Fremtoning med fortrolighed og fuldkommenhed

Koncert. Den 76-årige amerikanske sanger Kris Kristofferson formåede nok en gang at give sine udødelige sange den rette smerte og troværdighed.

Der er belæg for at kalde ham en levende legende, denne nu 76-årige amerikanske sanger, sangskriver og skuespiller, som lørdag aften i en halvanden times tid stod med sin guitar på scenen i Falconer Salen. Og – jo, der var da kommet noget patina på stemmen, men alligevel var den intakt, ja, slet ikke ulig mandens fremtoning generelt. Kort sagt – her var han, en kunstner, som hvilede i sig selv, og som så umiskendeligt var Kris Kristofferson.

Netop nu er sangeren ude på en længere turné for at markere udgivelsen af et nyt album, kaldet »Feeling Mortal«, men det var dog alt andet end en præsentation af denne udgivelse, der var på aftenens program. Og det var der vel ret beset ingen, der beklagede. For manden har jo sit bagkatalog, og det er – som vi nok en gang skulle erfare – alt andet end støvet og udpint.

Ja, i den forbindelse handler det især om en halv snes sange, som Kris Kristofferson i årene omkring 1970 forsynede verdnen med, og som stort set alle handler om smerte og resignation i forbindelse med forliste kærlighedsforhold. I realiteten kan det ikke blive mere banalt. Men med Kris Kristoffersons sammensmeltning af ord og toner bliver det bare genialt.

Ikke overraskende skulle den første af slagsen blive »Me And Bobby McGee«, som jo i sin tid også var et hit for Kris Kristoffersons gamle kæreste, Janis Joplin, og som her fik en solid, om end en kende rutinepræget, formidling.

Så foldede troværdigheden og smerten sig langt stærkere ud i »Help Me Make It Through The Night«, og ikke mindst i »Loving Her Was Easier (Than Anything I’ll Ever Do Again)«, hvor Kris Kristofferson formåede at holde tempoet helt nede og derved gøre sangen til en ægte og dybt fortrolig bekendelse.

Ja, her er det lige værd at nævne samspillet mellem den erfaringsladede stemme og det på sin vis enkle, men alligevel rigt varierede, guitarspil. Et samspil, som gav sangene en fuldkommenhed, der ydermere – lejlighedsvist – blev understreget af et enkelt, nærmest kommenterende og yderst stemningsskabende mundharmonikaspil.

Duetter med far

Midt i koncerten fik Kris Kristofferson så besøg af sin datter, Kelly, som med stemme og banjo indgik i en række duetter med sin far. Det var et forløb, som på sin vis var ganske sympatisk, men som også på det nærmeste bragte koncertens kunstneriske niveau ud i frit fald, og jeg vil i min generelle vurdering af aftenens begivenheder tillade mig at fortrænge dette intermezzo.

I hvert fald gjorde det mere end godt, da Kris Kristofferson atter stod dér alene med sin guitar, og så tilmed gav os »Sunday Mornin’ Comin’ Down«, en af de stærkeste sange, der nogensinde er skrevet om ensomhed, og dertil den finurlige og selvironiske »The Silver Tongued Devil and I« samt den bittersøde og indtrængende lavmælte »For The Good Times«.

Jo, det var da de gamle sange, der stod stærkest, og ikke blot af nostalgiske grunde, snarere i kraft af en usædvanlig kunstnerisk kvalitet og – i denne forbindelse – af Kris Kristoffersons stemme og guitarspil og en tilhørende timing, som på smukkeste vis fik ord og toner til at gå op i den rette højere enhed.

Hvem: Kris Kristofferson

Hvor: Falconer Salen, lørdag aften

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.