18. september 2007, 19:29 – opdateret 18. september 2007, 22:39

KENTWOOD, Louisiana: Det er nemt at forstå, hvad Britney Spears drømte om. Hun drømte om at komme væk.

Hun drømte om at komme til noget større, bedre, rigere. Hun drømte om at bo i en by, hvor halvdelen af butiksvinduerne på hovedgaden ikke var dækket af med spånplader, og hvor resten af butiksvinduerne – under håndskrevne skilte med »antik« og »gammelt« – ikke falbød den slags, de fleste genbrugsforretninger vil betakke sig for.

Hun drømte om at bo i en by, hvor den hyppigste haveudsmykning ikke var biler klodset op på gasbetonblokke, og hvor underholdningen lørdag aften ikke var et slagsmål foran den lokale slyngelstue.

Og så endte det hele som den evige historie, den samme historie, som vi ser årti efter årti, og som redaktør Joe Levy fra magasinet Rolling Stone har udtrykt således: »De får, hvad de vil have, og de mister, hvad de har.«

Udnyttelse
Kentwood er en på mere end én måde trist historie, og jeg står midt i den ikke-eksisterende bymidte med samme fornemmelse, som jeg havde for nogle år siden – en halv dags kørsel nord for Kentwood, over delstatsgrænsen og ind i Mississippi, gennem et bagland som syntes uberørt af borgerretsopgøret, og op til Tupelo.

Jeg var dengang på pilgrimsfærd ind i Elvisland, og jeg så hans skur af et barndomshjem, og jeg så den snævre søllehed i Tupelo, og jeg forstod, hvorfor Elvis ikke ville køre lastbil eller arbejde på det lokale savværk, og jeg forstod, hvorfor det var ham så magtpåliggende at komme væk, og jeg forstod også, hvorfor det var så svært for ham at komme væk. For hvordan forbereder man en Elvis – eller en Britney – på en verden, der i overført betydning er så langt væk fra deres verden? Hvordan undgår man, at det, der begynder som gensidig udnyttelse, ender som ensidig udnyttelse, der i værste fald ender i hjertestop og ensomhed på et marmorbelagt toiletgulv?

Museum skrinlagt
Britney Spears var i mange år det bedste, der var sket for Kentwood.

I en by, hvor 37 procent af befolkningen og halvdelen af alle unge befinder sig under den officielle fattigdomsgrænse, kunne man i det mindste bryste sig af et bysbarn, som solgte plader til sølv, guld, platin og titanium.

Ved indkørslen til byen står stadig et skilt med teksten »Home of Britney Spears«, på byens website får man samme besked, men spørgsmålet er formentlig: Hvor længe? For byen og stjernen er – som en skilsmisseadvokat vil udtrykke det – vokset fra hinanden.

Hvor skal vi begynde?

Hun og Madonna gav hinanden et stort, vådt kys – og midt i den bedste sendetid. Hun giftede sig med et bysbarn ved en lynceremoni i Las Vegas og pudsede derefter sine advokater på ham og fik en ditto skilsmisse. Britney fandt så sammen med en mandlig danser, der forlod kone og to børn, og som i det hele taget var kendt som en kedelig karl, og siden har nedturen været stakåndet og gennemdokumenteret af tabloidbranchen: Hun fik to børn, hun blev skilt, hun gik til bal uden trusser – og internettet er nået til Kentwood – og hun klippede sig selv skaldet. Hun svigtede sine to små børn, hun beskyldte sin mor, sin mor, for at være på stoffer, hun gik ind og ud af afvænning, og i sidste uge åbnede hun i hotpants og bikinitop MTVs store videogallashow. Hun var bleg som en englænder, ude af sync med musikken og dansede, som om hun havde hold i ryggen. New York Post bragte et billede, der viste mange uheldige kilo, og overskriften »Lard and Clear« (»Skåret ud i kvab«).

Britney og Kentwood er vokset fra hinanden, og et planlagt Briney Spears museum er lagt på is.

Kom hjem, Britney!
Lalayla Jackson har aldrig været en Britney-fan: »Det er ikke min type, hvis du forstår, hvad jeg mener,« siger den sorte teenager, som jeg møder i en af de omnipresente dollar-forretninger, discount-forretninger, hvor alt koster under en dollar.

»Men alle her i byen var meget stolte af hende i de gode år. Nu er de nærmest flove over hende,« siger Lalaya og lyder, som om hun fryder sig, som kun en teenagepige kan fryde sig.

Britneys erklærede yndlingstante, Chanda Mc­Govern, er enig: »Det knuser mit hjerte. Jeg kender hende, som den hun virkelig er. Nu ser det ud, som om det hele falder fra hinanden. Det er så trist,« siger hun til en britisk tabloidavis.

Ingen medlemmer af den stedlige Britney-klan vil udtale sig til Berlingske eller til andre medier, og som en forretningsindehaver konstaterer: »De holder meget lav profil.«

De fleste er imidlertid enige om, at det var verden uden for Kentwood, som korrumperede Britney, og de fleste er enige om, at det vil gøre hende godt at komme tilbage til Kentwood.

Eller som Chanda Mc­Govern udtrykker det: »Hun skal tage sine to sønner med tilbage hertil. Her kan vi elske og støtte hende. Her er frisk luft, og hun kan genfinde sig selv.«

Bondeknolde
Denne enighed udtrykker et tema, som er afgørende for at forstå, hvorfor stjerner som Britney og Elvis tilsyneladende selvdestruerer. Et britisk filmhold og en canadisk avis har tidligere været her for at finde ind til kernen i fænomenet Britney og ind til kernen i problemet Britney, og de konstaterede, at Kentwood var henholdsvis »Redneck Central« og »White Trash Central«, den stereotype opfattelse af sydstatsbyer som hjemsted for bondeknolde og skydeglade bøvlehoveder, beboelsesvogne, småracister og bulede varevogne med klistermærker med knokkelmænd i sydstatsuniform og løftet om, at »Syden vil rejse sig igen«.

Begge dele er formentlig at sætte den gode historie foran dokumentationen. For Kentwood er ikke »Redneck Central«, Kentwood er ikke hjemstedet for noget som helst, Kentwood er en lille by, som så mange andre små byer i de amerikanske sydstater, analog og konservativ, indadvendt, raceopdelt og økonomisk opdelt, og nogenlunde efter de samme linjer og med et temmelig tsunamiramt æstetisk udtryk, og Britney voksede ikke op med tandløse forældre i krudtslum i en beboelsesvogn.

Hun voksede op i et kedeligt fladtaget typehus, og hun blev sendt til en hvid privatskole på den anden side af statsgrænsen. Familien var – som stort set alle familier her – sydstatsbaptister, en konservativ kristen trosretning, som stadig undrer sig over, hvorfor Jesus var så hård ved farisæerne, og Britney fik at vide, at hænderne sover over dynen, hun ved, at et måltid indledes med bordbøn, og at sommeren er tid for kristen sommerlejr og »Christian Emphasis Week«, og hun ved, at Djævelen er en stadig tilstedeværelse, og han frister – han frister med abort og homoseksualitet og utroskab, han frister med sex før ægteskabet og netstrømper og one-night-stands, og fristelsen begynder på den anden side af byskiltet, og jo længere væk man kommer, desto værre bliver det.

Katolsk kælepotte
Men for at være rockstjerne eller popstjerne som Elvis eller Britney er det nødvendigt at gradbøje den viden.

Britney slog igennem i 1998 som en 16-årige kælepotte i katolsk skoleuniform og med videoen »Baby One More Time«, hun gik hele vejen til tops, og det samme gjorde hun med »Ooops! ... I did it again«, hvor hun i videoen spandt æggende og klædte sig i et lædersæt, der sad så stramt som et elastikbind. Hun lod forstå, at der foregik andet og mere end poesibog på de små pigeværelser, hun blegede sit hår, hun institutionaliserede fænomenet med blotlagt navle, hun fik sine bryster opereret flere numre større og bukserne flere numre mindre og lavere, og hun var sin tids fille fatale.

Samtidig forsøgte hun et temmelig umuligt balancetrick. Hun hævdede, at det bare var tøj og udklædning, og at hun i øvrigt stadig var jomfru, og da New York Times i 2001 besøgte mor og datter i Kentwood, var det som et skinnende glansbilledeudklip fra 1952. Lynne – moderen – bagte småkager, og hun fortalte om, hvordan hun bad for Britney og syede tøj til Britney, og hun fortalte om den børnebog, som hun og Britney havde skrevet sammen, »A Mother’s Gift«. Bogen handlede om en lillebypige, som rejste ud i den store, fine verden og blev berømt, men fandt ud af, at intet var vigtigere og bedre end familien og hjembyen.

Journalisten spurgte, om Lynne ikke var påvirket af Britneys tøj eller mangel på tøj – hendes føren sig frem som en teenager med en prostituerets erfaring.

»Det er jo bare tøj,« svarede moderen.

En af de klogeste rockjournalister i USA interviewede nogenlunde samtidigt Britney Spears. Hun optrådte underbukseløs, men fotograferet fra siden, på forsiden af Esquire, og Chuck Klosterman var med til fotooptagelsen. Han forsøgte én gang for alle at kapere modsætningen – at hun på den ene side var den søde pige, Barbies lillesøster Kelly, og samtidig stod hun dér uden underbukser og udstrålede »tag mig!« Det forunderlige var, at Britney Spears ikke købte modsætningen eller ikke forstod modsætningen. Det var jo bare et fotografi, det var jo bare en positur, en rolle, og når hendes pladeselskab, hendes manager eller hendes marketingfolk ville have hende til at gøre noget outreret, så sagde hun stop. »Jeg siger til dem: Hvis I vil have mig til at være sådan en sex-ting, så kan I godt glemme det,« fortalte hun.

Chuck Klosterman var dybt forvirret og konstaterede, at Britney tydeligvis forsøgte at være alt for alle: »En 12-årig pige mener, at hun er en superhelt; pigens storebror mener, at hun er en pornostjerne; storebroderens kæreste mener, at hun er et skoleeksempel på, hvorfor kvinder hader sig selv, og kærestens far ønsker i al hemmelighed, at datteren vil invitere Britney over til et slumber-party.«

Sexet eller tantetro
Det er imidlertid en temmelig svær balancegang.

At være fra Kentwood og tro mod tante Chandra og huske pastorens svovlprædikener og samtidig sælge plader, og det er sin sag at fastholde, at sex – alt det frække, de store bryster, kavalergangen, trutmunden og »tag mig!« – bare er noget, vi leger. Hun dansede på et tidspunkt ved en MTV-galla rundt i en mini-bikini, der virkede, som om den gerne ville af, og rundt om halsen havde hun en gul boa-slange. Der er så megen symbolik i den scene, at det næsten blev overlæs, men Britney ville bagefter have os til at tro, at hun elskede dyr og bare havde lyst til at danse rundt med en stor, fed slange.

Det er muligt, hun mener, at det hele bare er en leg, men det ville svare til, at Katja K benægtede, at hendes film var pornofilm, eller at Pia K benægtede, at hendes udtalelser var indvandrerkritiske. Man er ikke kun, hvad man spiser; på et eller andet tidspunkt bliver man også, hvad man viser, og hvis man viser tilstrækkeligt med navle, mås, bryster, lyske og »tag mig!« – så bliver man en fille fatale eller det, der er værre. Britney kan godt forsøge at hævde, at hun udelukkende er et udklædningsnummer, men spørgsmålet er ikke kun, hvad hun hævder; spørgsmålet er også, hvordan vi opfanger signalerne.

Elvis hævdede også, at han ikke vrikkede med hofterne med vilje, han vidste ikke, hvorfor han gjorde det, hofterne gjorde det bare af sig selv, sagde han. Nok var han ikke blandt de skarpeste, men selvfølgelig vidste han, hvad han gjorde. Ikke nødvendigvis i den store historiske sammenhæng, men han vidste helt banalt, hvad publikum reagerede på. Britney er unægteligt heller ikke blandt de skarpeste, men hun ved selvfølgelig også, hvad hun gør, og hvorfor hun gør det, og på et eller andet tidspunkt må det indhente en Elvis eller en Britney, som det indhentede en Marilyn Monroe. Hvad de kom fra – og hvad de i bund og grund var blevet til?

Klippede sig skaldet
Det var også nærmest overlæsset med symbolik, da Britney Spears – som en crescendoscene i en ungdomsfilm – tidligere på året bragede ind i en frisørsalon ved lukketid og begyndte at klippe sig selv skaldet. Hun skiftevis græd og grinede, og hun sagde hele tiden: »Bare vent til min mor ser mig. Hun får et føl.«

»De får, hvad de vil have, og de mister, hvad de har,« sagde Joe Levy, og Britney Spears har mistet Kentwood, og Kentwood har mistet Britney.

Arthur Miller skrev et skuespil om det – »After the Fall« – men det er ikke nødvendigt at gå i treatret for at se det.

Bare læs sladderspalterne og led efter en ung kvinde med paryk og tårer løbende ned ad hele sin opførsel.