Kenneth Jensen på 17 år har oprettet gruppen »Forældre ud af Facebook«.
8. april 2009, 17:32 – opdateret 9. april 2009, 10:56
Hvad er der i vejen med at være venner med sine forældre på Facebook?
»Nogle gange kan det jo være, man skriver i sit statusfelt, at man har pjækket fra skole, har tømmermænd eller var fuld i går. Mange gange er det jo lidt overdrevet i forhold til, hvad der virkelig er sket. Men forældre har det med at blive forskrækkede alligevel. Desuden kan der opstå en masse pinlige situationer. På et tidspunkt skrev jeg på min facebook-profil, at jeg havde jeg fået en kæreste. En dag kom min far så til mig og sagde, at jeg skulle huske at bruge kondom, hvis vi havde sex. Det var jo helt vildt pinligt.«
Er du selv venner med dine forældre på Facebook?
»Ja, det er jeg. Jeg har intet at skjule, og der er ikke noget, som jeg føler, jeg ikke kan dele med dem derinde. Men jeg synes generelt, forældrene bør respektere, hvis deres børn ikke vil være Facebook-venner. Forældre vælger jo også venner fra.«
Hvad vil du sige til forældre, som er bekymrede for, hvad deres børn laver på Facebook?
»At de et eller andet sted skal stole på vores dømmekraft. Jeg har været på internettet, lige siden jeg var barn. Det har forældre-generationen ikke. Derfor kan nettet stadig godt virke meget skræmmende på dem.«

































