4. juli 2009, 20:20 – opdateret 4. juli 2009, 20:48

Der er pressefoto, som har fået status af ikoner. Billeder, der er blevet ophøjet fra nuet til evigheden, fordi de ramte et øjeblik. Et af de øjeblikke, der er med til at fortælle en historie, verden aldrig må glemme. Ingen ord, ingen lyd, ingen overflødige dimensioner til at forstyrre. Kun et stillfoto, hvor motivet ætser sig fast i hukommelsen. Et motiv, der bliver et symbol på en begivenhed eller en situation, der ikke kan slettes med et enkelt klik på den indre harddisk. For billedet insisterer på at blive husket. Ikke kun som dokumentation for eftertiden, men fordi det formår at sætte tanker og følelser i gang.

Senest er det billedet af den kun 19-årige iranske kvinde, der ligger død og blodig med åbne øjne på jorden under en demonstration i Teheran i sidste måned. Billedet er siden gået verden rundt. Ifølge lektor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet, Karsten Fledelius, er den iranske kvinde et stærkt symbol på en ny generations oprør mod, hvad han beskriver som det brutale og manipulerende præstestyre i Iran.

»Kvinden er ung, hun er smuk og hun er veluddannet. Med sin død midt i en studenterdemonstration opnår hun status som martyr. Hun symboliserer ikke et uskyldigt offer, for hun har taget stilling ved at deltage i demonstrationen og ved at vise handling. Hun er symbolet på ønsket om forandring, der kan blive en kamp, som ender med døden,« siger Karsten Fledelius.

Han mener, vi har brug for de verdensberømte ikoniske pressefoto som symboler på historier, der må og skal fortælles. Historier, hvor ord ikke rækker, og hvor vi med det samme kan relatere os til begivenheden og den tid, der udgjorde selve rammen.

»Tag de brændende tårne den 11. september i New York. De var symboler, før en terroraktion tilintetgjorde dem. Men billederne er efterfølgende kun blevet endnu stærkere symboler på islamisternes terrorkrig mod den vestlige verden,« mener Fledelius.

Vi skal kunne mærke billederne, reagere på dem, måske ikke i form af direkte handling, men ved at reflektere og ved at huske. For at opnå ikon-status skal billederne – ikke helt overraskende – røre ved vores følelser.

»Det er billeder, der alle appellerer stærkt til vores følelser. Som får os til at blive glade, triste, urolige, føle smerte eller på anden måde sætter blus på følelserne og eftertænksomheden,« siger Bjarke Myrthu, der indtil for få måneder siden var chefredaktør på Magnum, en af verdens mest prestigefyldte fotosammenslutninger, med hovedkvarter i New York. I dag er han konsulent samme sted og har ved siden af oprettet firmaet »StoryPlanet«, der blandt andet udvikler journalistiske fortælleformer til nettet.

»Fotografen Henri Cartier Bresson sagde engang, at kameraet skal helt ind mellem tøjet og huden, når man skal skildre virkeligheden og få andre, der ikke var i nærheden, til at prøve at forstå, hvad der skete,« siger Bjarke Myrthu.

Udover følelses-appellen peger han på et fællestræk for de pressefoto, der opnår verdensberømmelse og ikon-status:

De fortæller ikke alt.

»Der skal være plads til, at vi selv kan forme vores egen historie udfra billedet. At det skaber et rum for tanker og fantasi,« mener Bjarke Mythu og nævner billedet en ung afghansk pige med turkisgrønne øjne, taget i flygtningelejr. Billedet er ifølge Bjarke Myrthu ét af de mest publicerede overhovedet og har for længst opnået status som ikon.

»Hendes udtryk bærer både præg af skyld og uskyld. Hun ser alt for erfaren ud trods sin unge alder. Er hun fortabt, eller får hun noget, der minder om et liv? Det er et fantastisk billede, man aldrig bliver færdig med, og som rummer et utal af historier, man ikke umiddelbart kan se på motivet.«

Karsten Fledelius nævner DDR-soldaten, der i 1961 springer gennem pigtråden og direkte ud i friheden.

»Den unge soldat symboliserer det menneskelige hul i panseret og er indbegrebet af håb og en tro på fremtiden uden for det undertrykkende østtyske regime. Vi ser ham frontalt, fuld af energi og dynamik med modet til at vælge friheden og livet, også selv om det kan koste ham døden. Det er et utroligt stærkt foto, der fortæller noget, som ingen andre medier er i stand til på samme måde.«

Et andet eksempel på et pressefoto, der ifølge Karsten Fledelius har opnået ikon-status og siden er blevet et symbol, er den ukendte mand på den Himmelske Freds Plads, som stiller sig op foran rækken af kampvogne i forbindelse med massakren i 1989.

»Manden symboliserer kampen mellem David og Goliath, den lille mand alene mod et totalitært system. Uden våben eller voldelig attitude udstiller han sin menneskelige sårbarhed på en enkel, men yderst effektfuld måde. Det er et motiv, der med det samme placerer tiden og en væsentlig problemstilling i Kina.«

Carsten Ingemann har som pressefotograf rejst rundt i verdens brændpunkter i en årrække. Han er formand for Cavlingkomitéen og har flere gange været med til at udvælge årets bedste pressefoto.

»Billeder, der opnår ikon-status, er taget af mennesker, der er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er ofte tilfældigt, at de er der, og måske er de bare tilskuere i kanten af virkeligheden,« siger Carsten Ingemann.

Han mener, at billederne kommer til at betyde noget og giver mening, fordi de kan stå alene uden forklaring.

»De får os til at føle, at vi er på scenen lige med det samme, for vi ved, hvad historien handler om og kan lynhurtigt relatere vores følelser og hukommelse til den. Samtidig kan de få os til huske ting, vi havde glemt. Noget, som intet har med det konkrete billede at gøre, men som måske bringer oplevelser fra en anden tid med sig. Pludselig kommer vi i tanke om alt muligt, hvis vi for eksempel ser billedet af John F. Kennedy, der bliver skudt.«

Når billeder er dårlige rent teknisk, men alligevel bliver »ophøjet til evigheden,« som Ingemann siger, er det fordi, de fortæller noget vigtigt, vi ikke vidste. En historie, som verden skal have kendskab til. Som eksempel nævner han billedet af den irakiske soldat, der står på en lille kasse med sort Ku Klux Klan-agtig hætte over hovedet i Abu Ghraib-fængslet, forbundet med elektroder.

»Det er et frygtindgydende billede, der i al sin grusomhed fortæller noget, vi ikke kunne forestille os skete. Det bringer stærke følelser frem i os om underkastelse og tortur midt i en uoveroverskuelig krig. Teknisk er billedet ikke godt, men motivet er så stærkt, at den tekniske kvalitet ikke betyder noget. Det er et af de billeder, man husker og som er med til fortælle historien om Abu Ghraib-fængslet og om, hvad krigen kan få folk til at gøre.«

Carsten Ingemann peger på et gennemgående tema i mange af ikon-billederne: Kampen for frihed eller opgøret med undertrykkelse.

»Der er mange eksempler på pressefoto med ikon-status, hvor oprør eller revolution afspejler situationen eller motivet,« siger han.

Billedet fra sidste måned af den døde iranske kvinde er en amatøroptagelse, taget med en mobiltelefon og lagt på internettet. Efterfølgende er det blevet til et stillbillede, bragt i aviser og blade over store dele af verden. Men siger den slags billeder – udover selve det dramatiske øjeblik – den yngre generation noget? En generation, der er vokset op med levende billeder på nettet, hurtige klip i tv og på film og flest mulige dimensioner?

Bjarke Myrthu er ikke i tvivl.

»Jeg tror, det er et dogme, når man siger, at »gammeldags« reportagefoto er for kedelige til at nå den helt unge generation. Hvis indholdet er godt, hvis historien visuelt er til stede, er jeg helt sikker på, at også de unge bliver påvirket af ikon-billederne.«

Bjarke Myrthu henviser til »Magnum In Motion«, der en slags digitalt foto-studie, hvor man kan se magnumfotografernes billeder i længere sekvenser. Her er der sekvenser på 20 minutter, hvor undersøgelser viser, at 90 procent af brugerne bliver hængende i mindst 18 minutter.

»Det gælder også de helt unge, og det siger noget om interessen for at fordybe sig i det faste foto,« siger Bjarke Myrthu, der ligefrem mener, at stillbilledet vil få stadigt større betydning for den yngre generation som en modvægt til de hurtige levende billeder.

Selv om øjeblikke bliver ophøjet til evighed, som Carsten Ingemann formulerer det, betyder ikon-billederne noget forskelligt afhængig af, om man selv har levet i den tid, hvor billedet blev taget og dermed kan relatere sig til tiden.

»Hvis man spørger en 17-årig, hvad han synes om billedet med DDR-soldaten, kan det godt være, han synes det er stærkt, men han vil ikke føle det samme som den ældre generation, der har fulgt Muren gennem Øst- og Vesttyskland fra den blev bygget til den blev revet ned. På den måde har billederne hver deres tid.«