6. april 2009, 19:05

Erik Galvit bøjede sig over sin døende mor i hospitalssengen, mens hun prøvede at sige noget til ham. Den kraftige, midaldrende mand havde svært ved at høre, hvad hans mor Inger hviskede. Hans navn havde hun svært ved at udtrykke; Erik er et hårdt ord at sige, når man ikke har kræfter til det lille stød af luft, der skal bruges til at lægge tryk på det første bogstav. Men så kom det alligevel: Din far er ikke din rigtige far. Ikke den biologiske.

Så døde mor Inger. Den 27. september 1992 udstødte hun sit sidste suk på Sundby Hospital. Men hendes hviskede ord blev begyndelsen til Erik Galvits jagt gennem mere end tyve år på sandheden om sin familie. Nu, på den symbolske dato 9. april, udgiver han sin og moderens historie i en bog med titlen »Tyskertøs eller forbudt kærlighed«.

Lad os bare røbe slutningen på historien med det samme. Den er, i hvert fald foreløbig, endt så lykkeligt, som man kan håbe at sådan en historie kan. Erik, der hedder Oluf Otto som mellemnavn, har i dag tre tyske jævnaldrende halvbrødre, som han og fru Birthe jævnligt besøger eller får besøg af. Han har set sin fars grav, og han har forstået, at hans mor ganske vist giftede sig med en anden, men aldrig holdt op med at håbe på, at den tyske marinesoldat, Fritz Otto, som blev far til Erik Galvit, vendte tilbage. Efter krigen gjorde mor Inger hvad hun kunne for at skjule, hvem der var far til hendes barn fra 1942. Men nu, 65 år senere, vedkender Erik Galvit sig helt og fuldt sit ophav. Endda i en grad, så han har taget faderens efternavn, Otto, som sit eget mellemnavn.

Historien om »tyskertøsen« og hendes barn begynder i juni 1940 på en bænk bag det nye rådhus i Korsør. Fritz Otto er marinesoldat på en orlogskutter, Inger er lige fyldt 16 og har ikke lært noget om graviditeter, og hvad der følger af risiko, når piger er nået til den alder, hvor menstruationen er begyndt. Alt hvad Inger har fået at vide fra sin mor den dag, Inger vågnede op med blod i sengen var, at nu er hun blevet voksen.

Fritz Otto bliver snart en vellidt gæst i Ingers hjem. Flere af Ingers veninder går også med tyske soldater, men Fritz Otto er ikke den eneste mand, der varter den unge pige op. Mens Fritz er borte, er Inger flere gange i nærkamp med den unge elektriker Reinholt Vigand Jørgensen; den ene gang forsøger han stående samleje i opgangen til pensionatet, hvor han bor. Den anden gang er Inger gået med på hans værelse, hvor hun voldtages, eller noget der ligner. Men sædafgangen sker på tøjet, da Reinholdt Jørgensen får krampe undervejs. Reinhold Jørgensen må have været en skidt knægt, for han har allerede en faderskabssag bag sig plus en pæn gæld, da han forsøger at liste bukserne af Inger i Korsør. Reinholt Jørgensen kommer vi tilbage til.

Men i november 1941 går det galt. Fritz Otto og Inger har længe haft, hvad der i datidens sprog kaldtes »kønslig omgang«, og 17. november er Fritz Otto atter med sit skib i Korsør.

Ingers far Oluf var død i foråret, og siden sankthans var forholdet mellem de to unge blevet stedse mere hedt. Fritz havde længe haft hånden under Ingers bluse, og snart kunne Inger ikke længere kalde sig jomfru. Den 17. november skulle Inger til aftenskole i Arbejdernes Samaritter Forbund, hvor hun blandt andet kunne lære om graviditet og forebyggelse. Men den del af kurset står i lærebogen på side 200, og så langt var de ikke nået, da Fritz Otto og Inger er alene hjemme og kondomet brister.

I januar 1942, efter intermezzoet med Reinholt Jørgensen, ringforlover Fritz og Inger sig. I løbet af foråret kan graviditeten kan ikke længere skjules; i juni har Inger papir på sin graviditet og rejser faderskabssag. Ikke mod tyskeren, men mod Reinholdt Jørgensen. Men blodprøverne frikender Reinholdt. Og nu bliver det indviklet. Inger må være blevet skamfuld over omgangen med fjenden og beder Fritz Otto om ikke at sige, at han er faderen. Det har sikkert passet ham godt, thi samtidig med den danske ringforlovede dyrker han sin tyske kæreste, Mara. Men trods skamfølelsen rejser Inger nu alligevel faderskabssag mod Fritz Otto. Han erkender den kønslige omgang, men nægter at have været i Korsør den 17. november 1941, som efter dansk og tysk lov er inden for den formodede avlingsperiode. Rapporter fra den tyske krigsmarine viser senere, at Fritz Ottos skib vitterligt var i Korsør i de dage. Fritz Ottos blodprøver viser også, da det endelig er lykkedes de tyske myndigheder at lokalisere Fritz Otto trods krigens omskiftelser - at han kan være faderen.

Men da faderskabssagen mod Fritz Otto efter mange udsættelser afgøres ved retten i Korsør i 1946, fremskaffer retten ikke disse dokumenter. Retten skriver heller ikke efter Fritz Otto på den adresse i Tyskland, som myndighederne kender, og hvor han igen opholder sig efter krigsafslutningen. Man nøjes med at efterlyse ham i Statstidende, som ikke læses i mange eksemplarer i det sønderbombede Tyskland. Fritz Otto frikendes. Ingers barn, der blev født i 1942, får rettens ord for, at hans far er ukendt.

Vendt hjem til Tyskland har en indadvendt og tavs Fritz Otto etableret sig med familie, og kan åbenbart det med sønner. Han får tre med Mara, som ved, at Fritz var involveret med en kvinde i Danmark, fordi de tyske myndigheder i anledning af faderskabssagen forespurgte om hans feltpostnummer i et brev, som Mara læste, da hun befandt sig i hospitalssengen efter at født hendes og Fritz’ første barn. Fritz har kun set sit danske barn en enkelt gang, da han passerede barnevognen i Korsør. De lange lyse lokker får ham til at tro, at barnet er en pige. Mara, og efterhånden også sønnerne, tror i de næste mange år, at de har en halvsøster et sted i Danmark.

I 1967 dør Reinholt Vigand Jørgensen – den unge elektriker, der i et eller andet omfang forgreb sig på Inger på pensionatet i Korsør. 11 år senere viser Inger hans annonce til sønnen Erik, der ligesom den øvrige familie har udskiftet efternavnet Jacobsen til Galvit. Inger siger, at Reinholt var Eriks rigtige far. Samtidig søger Inger skilsmisse fra Karl.

Da Inger er død i 1992, begynder Erik Galvits kamp med Landsarkivet og Rigsarkivet og en stribe andre myndigheder for at få adgang til sin families historie, som ender med at fylde fire fyldte ringbind. Undervejs når han at skrive til både statsministeren og familieministeren, og han får hjælp af en højesteretsdom, der omsider har slået fast, at Danmarks meget restriktive arkivlovgivning må vige for børnelovene, der siger, at børn har ret til at vide, hvem deres forældre er. Myndigheder, der ikke lige svarer på henvendelser, opdager efterhånden, at Erik Galvit er en stædig mand. Omsider opdager han, at hans moder havde forsøgt at rejse en faderskabssag mod en tysk marinesoldat. Galvit opdager også, at væsentlige oplysninger om Fritz Ottos besøg i Korsør 17. november 1941 og om hans blodtype ikke blev taget i betragtning af retten i Korsør, da den afviste faderskabssagen. I 2004 svarer en omhyggelig dame fra det tyske arkiv, Deutsche Dienstelle, at de har sendt et brev til Fritz Ottos efterladte sønner og spurgt, om Erik Galvit må tage kontakt til dem.

I 2006 stirrer en forbløffet dame ved retten i Korsør på Erik Galvit, da han møder op med en indkaldelse til en faderskabssag i hånden. Hvordan er han dog involveret, spørger hun. Galvit forklarer, at han er barnet. Og så omsider lykkes det: Erik Galvit får dom for, hvem hans far er.

Erik Galvit og hans hustru, Birthe, har haft et aktivt liv som selvstændige, senest med barneudstyrsforretningen BabyCare. Han har været aktiv formand for en række foreninger og medlem af byrådet i Næstved i flere perioder. Altså en kendt skikkelse i det sydsjællandske. Men det har ikke påvirket hans beslutning om at fortælle hele familiens historie, inklusive de mindre kønne.

»Jeg er en ganske almindelig dansker med en familie med glæder og sorger,« siger han. Der er ikke noget at skjule. Og udover ønsket om at kende sine rødder er han drevet af et ønske om at rehabilitere sin mor og de andre unge kvinder, der forelskede sig i en tysk soldat.

»Min mor var egentlig en ganske forkælet ung pige. Så kom krigen og så væltede hele verden,« siger Erik Oluf Otto Galvit.

Inger min mor - tyskertøs eller forbudt kærlighed. Erik Oluf Otto Galvit. Galvit Holding ApS. Udkommer 9. april.