22. februar 2009, 22:30

I Vesten er der blevet kæmpet for den skrøbelige ytringsfrihed i århundreder; under oplysningstiden i 1700-tallets anden halvdel udtrykte modige forfattere som bl.a. Voltaire sin kritiske og meget negative mening om kristendommen og andre religioner, hvilket medførte forsøg på at lukke munden på ham. Dengang var det kristne censurtilhængere, der ville tvinge forfattere til at holde op med at skrive kritisk om religion, men nu er det først og fremmest muslimske autoriteter og talsmænd, der vil beskytte deres gud, profet og religion med censur.

Da Voltaires gamle teaterstykke fra 1739 »Profeten Muhammed« skulle opføres i den franske by Saint-Genis-Pouilly i 2006, truede muslimer teatret. Stykket er en fornærmelse mod alle muslimer, skrev lederen af byens muslimske råd. Politiet blev tilkaldt for at beskytte teatret, og før premieren var der uroligheder, hvor der blev sat ild på biler og containere. Byens borgmester fastholdt på trods af protesterne, at stykket skulle spilles.

Det er 20 år siden, at Salman Rushdies bog »De sataniske Vers« udløste en dødsdom over forfatteren, og en ny runde i kampen for ytringsfrihed blev indledt, og i dag er forsøgene på at indsnævre ytringsfriheden stærkere end nogensinde. Ved den kommende FN-konference i april 2009, den såkaldte Durban II konference, har de muslimske regimer, støttet af en række andre lande, foreslået, at religionskritik skal forbydes. Det vil sætte en endegyldig stopper for Voltaires stykke, hvis landene følger forslaget.

De mange slag
Allerede nu kæmpes der om retten til at sige og skrive sin mening. En af de sager, der har tiltrukket sig opmærksomhed, er forsøget på at få forbudt Rachel Ehrenfelds bog »Funding Evil«. Ehrenfeld er en amerikansk skribent, der i sin bog forsøger at vise, hvordan moderne islamisk terrorisme finansieres af arabiske regimer. En saudiarabisk rigmand ved navn Khalid bin Mahfouz anlagde sag ved en engelsk domstol for at få hende dømt for injurier, selv om hendes bog slet ikke var udsendt i Storbritannien. Men den engelske domstol godkendte søgsmålet, og Rachel Ehrenfeld blev dømt.

Mafouz er ikke hvem som helst men den tidligere ejer af den største bank i Saudi Arabien og er nu den saudiarabiske kongefamilies personlige bankmand. Han brød sig ikke om Rachel Ehrenfelds afsløringer af, hvordan terrorismen i Vesten bliver finansieret af penge fra Saudi Arabien.

Sagen har vidtrækkende perspektiver, for hvis en amerikansk eller for den sags skyld dansk bog kan dømmes for injurier eller blasfemi ved et andet lands domstol, er der åbnet for, at private søgsmål kan stoppe bogudgivelser, fordi forfattere og forlag af frygt for retssager undlader publikation. For at forhindre den tilstand indførte staten New York i maj 2008, som følge af Rachel Ehrenfeld-sagen, en lov, der sikrer forfattere beskyttelse mod domme i lande, hvis love ikke er i overensstemmelse med den ytringsfrihed, som den amerikanske forfatning sikrer.

Trusler om vold hører med til forsøget på at skræmme Vesten til at indskrænke ytringsfriheden. Flere af de oversættere og udgivere, der stod bag udsendelsen af »De sataniske Vers« blev ramt af vold. I april 2008 besluttede det store amerikanske forlag Random House at droppe udgivelsen af romanen »The Jewel of Medina« (Medinas Juvel) skrevet af Sherry Jones. Forlagets talsmænd indrømmede, at beslutningen skyldtes frygt for muslimers reaktion. Romanen var en beskrivelse af forholdet mellem profeten Muhammed og hans ganske unge hustru Aisha, som var blevet hans kone i ni-års alderen. Da Random House bakkede ud, forsøgte Sherry Jones’ forlægger at sælge bogen til andre forlag, men med ringe succes. Det lykkedes dog endelig at finde et engelsk forlag, Gibson Square, der ville udgive bogen, men forlagets engelske hovedkvarter blev få uger før udgivelsen ramt af en brandbombe.

Kontant reaktion
Vold, og truslen om vold, kan i vor globale verden ramme hvorsomhelst. Da Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne, medførte det voldsaktioner i en række muslimske lande over store dele af kloden. Den venstreorienterede forfatter Johann Hari, der skriver kommentarer i bl.a. den engelske avis Guardian, fortæller i februar 2009, hvordan vold lynhurtigt opstår på den anden side af jordkloden. Han havde skrevet en kommentar i tidsskriftet New Statesman i januar i år. Heri slog han et slag for ytringsfriheden og kritiserede FN, fordi det gennem muslimske regimers pres mod institutionen er blevet til et våben mod ytringsfriheden. I artiklen skrev han så de famøse ord: »Alle mennesker fortjener respekt, men ikke alle ideer fortjener det. Jeg respekterer ikke den idé, at en mand var født af en jomfru, gik på vandet og genopstod fra de døde. Jeg respekterer ikke den idé, at vi skal tilbede en »profet«, som i 53-års alderen havde sex med en ni-årig pige og beordrede mord på hele landsbyer med jøder, fordi de ikke ville følge ham.«

En indisk avis trykte avisartiklen. Det skulle den ikke have gjort, for samme nat startede 4.000 muslimer en demonstration foran avisens kontorer og krævede redaktøren og Johann Hari arresteret – eller det der var værre. Det medførte kaos i Calcutta. To dage efter blev chefredaktøren og udgiveren arresteret, og de er tiltalt for med vilje at udsprede ondskabsfuldheder med den hensigt at krænke religiøse følelser. Johann Hari er blevet advaret mod at rejse til Calcutta, hvor han risikerer at blive arresteret – for en artikel han altså skrev i England.

Anslaget mod ytringsfrihed er ikke mere begrænset af landegrænser. Hvis Salman Rushdie kan dømmes i Iran eller Syrien, Rachel Ehrenfeld i England og Johann Hari i Indien, er forfattere internationalt jaget vildt. Dette forsøg på at internationalisere angrebet på forfattere og meningsmagere gør Durban II konferencen så vigtig, for selv om en eventuel vedtagelse i FN-regi af forbud mod religionskritik ikke forpligter de enkelte lande til at retsforfølge religionskrænkere, så vil det dog forstærke censurtilhængeres argument og gøre det muligt for dem at rejse tiltale ved domstole over hele verden med henvisning til vedtagelser i FN-regi.

På europæisk plan
Der er stadig flere tilfælde af europæiske regeringer, der lader sig skræmme til at indskrænke ytringsfriheden. Værst er det gået ud over den hollandske tegner Gregorius Nekschot, der i maj 2008 blev arresteret for at krænke muslimer i sine karikaturer og udsprede had. Hans tegninger er kendt for sine satiriske udfald mod alle religioner, og Holland er kendt som et land med vidtgående ytringsfrihed. Alligevel greb myndighederne ind over for Nekschots tegninger.

En anden aktuel sag om det frie ord er den engelske regerings afvisning af den hollandske parlamentariker Geert Wilders. Wilders er ikke dømt for noget og blev inviteret til England af et engelsk medlem af Overhuset, men nægtet indrejse. England har i århundreder haft en tradition som et fristed for fritænkere fra andre lande. Denne tradition er nu truet.

Men hvor alvorlig er faren for indsnævring af ytringsfriheden?

Kommentatoren Thierry Chervel skriver i internetmagasinet Sign and Sight, at islam har et fast greb om Vesten, og at frygten har sænket sig over Europa: »De kulturelle sider i Europas aviser undgår gerne emnet selv nu 20 år efter Rushdies roman. Fatwaen har fungeret som en slags censurredskab og har efterladt et dybt indtryk på Vesten. Kommunismen manipulerede også med den offentlige mening på den vestlige side af Jerntæppet med hjælp fra dets hemmelige tjeneste og korruption. Men islamismen udøver en meget mere effektiv indflydelse over lederne i de vestlige kultur- og mediemiljøer. Frygten er rationaliseret med ordet »respekt« ... En gigantisk tabuzone er blevet skabt og gentagne gange genetableret og udvidet med velmenende kollaboration af vestlige intellektuelle,« skriver Thierry Chervel.

»Et urimeligt pres«
Politikens kronikredaktør og præsident for dansk PEN, Anders Jerichow siger: »Der er et gigantisk og formentlig voksende pres på ytringsfriheden i dag. I Europa har trusler mod folk som Ayan Hirsi Ali og Naser Khader sat dem og flere andre under et urimeligt pres. Samtidig har det givetvis skabt et tilløb til selvcensur, som om der er helt lovlige ting, som ikke kan siges om muslimer ligesom om andre. Ret beset er det næppe sandt, for der er vist ikke meget, der ikke er sagt i denne betændte debat. Men fornemmelsen af trusler eller en udefineret risiko er dræbende for den nødvendige samtale, også mellem muslimer og ikke-muslimer.«

Mener Anders Jerichow så, at vi skal boykotte Durban II konferencen, hvor de muslimske lande allerede har taget skridt til indskrænkning af ytringsfriheden? Han siger:

»En boykot vil være ulykkelig og vanvittig, for religiøse dogmer eller politiske ideologier skal da ikke friholdes for kritik eller debat, heller ikke for satire. Det bør demokratiske regeringer hellere fortælle diktaturerne fra podiet i FN frem for at dukke hovedet og blive hjemme.«

Forfatteren og redaktøren af Trykkefrihedsselskabets tidsskrift Sappho Helle Merete Brix siger:

»Der er stadig flere mennesker, der intimideres og chikaneres, fordi de har udtrykt kritik af islam. I Holland er tegneren Nekschots skæbne en advarsel om, hvor langt dette gamle frihedsland vil gå for at hindre muslimer i at føle sig krænket, og Geert Wilders afvisning i England er et andet sørgeligt eksempel på, hvor presset demokratierne er.«

Vil hun deltage i Durban II-konferencen?:

»Det vil være absurd at tage af sted. De muslimske lande har allerede, som oplæg til Durban II, vedtaget resolutioner om forbud mod religionskritik, og de er sikre på flertal. Vi skal ikke gennem vor deltagelse legitimere deres vanvid,« siger Helle Merete Brix.

Voltaires stykke fra 1739 var tænkt som en kritik af religiøs fanatisme – både den kristne og muslimske. Publikum var rasende og myndighederne ligeså. Staten greb ind og Voltaire måtte stoppe stykket i 1751. Men forbudet blev løftet efter paven gav sit tilsagn til stykkets genopførelse.