Film

Filmen fejres i Berlin

Bille August, Cathrine Deneuve og afdøde River Phoenix er nogle af navnene på Berlinalen, der for en stund gør Berlin til hele verdens filmhovedstad.

Martina Gedeck og Jeremy Irons i Bille Augusts »Nattog til Lissabon«.
Martina Gedeck og Jeremy Irons i Bille Augusts »Nattog til Lissabon«.

I morgen begynder det, som sydlandske filmjournalister gerne fremhæver som verdens koldeste filmfestival: Berlinalen i Berlin der til gengæld opvarmes af den knap halve million tilskuere, der strømmer til.

Danmark er som vanligt repræsenteret med skuespillere, instruktører (som Susanne Bier der sidder i festivalens jury) og producenter, men vort lille-store filmland har, for en gangs skyld, ikke en film i hovedkonkurrencen, hvor der dystes om festivalens hovedpræmie, Guldbjørnen. I stedet pålægges det »Pelle Erobreren«-instruktøren Bille August at forsvare de danske farver med sin tysk-svejtsisk-portugiske filmatisering af Pascal Merciers filosofiske bestseller »Nattog til Lissabon«.

Filmen har en hale af europæiske skuespillere i små og store roller, der alle taler engelsk med portugisisk accent, og på den måde har Billes intereuropæiske nattog allerede sat sig selv i bås, som det filmkritikerne tilbage i 1980erne med en vis hånlighed kaldte en »europudding«. Den gang hævdede fordommen – med rette – at europæiske coproduktioner aldrig ville kunne måle sig med helstøbte Hollywood-film, da det ikke er muligt at forene filmfolk i forskellige lande i fælles kunstnerisk vision og forståelse. Men det var dengang. Filmbranchen er blevet endnu mere international, og Bille August kan sagtens komme til at imponere med en god film.

Det øvrige Europa er rigt repræsenteret i hovedkonkurrencen. Man ser eksempelvis frem til at få afsluttet den trilogi, som den østrigske provokatør Ulrich Seidl begyndte på med filmene »Paradise: Love« og »Paradise: Faith«. Seidl befinder sig i den hyperaktuelle åre af filmkunst, der blander dokumentarisme og fiktion på måder, som til syvende og sidst er helt uigennemskuelig. I den sorthumoristiske »Paradise: Love« tog Seidl således til Kenyas ferieparadis for at skildre mandlig prostitution og de ældre kærlighedshungrende kvinder, der udgør deres klientel, og de tropiske nøgenorgier, der kom ud af den rejse, blev for evigt ætset ind i publikums hjerner. Seidl er en stor, tankevækkende auteur, men man bliver oprigtigt foruroliget, når man læser i Berlinalens program, at hans film »Paradise: Hope« handler om en 53-årig mands affære med en 13-årig pige.

Den bosniske film »En episode i en skrot-samlers liv« af Danis Tanovic ligner ved første øjekast parodien på en langsommelig festivalfilm, men kan vise sig at være en rigtig neglebider ala det rumænske abortdrama »4 måneder, 3 uger og 2 dage«, der for nogle år siden vandt Cannes-festivalens Guldpalme. I den bosniske film kommer en fattig skrotsamler i Herzegovina under pres, da han opdager, at hans datter bærer på et dødt foster, der truer med at tage livet af hende, hvis ikke hun får det fjernet. Da skrotsamleren ikke har en sygeforsikring, vil hospitalet ikke behandle datteren, medmindre han på stedet betaler det en sum penge. Skrotsamleren forsøger nu desperat at redde sin datters liv på den eneste måde, han kender til: Ved at sælge skrot. Måske en instruktør, der har læst Karen Blixens »Sorgagre«?

Kvindelige filminstruktører er stadig så sjældent et fænomen, at de tre, der i år deltager i Berlinalens konkurrence, udgør en overrepræsentation. Med tanke på Berlinalens mission om at skildre den »virkelige« virkelighed, er overrepræsentationen dog helt på sin plads, i og med at kvinder fortsat betragtes som en slags tilbehør til mændene på film. Det vil kvindelige filminstruktører heldigvis ikke finde sig i, og få mandlige instruktører ville eksempelvis som i Pia Marais konkurrencefilm »Layla Fourier«, bygge en thriller op omkring en enlig afrikansk mor som hovedkarakter.

Catherine Deneuve har hovedrollen i Emmanuelle Bercots »Elle s’en va« om en kvinde, der realiserer sig selv i et møde med en række tidligere skønhedsdronninger. Et humoristisk setup, der bringer mindelser om Deneuves dedikerede præstation for nyligt i den avancerede franske folkekomedie »Portiche«.

Et lignende udgangpunkt finder man i den chilenske film »Gloria«, hvor en 58-årig kvinde omsider får revet sig ud af en tilværelse som TV-zombie, og i den rumænske film »Childs Pose«, der handler om en kvindes forhold til sin voksne søn. Om filmene giver kunstnerisk gevinst, ved man selvsagt ikke på forhånd, men hvor mange mandlige instruktører har nogensinde lavet film om deres mødre?

I den amerikanske film »The necessary death of Charlie Countryman« af spillefilmsdebutanten Frederik Bond, føjer Mads Mikkelsen endnu en rolle som psykopatisk killer til sit internationale cv, men filmen har allerede fået en ret forbeholden modtagelse på Sundance Festivalen, hvor den har haft sin første visning. Det har dog vakt mild opmærksomhed, at Lars von Triers kommende »Nymphomaniac«-stjerne Shia Lebouef tog LSD for at få en narkoscene i filmen til at virke mere overbevisende.

Berlinalen med festivaldirektør Dieter Kosslick i spidsen har altid anstrengt sig for at placere sig midt i aktuelle politiske brændpunkter, og i år er der programsat flere film, der nok skal blive diskuteret. Amerikanske Gus van Sant, der som oftest gør sig i kunsterisk finstemte teenagedramaer, har med filmen »Promised Land« taget fat på den miljøpolitisk kontroversielle naturgasudvinding, der kaldes fracking. I filmen skal en landsby i det amerikanske Midtvesten besluttte sig for, om de vil invitere nogle oliefirmaer ind og udvinde naturgas med fare for miljøødelæggelse. Denne type historie har været godt dramatisk materiale siden Henrik Ibsens »En folkefjende«, men filmen har allerede ført til voldsomme protester fra den amerikanske olieindustri.

Lige så målrettet designet til at sætte sindene i kog er tyske Christian Rosts dokumentarfilm med den tvetydige titel »Unter Menschen«, der handler om HIV-forsøg med aber. Og ved at sætte den iranske film »Closed Curtain« i konkurrencen rækker festivalen en hånd til den iranske instruktør Jafar Panahi, der sidder i husarrest i Teheran. Iranske filminstruktører holder liv i den traditionsrige, iranske film trods næsten umulige arbejdsvilkår og laver store film såsom Asghar Farhadis »The Separation of Nader from Simin«, der vandt Berlinalens Guldbjørn i 2011.

Den sølvbjørnebelønnede danske film »En kongelig affære« viste sidste år, at der stadig er masser af liv i den historiske film, og fans af kostumedramaer vil formentlig påskønne Guillaume Nicloux’ filmatisering af oplysningsfilosoffen Denis Diderots skandaleroman »La religieuse«. Michael Hanekes yndlingsskuespiller, Isabelle Huppert, spiller her en lesbisk nonne, der korrumperer en ung novice.

Den tyske instruktør Thomas Arslan skildrer i »Gold« en gruppe tyske emigranter i et strabadserende 1800-tals-trek på de øde amerikanske prærier og får dermed sat en stor tysk eksilminoritet på det filmiske landkort.

Mest gådefuld er den hollandske instruktør George Sluizers film »Dark Blood«. Sluizer har for år tilbage gjort sig bemærket med den meget uhyggeige thriller »The Vanishing«, men historien bag »Dark Blood« er i sig selv et filmmanuskript værdigt. Optagelserne på filmen var nemlig endnu ikke færdige tilbage i 1993, da filmens hovedrolleindehaver, River Phoenix, omkom af en overdosis i Los Angeles. Der fulgte et længere uskønt efterspil, hvor pårørende, advokater og Sluizer sloges om, hvordan filmen eventuelt kunne gøres færdigt. Først nu, 20 år efter at filmen første gang blev skrinlagt, er det lykkedes instruktøren at færdiggøre historien. Eller rettere noget af den, for i alle de scener, hvor River Phoenix skulle have optrådt, har instruktøren indtalt beskrivelser til publikum om, hvordan scenen skulle have set ud. Den samlede effekt skulle være mere overbevisende, end man skulle tro. Og måske beviser filmen i lighed med festivalens øvrige kunstneriske værker, at et mindre brag godt kan have en stor virkning.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.