Regeringen vil bevare Grundtvigs enorme forfatterskab for eftertiden. Derfor skal der afsættes penge på dette års finanslov, så de tusindvis af skrifter og salmer kan blive digitaliseret, siger finansministeren.
8. september 2008, 19:45 – opdateret 8. september 2008, 21:31
Står det til finansminister Lars Løkke Rasmussen, skal du kunne synge med på »Dejlig er den himmelblå« ved et enkelt klip på musetasten. N.F.S. Grundvigs samlede værker skal nemlig digitaliseres, og derfor vil regeringen afsætte 2,7 mio. kroner på finansloven i 2009 til at starte digitaliseringsprojektet op.
»Grundvigs forfatterskab er jo enormt, og han spiller en stor rolle i vores demokratiforståelse i dag. En digitalisering af hans værker vil give danskerne en bedre forståelse for hans virke både nu og i fremtiden,« forklarer finansminister Lars Løkke Rasmussen.
Grundvig er dog ikke den første danske forfatter, som kan få et digitalt eftermæle. Både H.C. Andersen og Søren Kirkegaard er også ved at sine værker bevaret digitalt for eftertiden, men digitaliseringen af Grundtvigs værker bliver alligevel det mest omfattende nogensinde. Grundvigscentret, som skal stå for digitaliseringen, regner med at der skal udgives og kommenteres 25.000 sider i alt, og at det vil tage op til 20 år på grund af forfatterskabets store omfang.
Uvurderligt for forskere
Men er det nødvendigt, at digitalisere samtlige Grundvigs værker, når langt de fleste danskere kun har et forhold til manden via salmebogen i kirken? Ja, mener lektor og dr. phil Sune Auken, der selv har skrevet doktor-disputats om Grundtvig.
»For det første vil digitaliseringen, give forskere det overblik, som de i dag mangler, fordi Grundtvigs forfatterskab er så enormt. For det andet har vi brug for lødig og tilgængelig information om Grundtvig, da han er en af de mest debatterede forfattere overhovedet,« siger Sune Auken. Det bliver Grundtvigscentret, der skal stå for arbejdet med at digitalisere og kommentere forfatterskabet. Centret hører under Århus Universitet. Det vurderes, at en komplet digitalisering af Grundvigs værker vil koste 160 mio. kroner.

































