Grænsesøgende TV-serier går filmen på klingen

Danske Ole Christian Madsen og Ulrich Thomsen står bag og foran kameraet i den ildevarslende amerikanske TV-serie »Banshee«. »Vi må gøre lidt op med den der ekstremt indadvendte skandinaviske kunstner,« siger Ole Christian Madsen.

Ulrich Thomsen styrer i rollen som forretnings­manden Kai Proctor slagets gang i amish-byen Banshee ?i TV-serien af samme navn. 
En grænse­søgende HBO-produktion, som har den danske skuespillers landsmand Ole Christian Madsen som medinstruktør.
Ulrich Thomsen styrer i rollen som forretnings­manden Kai Proctor slagets gang i amish-byen Banshee ?i TV-serien af samme navn. En grænse­søgende HBO-produktion, som har den danske skuespillers landsmand Ole Christian Madsen som medinstruktør.

En tidligere fange tager til den lille amish-by Banshee for at opsøge sin ekskæreste, der i mellemtiden er blevet gift. For at være tæt på hende overtager han identiteten fra den nye sherif, der dør, inden han når at tiltræde, og så tager han, eksfangen, til byen, der styres brutalt af den benhårde forretningsmand, Kai Proctor. Intet er, hvad det ser ud til at være.

»Det er først og fremmest underholdende, fordi det er sådan et cowboy- og indianerunivers, hvor folk tæver hinanden,« siger Ulrich Thomsen. Han spiller Kai Proctor i den HBO-producerede serie, der har navn efter den by, den foregår i. En anden dansker, filminstruktøren Ole Christian Madsen, er medinstruktør på actionserien, der nu kører på anden sæson på HBO Nordic. Vi møder dem begge på Hotel d’Angleterre i København.

»Serien har også en interessant dramahistorie, der handler om at tilhøre. Der er ikke nogen af de her karakterer, der tilhører nogen. De har et tomrum i deres liv. Min karakter vil egentlig bare gerne være venner med nogen, og det er en dramatisk præmis, som jeg godt kan lide. Det er det, historien overlever på – ikke de bare patter,« siger Ulrich Thomsen med henvisning til, at der i serien bliver slået på tæven og dyrket rå sex i rigelige mængder. Lige dele drengerøvsfantasi og dybere psykologisk drama.

Opgør med genrekonventioner

Ole Christian Madsen har også et bud på, hvorfor »Banshee« fanger folk.

»Der er en katharsis over at se »Banshee«, fordi den er ildevarslende. Man føler sig ikke helt tryg, fordi tingene ikke hænger sammen. Der er en politimand, der ikke er politimand, og en kone, der ikke er den, hun udgiver sig for. Hver gang de kommer et nyt sted hen, er der brutale mænd, der vil slås. Der er ingen sikre steder i Banshee, og det, tror jeg, afspejler den måde, amerikanerne generelt går rundt og har det på indeni. De er tryghedsnarkomaner, der sikrer sig i hoved og røv, men har svært ved at få den tryghed i det samfund, de har stablet på benene.«

»Det er en interessant betragtning,« nikker Ulrich Thomsen.

»Underholdningsdelen er stor, men den rammer også noget dybere psykologisk.«

»Grunden til, at der er forskellige genrer inden for TV er jo, at de genrer har en socialt kontrollerende funktion,« siger Ole Christian Madsen.

»Når man har politiserien som genre, er det, fordi man som borger kan føle sig tryg, når forbryderne bliver fanget og straffet. Det samme med hospitalsserier; Doctor House skal nok finde ud af, hvad der er galt med dig. »Banshee« er i sin grundsubstans en politiserie, men ikke nødvendigvis en politiserie, der får bragt stor retfærdighed til det lille samfund, hvor politichefen er selvtægtsudøvende og kæmper med indre dæmoner. Den modsiger genren, og det, synes jeg, er en interessant kvalitet.«

Grænsesøgende TV

»Banshee« er skabt af Cinemax, der er ejet af HBO. Netop HBO har de seneste år været stedet, hvor grænser blev brudt, og genrer og publikum udfordret. Blandt andet i så forskellige serier som »Sex and the City«, »Game of Thrones« og »Girls«. Det er serier, der har fået stor opmærksomhed, fordi de ligesom »Banshee« har skabt – og følger – deres egne regler. Det er ifølge Ole Christian Madsen også nødvendigt i et medielandskab med alt for mange udbydere og en snigende træthed over at se det samme igen og igen.

»TV-stationerne er begyndt at kannibalisere sig selv. Da jeg begyndte at komme i Hollywood for fem år siden, var der ni platforme for TV. Nu er der 43. Det kræver, at hver serie adskiller sig fra de andre.«

»HBO brød nogle tabuer og tog nogle chancer i tidernes morgen, og det har vist sig at give pote,« supplerer Ulrich Thomsen.

»I sin tid havde det at gøre med nød, fordi tingene begyndte at ligne hinanden for meget – og hvad så nu? Men nu kan man også se det i alle mulige andre underholdningsmedier – at man går mere og mere til ydergrænsen for at få dem til at adskille sig. Men der kommer også en grænse på et eller andet tidspunkt, for man kan godt overtænke noget så meget, at man tænker, hvad skal man med det? Folk har jo også en hverdag og skal se hele deres liv i forhold til et eller andet.«

»Selv en serie som »Girls« udvikler sig jo hele tiden og bliver mere og mere radikal,« siger Ole Christian Madsen.

»Ja, den er interessant, fordi den i bund og grund er sådan en type Beverly Hills 90210 – bare med pik og patter og røv og fisse,« nikker Ulrich Thomsen.

»De to seneste sæsoner har hun (Lena Dunham, seriens skaber og hovedrolleindehaver, red.) godt nok taget tøjet af meget,« medgiver Ole Christian Madsen.

 

»Det er jo interessant nok. Men det er ligesom at lade folk glide i en bananskræl – hvad er så det næste? Jo, det er sjovt, at hun glider, men hvis hun gør det én gang til, så begynder det at blive kedeligt. Nu har vi set det,« siger Ulrich Thomsen og tilføjer:

»Det bliver interessant at se, hvad der sker med det hele.«

Større æstetisk bevidsthed

I en tid hvor Hollywood synes at stå i stampe med remakes og sikre satsninger, har de ambitiøse TV-serier i høj grad overtaget spillefilmenes plads som de steder, hvor de gode dramaer får lov at udfolde sig.

»TV-serierne har taget kampen op med spillefilmen, og jeg synes det er lykkedes. I en TV-serie kan man få mange flere mellemregninger og meget mere af det interessante private stof med. TV-serierne har ædt visse genrer af spillefilmen. Det episke drama findes stort set ikke længere – i hvert fald ikke i USA,« siger Ole Christian Madsen, der forudser, at også de skandinaviske film på længere sigt vil blive pressede af serieformatet.

»Det er begrænset, hvor længe vi kan bliver ved med at lave den form for realistisk drama, som TV-stationerne verden over spytter ud.«

Og derfor er spillefilmen også nødt til at finde et andet fokus fremover.

»Vi er nødt til at radikalisere vores bevidsthed omkring det, vi laver, ligesom TV-serierne har gjort. De har en meget høj æstetisk bevidsthed, fordi de VED, at de er nødt til at skille sig ud for at blive set. På samme måde skal filmen have en større præcision omkring sine æstetiske bevidstheder. Der har været en tendens til at glatte ud i Skandinavien. Film, der kunne være blevet store kunstneriske film, er blevet mere kommercielle, fordi selve filmens bevidsthed ikke har været stor nok.«

Og så skal vi ikke være så bange for at vise følelser i danske film, mener Ole Christian Madsen. Heller ikke selv om »scandinavian cool« er det store hit i udlandet netop nu.

»Alt, hvad der er anderledes, er jo eksotisk. Men vi holder følelserne for meget tilbage i vores dramatik. Det hele bliver nogle gange lidt for subtilt.«

Kulturel udveksling

Ole Christian Madsen er netop blevet færdig med optagelserne til spillefilmen »Itsi Bitsi«, der handler om hippie-ikonet Eik Skaløe, og har ingen planer om at vende ryggen til dansk film. Men han nyder, at have fået flere platforme at arbejde på.

»I Danmark står vi i kø til de penge, der er, og det er svært. Der bliver ikke lavet noget i Danmark, uden at der er offentlige penge i det. Det er en lang rejse hver gang – en rejse, som jeg gerne vil tage – men jeg vil også gerne havde andre platforme.«

Ole Christian Madsen og Ulrich Thomsen er langtfra de eneste danske filmfolk, der har taget springet til internationale TV-serier. Mads Mikkelsen er »Hannibal«, Nikolaj Coster-Waldau svinger sværdet i »Game of Thrones«, og både Lars Mikkelsen, Pilou Asbæk, Thure Lindhardt, David Dencik og Cyron Melville har det seneste år haft større biroller i »Sherlock« og »The Borgias«.

I fremtiden er nationale grænser bare en streg på papiret og noget, vi ikke bør hænge os så meget i, når det gælder film- og TV-arbejde, spår Ole Christian Madsen, der mener, at tanken om en særlig dansk film- eller TV-mentalitet er en gammeldags tilgang, der ikke længere er gangbar i den internationaliserede medieverden.

»Hvis vi ikke var begyndt at handle med hinanden i stenalderen og rejse ud, så var vi jo overhovedet ikke blevet påvirket. Så var vi blevet xenofobisk indavl! Netop fordi vi udveksler kultur og arbejdserfaringer, som er baseret på handel – og her leverer vi jo en vare – så gør vi vores univers større. Vi må gøre lidt op med den der ekstremt indadvendte skandinaviske kunstner,« siger Ole Christian Madsen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.