægger sig bag Neil Young, som synger sig gennem en for ham forbløffende straight historie om et par i krise på de amerikanske landeveje, mens han angriber sangen fra forskellige vinkler med sin grusede, altid genkendelige elguitar.

Scarlett Johansson gør sig primært på filmlærredet, hvor hun brænder igennem med stor sødme og en næsten vulgær sensualitet. Det har ikke mindst skaffet hende mange mandlige fans, og de kan godt booke en flybillet til New York, hvor hun 17. januar skifter filmverdenen ud med Broadway. På Richard Rodgers Theatre spiller hun nemlig med i en ny musicaludgave af Tennessee Williams-klassikeren »Cat On A Hot Tin Roof«. Scarlett Johansson skal spille den smukke Maggie The Cat. Selvfølgelig, fristes man til at sige.

Tæskeholdet banker på« er den lidt kiksede danske titel på Jennifer Egans »A Visit From The Goon Squad«. Men oversættelsen af romanen fejler ikke noget, og det er en fornøjelse at læse de novellelignende historier, som er bundet sammen af ekspunkeren Bennie og kleptomanen Sasha, og skildrer relationer mellem mennesker og ikke mindst dét at blive ældre. Det er sine steder morsomt, andre steder hjerteskærende og – som Jennifer Egan har sagt det – en roman, der både er inspireret af de store persongalleri i »The Sopranos« og af Marcel Prousts forfatterskab, som kredser om tidens gang, og måden den går hen over mennesker på.

Uskylden har trange kår i »Game Of Thrones«, som er en af de nye, virkelig vellykkede HBO-producerede TV-serier. De er blandt andet kendetegnet ved megen sex, nøgenhed, vold og komplekse fortællestrukturer, og sådan er det også her, hvor seeren suges ind i en grimet, middelalderinspireret fantasy-verden, hvor kampen om magten, strømmene af blod og spindet af historier giver mindelser om selveste Shakespeare. Og der ikke meget, som slår en weekend i sofaen med en hel sæson af »Game Of Thrones«.

Velvet Undergrounds sublime »Velvet Underground & Nico« – også kendt som bananpladen – bliver i næste uge genudsendt i et stort, smukt bokssæt. Da de 11 oprindelige sange udkom i 1967, var det nu ikke den store kommercielle succes. Men som Brian Eno har sagt, så dannede alle dem, der købte den et band. Og med sange som »I’m Waiting For My Man«, »Venus In Furs« og »Heroin« skabte Velvet Underground den hvide, kolde, cool newyorker-sound, som stadig kan høres i rockmusikken – og helt tydeligt hos bysbørnene i Interpol.

Wes Anderson er en af amerikansk films sande originaler. »Rushmore«, »The Royal Tenenbaums« og »Fantastic Mr Fox« er alle vidunderligt skæve – og meget, meget Andersonske. Det samme er dette års »Moonrise Kingdom«, hvor instruktøren endnu engang bygger sin egen helt egen verden op og samtidig gør seeren opmærksom på, at der er tale om netop dét: Et digtværk med kulisser, kameraer, underlægningsmusik, skuespillere. Men historien om en spejderdreng og en bogglad pige der finder stien, som fører til den øde bugt, »Moonrise Kingdom«, virker alligevel stærk og bevægende, og på den måde bliver filmen en fejring af fantasiens kraft og den store, originale fortællekunst.

X-faktorbegrebet er blevet misbrugt de seneste år. Men en der vitterligt HAR noget særligt er den 22-årige filmskuespiller Jennifer Lawrence, som slog igennem i den stærke »Winter’s Bone«. Siden er hun nået endnu bredere ud med første del af »Hunger Games«-trilogien, hvor hun spiller med en selvfølgelig forening af styrke og sensibilitet. Nok er hun køn, men det er ikke dét hun kommet frem på. Det er rent, råt skuespiltalent – og i begyndelsen af 2013 kan hun opleves i »Hunger Games: Catching Fire«.

Your Sister Cried« er det første nummer på den nyligt udgivne »Live At Blue Rock«, som er rig på Mary Gauthiers mesterlige country noir. Selv droppede den sørgeligt oversete sanger og sangskriver fra Thibodaux, Louisiana, ud af skolen som 15-årig, kom på stofafvænning som 16-årig, i fængsel som 18-årig. Og de knuste og medtagne mennesker hun har mødt på sin livsvej går igen i de fortræffelige sange, som hverken er kyniske eller sentimentale i skildringerne af skæbner for hvem den amerikanske drøm er en joke.

Zooey Dechanel besidder en egen naiv sødme. Både når hun synger, og når hun skuespiller. I duoen She & Him – som hun udgør sammen med den stærke sangskriver M. Ward – er hun et vidunderligt vokalt islæt og i den fine, romantiske film »(500) Days Of Summer« er hun en egensindig men vildt charmerende pige, og rollen minder ikke så lidt om den, hun spiller i den begavede TV-komedie »New Girl«, som TV 2 Zulu viser. Sang eller skuespil; hun er umulig ikke at forelske sig i.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.