En af tidens mest markante eksponenter for den optændte danserock er britiske Friendly Fires.
3. juli 2009, 22:14
af 6 stjerner
Der er nogle former for rock, som er lige lovlig lette at afvise hjemme fra øreklapstolen.
Det gælder ikke mindst den type, der ikke går efter eftertænksomheden og poesien, men efter festen, kroppen og dansegulvet.
Og en af tidens mest markante eksponenter for den optændte danserock er britiske Friendly Fires, der indtog den intime Odeon-scene fredag aften. Ikke tøvende, ikke prøvende, ikke ydmygt, men tændte, tighte og godt groovende fra allerførste sekund, og sådan blev det ved sættet igennem, hvor Ed Macfarlane var manden, der drev bandet og det unge, storsvedende publikum fremad med sine eksplosive bevægelser og højspændte vokalarbejde.
Numre som »Paris«, »White Diamonds« og »Skeleton Boy« var således blot højdepunkter blandt mange andre i en knaldperle af en koncert, som bare varede 45 minutter og fik hele teltet til at drømme om mere, mere, mere. Forrygende.
