Koncert:

Fødselaren delte musikalske gaver ud

Palle Mikkelborg, der på sin uendelige musikalske rejse fejrede 75-års fødselsdag i udsøgt selskab, kom godt omkring i sit helt personlige univers.

Trompetisten Palle Mikkelborg på sin 75-års fødselsdag i selskab med slagtøjsspilleren Marilyn Mazur og harpenisten Helen Davies. Foto: Torben Christensen
Trompetisten Palle Mikkelborg på sin 75-års fødselsdag i selskab med slagtøjsspilleren Marilyn Mazur og harpenisten Helen Davies. Foto: Torben Christensen

En 75-års fødselsdag. Og ikke en hvilken som helst 75-års fødselsdag. For det er vel umuligt lige at opsummere alle de musikalske etaper og landvindinger, som trompetisten og komponisten Palle Mikkelborg har foretaget sig på den musikalske rejse, der begyndte engang i slutningen af 1950erne.

Men med sin karakteristiske kreativitet og tilhørende ydmyghed havde aftenens kunstner samlet så meget som muligt i et både retrospektivt og fremadskuende forløb kaldet »The Mind Behind«. Det hele smukt indrammet af drenge- og herrestemmer fra Københavns Drengekor og Det Kgl. Kantori.

Typisk sneg Palle Mikkelborg sig indledningsvis ind på scenen for at lade trompeten fylde rummet i samklang med harpe og slagtøj. DR Big Bandet placerede sig i en halvcirkel, og musikken voksede fra det statiske til det rytmiske og med en farvepalet, der gav associationer til komponister som Igor Stravinskij, Maurice Ravel og Leonard Bernstein.

Hilsen til Miles Davis

Og med en klar hilsen til Miles Davis og 1970er-fusions-jazzen udfoldede Palle Mikkelborg et trompetspil med en såvel musikalsk som spirituel power, der ganske enkel var unik.

I hvert fald var det sådan, at der hen ad vejen blev tildelt god plads til solistiske udfoldelser fra en række af big bandets musikere, og her var problemet, at de til trods for stærkt håndelag løb tør for ideer, hvorved musikken endte i tomgang.

Det forhindrede dog ikke, at der overordnet blev budt på en strøm af velspillet og for fødselaren helt personlig musik, og dertil skal det ikke være nogen hemmelighed, at det var, når hovedpersonen selv tog over som solist – gerne i enkle formationer med slagtøjsspilleren Marilyn Mazur, harpenisten Helen Davies eller elektro-musikeren Mike Sheridan – at himlen åbnede sig.

Og helt klart hørte Palle Mikkelborgs flygelhornspil i den amerikanske ballade »Nature Boy« og i hans egen »Prince of Peace« til de stærke bestanddele af en mindeværdig milepæl.

Hvem: Palle Mikkelborg »The Mind Behind«

Hvor: DR Koncertsalen, søndag aften

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.