14. april 2007, 02:30

Skønt det kun er 50 år siden, virker det som en fjern, støvet fortid indpakket i spindelvæv.

Men det er det ikke. Så sent som i 1950erne havde 200.000 danske familier deres liv på landet og levede af den fædrende gård og jord. Tilværelsen var, som den havde været det igennem generationer, præget af hårdt arbejde, udholdenhed og nøjsomhed. Familien og lokalsamfundet var den veldefinerede, men også snævre ramme om menneskers liv. Sådan er det ikke længere. Bykulturen har taget over - også der ude, hvor kragerne vender, og i dag er der kun 45.000 landbofamilier tilbage.

Nu har en række danske forfattere taget fat på den landbokultur, som de fleste af os kun et par generationer tilbage har rod i, men som i dag kun findes i de ældres erindring. Jens Smærup Sørensen skriver i sin nye roman »Mærkedage«, der handler om fire generationer i landsbyen Staun i Himmerland, om landbokulturens undergang. Vibeke Grønfeldt tager i sin roman »I min tid« fat på samme emne, og til maj kommer Bent Hallers »Den ottende bonde«, som handler om en gammel mand, der her i begyndelsen af det nye årtusinde ser tilbage på en tid og et samfund, som er væk. Andre fremtrædende forfattere - bl.a. Kirsten Thorup - har også kastet sig over emnet.

Der er ikke tale om nostalgisk Morten Korch-litteratur, men om romaner der med stor kraft beretter om en central del af dansk kultur, identitet og historie og som samtidig giver universelle, vedkommende menneskeskildringer.

»Det er romaner, som er vedkommende for brede læserskarer. Forfatterne skriver jo også om noget andet end den tabte landbokultur, nemlig menneskelivet. Det er, lige som når Ib Michael tager til Sydamerika og skriver om indianere, så er det samtidig en historie om dig og mig. Det er almene historier, hvor man kan genkende sig selv, også selv om man er ung og født og opvokset i København,« siger lederen af Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, Johannes Nørregaard Frandsen, der som forsker har beskæftiget sig med en række af de forfattere, der skriver om landbokulturen.

Men hvad får forfatterne til - oven i købet med stor kritikersucces, for både Smærup Sørensen og Grønfeldt fik her i avisen seks stjerner for deres romaner - at tage hul på den tabte landbokultur?

»Der er med det nye årtusinde en meget klar bevidsthed om, at den moderne verden for alvor er vores virkelighed, og at de sidste spor af den gamle verden er væk. Der findes stadig steder i verden, hvor den før-moderne kultur lever, men jeg tror, at vi alle oplever, at det kun er et spørgsmål om kort tid, før den forsvinder,« siger Jens Smærup Sørensen.

Ifølge ham er der i dag kun få mennesker tilbage, som på egen krop har oplevet landbokulturen, hvor slægten - som sikrede at gården og dermed livsgrundlaget gik i arv fra generation til generation - spillede en central rolle i samfundet. Bondesamfundet er et overstået kapitel, men spiller stadig en stor rolle mentalt, fordi så mange i så mange århundreder har levet i det, mener Jens Smærup Sørensen.

Vibeke Grønfeldt ser en stor udfordring i at prøve at forstå, hvad der sker, når så mange kræfter, der tidligere var bundet til arbejdet for at skaffe brød på bordet, bliver sat fri.

»Hvordan forvalter vi den frihed, vi har fået i kraft af, at det i det moderne samfund er så let at skaffe mad? Hvad sker der med os i den situation? Hvilke uforanderlige egenskaber har mennesker? Det er det, jeg prøver at se på,« siger hun.

Fællesnævneren

Ifølge Bent Haller har de forfattere, som skriver om den tabte landbokultur, den fællesnævner, at de selv har levet på landet, og så har de nået en alder, hvor de fået tiden så meget på afstand, at de nu kan skrive om den.

»Både Smærup og jeg er omkring de 60 og er født på landet og har gået bag hestene. Vi har nu den afstand til tiden, så vi kan pille de ting ud, som man som forfatter har brug for, når man gerne vil karakterisere noget. Det samme gælder andre forfattere, og derfor undrer det mig ikke, at der nu kommer en række romaner, der ikke er ens, men som befinder sig i det samme rum,« siger Bent Haller.

Også han siger, at det er ved at være sidste udkald, hvis man fra første hånd vil høre om livet i den gamle landbokultur. Der er kun få tilbage af dem, der mentalt aldrig forlod den gamle verden og tog springet over i det moderne.

»Det er via dem, som stadig kan huske tiden, at man kan skrive om det, men også fordi man selv har haft et forhold til den tid,« siger Bent Haller.

Hans kommende roman er inspirereret af en af disse overlevere. Han er oppe i 90erne og lever alene på sin gamle gård, hvor der ikke længere er husdyr.

»Jeg kender nogle af de gamle bønder, som i dag sidder tilbage i en verden, de ikke fatter en brik af, fordi de kommer fra et helt andet samfund. De sidder i dag ensomme ude på deres tomme gårde og har kun minderne. De kommer fra en anden tid. Ham, jeg skriver om, siger, at under besættelsen var alting meget bedre, for dengang var der fred og ro. Dengang levede man på landet meget isoleret. Der var måske otte personer på en gård, en karl og en pige, et gårdmandspar og børn. De arbejdede, fra solen stod op, til de om aftenen kravlede om bord i høkassen, og de lavede selv stort set alt, hvad de skulle bruge, så de forlod kun sjældent gården. Hvis de ikke havde læst aviser, ville de ikke have anet, at der var krig,« siger Bent Haller.

Sætter vor tid i perspektiv

Hverken han, Vibeke Grønfeldt eller Jens Smærup Sørensen begræder tabet af den gamle bondekultur, som - siger de - var både skidt og kanel.

»Men bondesamfundet sætter vores tid i perspektiv på godt og ondt. Det var på den ene side slid og slæb, og hvis man var anderledes, blev man banket på plads. På den anden side har vi også tabt nogle ting, bl.a. samhørigheden i familien. Hvis man som 20-årig læser disse romaner, så kan man se, at vi har mistet noget i os selv. I dag har vi så travlt, at alt bare kommer til at handle om os selv. Dengang var man mere forpligtede over for hinanden og en del af et kredsløb,« siger Bent Haller.

Jens Smærup Sørensen peger på nedbrydningen af slægtsbevidstheden, som en at de helt store forandringer. Mens slægten og familien i landbosamfundet spillede en kolossal rolle, fordi den sikrede, at gården gik i arv fra generation til generation og sørgede for arbejde og mad på bordet, så spiller den kun en ringe rolle i det moderne samfund.

»Statsmagten har gjort alt, hvad den kunne for at opløse denne slægtsfornemmelse og familien, fordi der ikke længere er brug for den. Staten har sørget for, at man allerede som 16-årig kan slippe fri af forældrene, hvis man har brug for det, og den har gjort skilsmisser til noget meget let. Det er sket med henblik på de behov, samfundet har nu om dage - nemlig stor mobilitet. Det moderne samfund har ikke brug for, at børn følger i deres forældres fodspor. Det har brug for det modsatte. I dag drejer vores liv sig om at finde på noget nyt hele tiden,« siger Jens Smærup Sørensen.

Johannes Nørregaard Frandsen siger, at landbrugskulturen altid har spillet en stor rolle i dansk kunst.

»Det er et tema, der hører naturligt hjemme i kunsten og litteraturen i et land, hvor landbrugssamfundet lige indtil for ikke så mange år siden spillede en kolossal rolle. Ikke bare som erhverv, men også som bevidsthedsform. Landbokulturen er et ikon, noget sakralt i vores bevidsthedsform. Det er grunden til, at det op igennem det 20. århundrede har været et centralt emne i litteraturen.«

Landbokulturen har sendt tre bølger igennem litteraturhistorien, mener Johannes Nørregaard Frandsen. Den første var ført an af forfattere som Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen og Johan Skjoldborg, der skrev om almue-landbruget, som blev overhalet af andelslandbruget. Den næste store markering havde Hans Kirk i den ene ende og Martin A. Hansen i den anden. De var ideologisk vidt forskellige, men de havde det til fælles, at de pegede på en værdikamp, og at landbruget for dem begge repræsenterede en værdi.

»Det tredje nedslag er de nulevende forfattere, som har en alder, der gør, at de selv har oplevet landbosamfundet, som nu er væk. De peger ud mod en verden, som var, men som stadig findes som et ekko og en stemning i dem selv. De holder et spejl op foran deres samtid, og i det står der: Kunne vi have gjort det anderledes? Det er en spørgen til, hvordan vi er kommet her til, hvor vi er. Hvad var det for nogle valg, vi traf? Hvad var omkostningerne og gevinsterne?« siger Johannes Nørregaard Frandsen.