Folkelig og fin

Skuespilleren Bodil Udsen er død – 83 år gammel. En enestående karriere i dansk teater og film er forbi.

Bodil Udsen fik sit store folkelige gennembrud med revyvisen »Fløjtetønden Victoria«, der blev en landeplage, men hendes format som skuespiller viste sig at række langt videre.
Bodil Udsen fik sit store folkelige gennembrud med revyvisen »Fløjtetønden Victoria«, der blev en landeplage, men hendes format som skuespiller viste sig at række langt videre.
Bodil Udsen var en ener. Hun kunne det hele, mestrede så meget. Hun var folkelig. Men med tiden blev hun også fin.

Længe kendte det store publikum bare den ene side af hendes frodige talent. Den runde Bodil Udsen, den sjove Bodil Udsen, den glade Bodil Udsen. Hende med det gode humør, det evigt lyse sind. Hende, der boblede over af latter og overskud. Selve den inkarnerede danske folkelighed i de gamle filmlystspil, hvor hun gav den ene håndfaste madamme efter den anden, eller når hun knappede endnu en bajer op i Rottehullet og nok en gang lægger øre til en masse vrøvl som den moderligt hjertevarme Emma med det skarpe blik, det kærlige blik og det slagfærdige smæld i replikken i »Huset på Christianshavn«.

Og så var der en helt anden Bodil Udsen. Hende med den vulkanagtigt voldsomme urkraft i de mere dramatiske roller, hun begyndte at spille på teatret, og som hun fik lov til også vise på film, da folkekomedien døde en stille død i 1970erne. Den skrappe dame med svovlsyreblikket, den skræmmende autoritet og svidende ironi i replikken.

Tænk bare på de magtfuldt myndige, ubehagelige matroner i romanfilmatiseringerne »Slægten« og »Min farmors hus«, to sider af den brutalt nådesløse matriark. Eller den imposante murermesterfrue i »Matador«.

Og på teatret skete der noget magisk med hende i de senere år, hvor den helt nedtonede, indtrængende skuespillerinde ofte tog over. Afdæmpet, fintmærkende. Nærmest skrøbelig. Hende, der med tiden svandt ind i det fysiske format, men til gengæld nærmest voksede i indre styrke.

Et brus af følelser
Få skuespillere forenede så mange kontraster som Bodil Udsen. Hun blev ikke bare en »stor dame«, men også en meget stor skuespiller. I en klasse for sig.

Kaspar Rostrup kaldte hende en »tyfon«. Sammenligningen med alskens naturfænomener ligger i hvert fald lige for. For netop naturligheden, adgangen til et brus af følelser – og evnen til at udtrykke dem rent – gjorde Bodil Udsen til dansk teaters særlige klenodie med en række uafrystelige præstationer bag sig.

Man kan ikke sige, at Bodil Udsen havde en let start på karrieren. Allerede i 1940erne var hun blevet hældt ud af teatrets elevskole, hvor hendes oprørske facon og fandenivoldske personlighed ikke passede ind i et miljø, hvor ungdom ingen status havde. Heldigvis var hendes modstandskraft større end som så. Hun kom med i Studenterrevyen 1949 og blev året efter hyret til ABC Teatret.

Hendes dengang rundere skikkelse, det djærve humør og det drastiske i hendes væsen gjorde god fyldest. Tænk bare på landeplagen og det store folkelige gennembrud, »Fløjtetønden Victoria« fra en Helsingørrevy i 1956.

Men så skete der noget på den lille eksperimentalscene, Fiolteatret, i 1961. Rollen som den evigt optimistiske Winnie i Samuel Becketts monolog »Glade dage« – det er hende, der sidder begravet i skidt til halsen – blev en overvældende succes, som hun gentog 380 gange og åbnede for helt nye muligheder. Den enestående vitale præstation indbragte hende Teaterpokalen.

Og det »seriøse« gennembrud fulgte hun hurtigt op med overbevisende roller i Brendan Behans »Gidslet« og den afgørende sejr med den skånselsløse præstation som Martha i ægteskabsdramaet »Hvem er bange for Virginia Woolf« i samspil med Bendt Rothe på Det Ny Teater.

Instruktøren Erling Schroeder havde fået øjnene op for hendes potentiale. Han brød hendes sikre revymaner ned og byggede hende op fra bunden, sikker på hendes evne til at gå til yderkanten af sit talent og udvide reviret. Selv medgav hun, at hun fungerede bedst, når hun blev udfordret, hendes naturlige modvilje mod at spille teater blev knægtet, og hun blev tvunget ud i at miste fodfæstet.

Et helt nyt rollefag åbnede sig for Bodil Udsen Og med fuld respekt for hendes sejrsgang i de såkaldt lette genrer, de mange fejende prægtige skuder og fabeldyr, fra Madam Rust i »Sparekassen« til Lady Bracknell i »Bunbury«, så er det først og fremmest den alvorlige side af Bodil Udsens talent, der har sikret hende de største triumfer. Først og fremmest i de roller, hvor hun har kunnet bruge sin menneskelige indsigt til at gå på opdagelse i og skildre det sære, det forvredne, det ikke-normale.

Kulminationen
Gang på gang har hun sprængt alle begrænsninger med stort mod, frodig fantasi og usentimental kompromisløshed. Ofte i store, krævende partier, hvor hun har måttet gå enegang over scenen. På Aalborg Teater spillede hun den formidable titelrolle i den absurde farce »Storhertugindens afsked« i magtkamp med Olaf Ussing, senere Preben Neergaard på Gladsaxe Teater. Var en voldsom Medea i Kaspar Rostrups storladne opsætning på Det Ny Teater i starten af 70erne, da hun også spillede Brechts »Mutter Courage« på det Danske Teater.

Og siden kulminerede hendes talent, da hun holdt publikum i ånde med den mærkeligt uberegnelige præstation som forfatterinden Gertrude Stein i den to timer lange dramatiske enetale af samme navn, først på Aalborg Teater i 1981, siden på Betty Nansen Teatret og genoptaget i 1990erne på Det Ny Teater. Atter med mentoren Erling Schroeder som instruktør. En præstation fuld af menneskelig indsigt, som samlede alle sider af Bodil Udsens talent.

Og rollen som den bevægende kunstnersjæl Miss Helen i Athol Fugards »Vejen til Mekka«, der lammede sit publikum aften efter aften, fandt heldigvis også frem til TV-teatret. Levendegjort af Udsens enestående, tekniske evne for den troværdige, realistiske menneskeskildring.

Karakteristisk nok blev det ingen ubetinget succes, da hun for en kort periode vendte tilbage til nationalscenen i slutningen af 70erne. Hun passede ganske enkelt ikke til at glide ind i et løbende repertoire og et fast ensemble. »Jeg har aldrig brudt mig om små roller i store forestillinger«.

Flere store roller
Siden har hun, med passende mellemrum, hvor hun samlede kræfter i bl.a. sit elskede Afrika, påtaget sig store roller. De sidste år med Betty Nansen Teatret som fast holdepunkt.

Næsten-monologen som operadivaen Maria Callas i Terence McNallys »Master Class« fungerede netop, fordi Bodil Udsen kunne låne figuren sin egen stjernestatus. Alt det, hun havde været, alt det, hun stadig var. Og fra de senere år står hendes myndige Selma Lagerlöf, der finder ind til sine smertepunkter i P. O. Enquists »Billedmagerne« som et bevægende højdepunkt. Efterfulgt af en mindst lige så rørende præstation i Peter Langdals kvindeudgave af Molières »Misantropen«, hvori hendes forsmåede Philinte hørte til forestillingens mest hjertegribende momenter. Hun var måske nok ældet, men stadig sublim.

Samtalebøger
I de sidste år var Bodil Udsens liv præget af alderdommens besværligheder, bl.a. den astma, som i lange periode tvang hende væk fra scenen. Hun lånte sin kloge, bramfri stemme til samtalebøger med veninden Anne Marie Helger og den jævnaldrende Anker Jørgensen. Og til allersidst kunne hun ses i Olsen Banden-musicalen – fra storskærm.

Men hun havde levet et liv med samme temperament og fandenivoldskhed, som kendetegnede hendes tilværelse på scenen. Med de glæder og sorger, der tilfalder dem, der lever og elsker meget. Russisk i sin livsappetit og sin eksplosive følelsesintensitet, mente både vennen, verdensdanseren Rudolf Nureyev, og hendes mangeårige instruktør, Bent Mejding. Hun fandt sig ikke i begrænsninger, men fandt efterhånden en form for lykkelig afslutning i sit ægteskab med sin elskede Jens, selv om hun de sidste år blev alene.

Selv sagde hun om sin gang gennem livet – og den evne, der har givet os alle sammen så mange betagende øjeblikke, og for hvilken hun naturligt modtog den allerførste Æresreumert i 1998:

»Jeg er udstyret med egenskaber, der gør livet lettere at leve. Selvironien, sansen for humoren, uhøjtideligheden. Jeg mener ikke, jeg hænger mig i bagateller. Det er ikke min natur. Jeg er glad for livet, men man skal ikke tro, at man passerer det uden lussinger. Så er der nogen, der mærker dem hårdere end andre. Jeg er da forkælet, når jeg tænker på arbejdet de senere år. Men det er sådan set ikke ufortjent. Talentet er ufortjent. Det kan man ikke gøre for.«

Bodil Udsen sov roligt ind i går formiddags. Hendes nærmeste familie og venner var hos hende, og efter Bodil Udsens eget ønske vil bisættelsen foregå i stilhed.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.