Et statsejet iransk firma kræver, at dets ansatte gifter sig inden september.
11. juni 2008, 19:09 – opdateret 11. juni 2008, 21:05
»Uheldigvis har nogle af vores ansatte ikke levet op til deres forpligtelser og er single,« lyder det ifølge avisen Etemad i en meddelelse fra ledelsen.
Firmaet er ifølge avisen det statsejede firma »The Pars Special Economic Energy Zone Company« (PSEEZC), som dækker Irans gigantiske gas- og petrokemiske faciliteter på Golfens kyster.
»Da det at være gift er et af kriterierne for ansættelse, indskærper vi for sidste gang, at alle mandlige og kvindelige kolleger har indtil den 21. september til at udføre denne vigtige og moralske pligt,« lyder det i direktivet.
Seksuelle forhold uden for ægteskab er ulovlige i Iran, der overvejende er et traditionelt samfund, hvor unge mennesker opfordres til at gifte sig i 20erne og straks gå i gang med at stifte familie.
Landet er midt i et moralsk opgør af hidtil uset styrke, hvor i titusindvis af kvinder advares eller anholdes af politiet for at klæde sig uislamisk.
Direktivet, som er underskrevet af PSEEZC’ sikkerhedschef, siger, at ansattes kontrakter vil blive annulleret, hvis de stadig er ugifte den 22. oktober.

































