Berlinale

»Flygtningesituationen er den værste katastrofe siden Holocaust«

Efter et år på middelhavsøen Lampedusa har instruktøren Gianfranco Rosi færdiggjort en af de mest rystende dokumentarfilm om flugten til Europa.

Den italienske dokumentarfilmsinstruktør Gianfranco Rosi.
Den italienske dokumentarfilmsinstruktør Gianfranco Rosi.

BERLIN: »Hjælp os! For Guds skyld hjælp os!”

Den tryglende stemme kan kun svagt høres over radiostøjen, men panikken i stemmen går klart igennem. Den italienske kaptajn på patruljebåden bevarer roen, da han beder stemmen om flygtningebådens position, men får kun det desperate råb til svar. “I Guds navn…!”

Filmen »Fuocoammare (Fire at sea)«, der blev vist lørdag under filmfestivalen i Berlin, retter et blik på de lidelser, som migranterne fra Afrika udsættes for i Middelhavet, og er i sig selv en bøn til verden om at sætte ind med hjælp, der gør en forskel.

Den italienske dokumentarfilmsinstruktør Gianfranco Rosi tilbragte et helt år på den kun tyve kvadratkilometer store ø Lampedusa, der ligger tættere på Afrika end på Italien, hvorfor øen er blevet målet for en ustoppelig strøm af mennesker fra Nigeria, Elfenbenskysten, Sudan, Syrien og andre lande, hvor befolkningerne ser Europa som redningen fra fattigdom eller forfølgelse.

Alle har set indslag i TV-avisen med de overfyldte både, der ankommer fra Afrika og Tyrkiet. Men under filmen ser man for første gang lidelserne helt tæt på i biograffilmens højdefinerede kvalitet. Man ser døde og døende mennesker blive lempet over rælingen fra halvrådne kuttere, og man kommer ned i lastrummene, hvor stabler af forvredne lig ligger efterladt efter dage på havet uden mad og vand. Man ser børn, der har skvulpet rundt i bunden af gummibåde i en blanding af dieselolie og havvand. De er dækket af sår, der har dehydreret dem og som for mange fører til en død i uhyrlige lidelser, også efter at de er reddet ombord på de tilsejlende redningsfartøjer.

400.000 mennesker er i de sidste par årtier blevet reddet i land på Lampedusa, der i årenes løb er blevet omdannet til et centralt modtagecenter, og tusinder er druknede på vej dertil.

På en pressekonference efter filmen sagde instruktøren Gianfranco Rosi, at han anså flygtningestrømmen for at være »den største katastrofe i menneskehedens historie siden Holocaust«.

»Det er ikke kun enkeltpersoners ansvar, heller ikke enkelte europæiske nationers ansvar. Det er en global opgave, der foreligger, og vores passivitet er en forbrydelse,« sagde Gianfranco Rosi.

Filmen skifter mellem reportageture ud med Frontex-fartøjernes redningsmandskaber, og med hverdagsscener fra en lokal Lampedusa-families hverdag. På spørgsmålet om, hvorvidt lokalbefolkningen er blevet trætte af de mange tilstrømmende fra Afrika, svarede Gianfranco Rosi:

»Lampedusas befolkning har været fiskere i århundreder, og det ligger i dens DNA at hjælpe de, der er i nød på havet,« sagde han.

Til pressekonferencen deltog en læge fra Lampedusa, der i årevis har ledet modtagelsen og den efterfølgende behandling af bådflygtningene. Han fortalte om en højgravid nigeriansk kvinde, der var i så sørgelig forfatning, at hun kun kunne reddes ved et kejsersnit.

-»Hun overlevede og hendes nyfødte tvillinger overlevede. Og uden for fødestuen stod halvtreds kvinder fra Lampedusa med gaver til hende og børnene,« sagde lægen Pietro Battolo.

Hans beretning fik en spontan klapsalve til at brede sig til pressekonferencen - måske et forvarsel om at filmen om Europas nye verden efter al sandsynlighed kan blive en af de store prisvindere ved dette års berlinale.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.