Filmfolk: Konsulenterne skal have magten

Filmbranchen afviser nepotisme ved filmstøtte, men forslår samtidig at omskrive Forvaltningsloven til »etiske retningslinjer« for at komme vennetjenester til livs. Tyndt udspil, lyder det fra professor i forvaltningsret.

Filmkonsulenter fra Det Danske Filminstitut skal fortsat have magt til - helt alene - at indstille ansøgere til filmstøtte.

I hvert fald hvis det står til filmbranchen selv, der i en redegørelse til kulturministeren afviser, at der skal mere end én person til at indstille til støtte, sådan som eksperter i forvaltningsret ellers har foreslået. Det var Brian Mikkelsen (K), der i januar bad hele branchen - instruktører, filmproducenter og filminstituttet - om at komme med et bud på en omlægning af støttesystemet efter Berlingske Tidende havde beskrevet et system med nepotisme og vennetjenester.

Således indstillede filmkonsulent Mikael Olsen - der er en nær ven af Zentropa-ejer Peter Aalbæk Jensen - på to år Zentropa til godt 28 mio. kroner i støtte. Både før og efter tiden som filmkonsulent har Mikael Olsen arbejdet for Zentropa.

»Fætterøkonomi«
Forvaltningseksperter kaldte arrangementet for »fætterøkonomi«, men i redegørelsen til ministeren afviser filmbranchen som ventet, at der er sket brud på Forvaltningsloven. Det sker dog samtidig med, at branchen foreslår, at Forvaltningslovens bestemmelser »formuleres som et sæt etiske retningslinjer«, da det vil »bidrage væsentligt« til at »fjerne grundlaget for mistanke om inhabilitet og nepotisme«.

Professor i statskundskab ved Århus Universitet, Jens Peter Christensen, finder udspillet fra filmbranchen tyndt.

»Filmkonsulenterne skal i forvejen overholde de almindelige forvaltnings-retlige habilitetsregler - og slut færdig. Dette ændrer sig ikke ved at skrive reglerne om til etiske læreregler,« siger han.

Ansøgningen videre
Udover de nye etiske regler foreslår filminstituttet også, at en ansøgning om støtte, der får afslag, automatisk går videre og bliver bedømt af en anden af filminstituttets konsulenter. Men dette er ikke en væsentligt ændring i forhold til i dag, hvor man efter afslag på støtte gerne må søge påny ved en anden konsulent.

»Det forhold at ansøgningen sejler videre til den næste, er selvfølgelig bedre, end hvis den ikke sejler videre. Men det ændrer ikke ved, at den indstillende konsulent også skal være habil,« siger Jens Peter Christensen.

Filminstituttets ide om at lade en afvist ansøgning blive bedømt en ekstra gang ændrer heller ikke ved, at ansøgeren stadig kan sende sin ansøgning til den konsulent, der er en mest venlig stemt - eller måske endog en personlig ven.

»Dér vil man da starte - ellers vil man da være et fjols,« som Jens Peter Christensen formulerer det.

Brian Mikkelsen ønsker ikke at kommentere udspillet fra filmbranchen, før han har drøftet det med partierne bag det nye filmforlig.
Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.