Glad sølvvinder: Nu skal jeg fyre den af

Danske Jeppe Foldager skal fejre sin andenplads i det uofficielle VM for kokke med masser af champagne og sin kæreste.

En meget glad Jeppe Foldager omringet af sin assistent Christoffer Brink og coach Jabob de Neergaard.
En meget glad Jeppe Foldager omringet af sin assistent Christoffer Brink og coach Jabob de Neergaard.

Glæden var stor hos den danske kok Jeppe Foldager, da det gik op for ham, at han havde vundet sølv ved den prestigefyldte kokkekonkurrence, Bocuse d’Or.

Det fortæller han til Berlingske Nyhedsbureau over telefonen fra den franske by Lyon, hvor konkurrencen, der også er kendt som det uofficielle VM for kokke, blev afholdt.

- Lige nu flyver jeg bare rundt. Jeg tænkte slet ikke noget, da vi blev råbt op. Jeg råbte og skreg bare, siger han.

Jeppe Foldager fortæller, at han slet ikke turde håbe på noget inden afgørelsen, selvom han på forhånd var blevet udråbt til en af favoritterne.

- Da vi først kom i gang, turde jeg slet ikke skrue forventningerne op. Der var så mange gode i konkurrencen, så jeg turde ikke tro på det, jeg fokuserede bare på maden.

Sammen med kokke fra 24 andre lande skulle Jeppe Foldager tilberede en forret og hovedret bestående af pighvar og hummer samt oksemørbrad. Som et nyt element i konkurrencen skulle kokkene bruge ingredienser fra det lokale marked, og da den 27-årige danske kok ikke kunne finde broccoli her, måtte han sadle om og ændre den ellers nøje indstuderede menu med ét. Men det var altså ikke nok til at slå Jeppe Foldager ud af kurs.

Tidligere har danske Rasmus Kofoed, som til daglig huserer på Michelin-restauranten Geranium i København vundet guld ved Bocuse d’Or. Inden da havde han fået en andenplads i konkurrencen, men det eksempel har Jeppe Foldager ikke planer om at efterfølge på nuværende tidspunkt.

- Jeg vil ikke stille op igen, det har jeg slet ikke planer om nu. Jeg er meget, meget, meget, meget tilfreds med min sølvmedalje, det er rigeligt for mig. I hvert fald lige nu, siger han.

Og den stolte sølvvinder er slet ikke i tvivl om, at han vil kunne bruge sin medalje i sit arbejde fremover.

- Den kan man bruge til mange ting. Først og fremmest giver den en masse god omtale, og den giver en masse medvind, forklarer han.

Hidtil har Jeppe Foldager været at finde bag gryderne på Søllerød Kro, men fremover skal han slå folderne på en restaurant i hovedstaden, afslører han.

- Jeg kan ikke sige, hvor det er endnu. Men det er i København: Men lige nu handler det om at fejre det. Det bliver fuldstændig sindssygt, nu skal vi fyre den af. Der er en gallamiddag, og så skal jeg fejre det med min dejlige kæreste - og champagne, jubler han.

Også fødevareminister Mette Gjerskov (S) er glad for den danske sølvmedalje.

- Det er en imponerende indsats, Jeppe Foldager har lavet, og det kan vi alle være stolte af. Præstationer som den sætter dansk mad på det internationale menukort. Jeppe bidrager til at gøre Danmark kendt som et land, der har høje gastronomiske standarder, og hvor mad kan være mere end bare et måltid, udtaler hun i en pressemeddelelse.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.