29. juli 2005, 03:30

Med nougatbrun hud og løst solbleget hår kommer Charlotte Sachs Bostrup spankulerende ud ad indkørslen fra sit hvide hus med det hvide stakit i Hellerup. Hun er som taget ud af sin egen nye film »Veninder«, der har biografpremiere i dag. Her fejrer fire veninder den enes 40 års fødselsdag i et sommerhus i Tisvildeleje, og ligesom »Arlette«, »Dorte«, »Camilla« og »Line«, som er filmens fire hovedroller, er der ikke meget fyrre, fed og færdig over den kvindelige filminstruktør og manuskriptforfatter - tværtimod er der dømt 42, talende og totalt forelsket i sin nye kæreste.

»Dialogfilm er ikke særlig brugt, men denne her film handler jo om kvinder omkring de fyrre ligesom mig, og jeg bruger meget tid på at snakke om tingene,« siger hun - og så er snakken i gang.

Hun genfortæller med sin allestedsnærværende mimik og dobbelte stemmeføring, hvordan producenten Regner Grasten ringede til hende en kold januardag og sagde: »skal vi ikke tage røven på dem alle sammen?! Jeg har nogle penge, du får lov at bestemme det hele, du får tolv optagedage og en måned til at lave et manuskript. Kunne det ikke være sjovt?« Charlotte Sachs Bostrup supplerede med at være lettere skeptisk, men foreslog så at ringe til sin veninde Iben Gylling Kastrupsen, der er manuskriptforfatter, og på den måde tog manuskriptet form.

Hurtig ekspedition
For Charlotte Sachs Bostrup har det været både befriende og begrænsende at lave »Veninder«, fordi det var en helt ny arbejdsform, der krævede millitaristisk præcision, fordi tidsrammen var meget kort. Fra idé til biografpremiere er der gået lidt under syv måneder med et budget på omkring seks millioner, en måneds manuskriptskrivning og kun tolv hele optagedage. »Veninder« er den anden produktion i Regner Grastens nye selskab »Independent Film«.

Modsat hendes sidste film »Familien Gregersen« fra 2004, som blev slået stort op, så er »Veninder« en helt anden type film, men det betyder ikke, at hun har ændret sin forestilling om, hvad den som film skal kunne.

»Jeg er ikke en instruktør, der laver film for så få som muligt, jeg vil gerne have et publikum, og det må da gerne være stort.«

Filmen »Veninder« er en guidet tur i fire forskellige kvindesind, som for Charlotte Sachs Bostrup har været en lidet brugt emne.

»Jeg havde det selv sådan, at jeg trængte til at se en kvinde, der ikke var i funktion som en mor, en prostitueret eller et sexobjekt. I »Veninder« handler det heller ikke om, hvordan kærligheden er, når den begynder, men hvordan den ser ud, når den er godt slidt og laset efter ti til femten års forhold. Det er faktisk en eksperimenterende film, for den er et brud med en af filmens vigtigste regler: »Don't tell it, show it«. Med »Veninder« har jeg villet vise, at når kvinder er sammen, så snakker de bare, det er dialogen, der er i centrum.«

Du har i et tidligere interview givet udtryk for, at kvinder er underfortalt i film. Hvad mener du med det?

»Bare ved at se på statistikken hos Dansk Skuespillerforbund kan man se, hvor lidt kvinder har at lave i forhold til mænd. Der bliver lavet mange drengefilm, hvor kvinderne er karikerede som ludere eller også ser man kvindelige kriminalbetjente i høje hæle, og sådan kan man jo ikke arbejde. Politikvinder har i virkeligheden ofte kort hår og går i Eccosko, og måske er de ikke særligt sexede, men de er fandeme dygtige til deres arbejde.«

Hendes efterspørgsel efter ærlige og oprigtige pige- og kvinderoller var drivkraften bag hendes første film, novellefilmen »Fridas første gang« fra 1996.

»Da jeg lavede »Fridas første gang« havde jeg kun set piger skildret som objekt for mandens begær. Især unge piger var altid sådan nogen, der stod i modlys med håret fremme. De blev altid skildret som lidt uskyldige og yndige og med et vagt smil på munden. Jeg tænkte bare, det er så løgn. Teenagepiger, de er målrettede, stærke, viljefaste, modige og rå - i alt fald nogle af dem.«

Du er gået fra meget eksperimenterende ting, som »Teater Får302« til enkle fortællinger, som »Anja og Viktor«, hvad skyldes det?

»Først og fremmest alder! Da jeg var ung tænkte jeg, det kan ikke være nok, at det bare er mig, tingene skal være komplekse, de kan ikke være enkle, jo mere komplekst, jo mere klogt er det, men på manuskriptlinien sagde min lærer Mogens Rukov: »lad være med at prøve at være originale, I er det, I er. Det er jeres lyst til at fortælle noget, I kan give videre.« Og jeg har lært, at jeg ikke er original, jeg er simpel.