20. juni 2002, 22:30 – opdateret 26. februar 2003, 12:22

WASHINGTON

Mellem politik og privatliv er der en zone så grå som katten om natten, og det bliver stadig sværere at se, hvornår det ene holder op, og det andet begynder.

Når en politiker åbner sit hjem og poserer med familien - er det så politik eller privatliv? Når en politiker gør sig til fortaler for familien og, direkte eller indirekte, optræder som den store familiemand - er det så politik eller privatliv?

I bedste fald er det ligegyldigt.

En politiker som Al Gore optræder jævnligt med sin familie, hans seniordatter var også hans seniorrådgiver i valgkampen, og far, mor og døtre syntes antiseptisk renset for skandaler eller uoverensstemmelser mellem det gjorde og det sagte. Politik og privatliv glider sammen i en lykkelig - men uvirkelig - symbiose. For Gore er ikke virkeligheden. Virkeligheden er en anden og mere grumset affære, og vicestatsminister Bendt Bendtsen er ikke ene i sin kvide.

I de senere par år har fremtrædende ministres børn i USA, i Storbritannien, i resten af verden, optrådt i medierne, fordi de har forbrudt sig mod skrevne eller uskrevne regler, og det er formentlig ikke fordi, politikerbørnene har forenet sig og pr. resolution vedtaget, at nu vil de til at gå til vaflerne. Nej, forklaringen er snarere, at politikere og medier i samdrægtighed i højere grad har eksponeret børnene.

Præsident Bush forsøgte under valgkampen i 2000 at gå en vanskelig balancegang. På den ene side skulle det ikke se ud som om, han brugte sine to tvillingedøtre i valgkampen; på den anden side skulle verden også vide, at han var far til to teenagepiger, og han omtalte dem i sine taler, og han sørgede for at positionere dem strategisk på republikanernes konvent. Måske var de ikke hver dag under valgkampen i hans halehæng, men vi vidste, at de var der - 19-årige Jenna og Barbara Bush.

Og så satte virkeligheden ind. Efter han var blevet valgt, mente tvillingedøtrene åbenbart, at de længe nok havde opført sig skikkeligt. Jenna blev anholdt og sigtet for at drikke, skønt hun var under den lovlige drikkealder på 21 år, og det amerikanske tabloidblad über alles, National Enquirer, kørte en fotoserie med unge Jenna på vulkaner og hævdede, at hun også røg hash.

Var det en historie for det store oplag?

I begyndelsen gik de amerikanske aviser til sagen som en asket til en buffet, men det endte med at blive en historie, for Jenna gentog kort efter succesen, hun drak på en mexicansk restaurant, som ifølge Washington Post var kendt for »dårlig mad, men potente drinks«, og hun trak sin tvillingesøster med i faldet. De to Bush-piger blev sigtet, og Jenna blev dømt til samfundstjeneste og ikendt en bøde på 500 dollar.

Nu var det en historie. »Jenna & Tonic«, skrev New York Post, og alle andre aviser fulgte trop og bemærkede bl.a., at Bush i sin tid som guvernør havde fået vedtaget en lov, som skærpede straffen for mindreårige, der drak, og flere skribenter trak også linjen fra tvillingedøtrene til faderen, der havde en fortid som en intetfornægtende levemand, som bl.a. i 1976 blev anholdt for spritkørsel, og som senere holdt denne oplysning hemmelig over for sin familie og vælgerne.

»Der er ingen tvivl om, at hemmeligholdelsen skadede tvillingedøtrene, og deres opførsel synes at være en reminder om det,« skrev Joan Walsh i web-magasinet Salon.

Ydmygelser

Og dét synes at være en skærpende omstændighed, når medierne tager finvægten frem og vurderer, om den type historier nu også er historier - hvis børnenes adfærd på en eller anden måde repræsenterer en disharmoni til politikerens politik.

Den konservative leder Bendt Bendtsen slog sig i fynsk lokalpolitik op på en stærk lov-og-orden linje, og da han var byrådsmedlem i Odense, var ingen mere i haserne på unge lovovertrædere end den fremadstormende kriminalbetjent. Så når hans søn pludselig optræder som lovovertræder, er det næsten en invitation på stift og blankt papir til at skrive om sagen, og det erkendte Bendtsen også, for han offentliggjorde selv forholdet.

Tag en pendant fra Storbritannien.

I 1998 var Jack Straw for britisk politik, hvad Bendt Bendtsen har været for dansk. Straw var justitsminister, og efter Labour i årtier var blevet identificeret med bløde hænder og eftergivenhed over for kriminelle, var det Straws opgave at bevise, at socialdemokrater også kunne være barske. Og det gjorde han. Han skærpede bl.a. strafferammerne for vold og narkosalg, og manøvren lykkedes i en sådan grad, at de britiske medier kaldte ham en »jernmand«.

Men i 1998 blev han ramt af nemesis. Den britiske tabloidavis The Mirror havde hørt, at Straws 17-årige søn William ikke blot brugte hash, men også i en snæver vending kunne skaffe stoffet, og derfor foretog avisen en undercover operation. En af avisens reportere henvendte sig til William og forhørte sig om muligheden for at få købe hash, og, ganske rigtigt, unge Straw bed på, og historien var i hus.

»Det var en ydmygelse for mig. Selvfølgelig var det det,« sagde Jack Straw kort efter, men han understregede, at han ikke overvejede at ændre sin eller regeringens holdning.

En britiske politiker, som derimod ændrede sin holdning efter en lignede affære, var Sir David Steel, tidligere leder af det liberal-demokratiske parti. Hans søn røg i fængsel for at dyrke hashplanter, og da sønnen kom ud, deklamerede junior trodsigt: »Jeg vil fortsætte med at ryge hash,« og det gav senior stof til eftertanke.

»Jeg drikker alkohol og ryger cigarer. Jeg har mine stimulanser. Hvorfor må min søn så ikke have sine,« spurgte Steel.

Den britiske premierminister, Tony Blair, er heller ikke ukendt med truslen fra børneværelset.

I juli 2000 var hans 16-årige søn Euan gået i byen sammen med sine kammerater for at fejre sidste skoledag, og politiet anholdt ham ud på natten, da han blev fundet »sanseløst beruset og opkastende« på Leicester Square i London.

Det er ikke, hvad nogen forælder håber på, og det er bestemt ikke, hvad en forælder, som er premierminister og bliver kaldt »Sct. Tony«, håber på. Det var svært både familiemæssigt og politisk, har Blair tidligere udtalt.

Far er væk

Jeb Bush, guvernør i Florida og bror til præsident Bush, falder i samme kategori - kategorien af politikere, hvis børns adfærd trodser faderens politik. I januar i år blev hans 24-årige datter, Noelle, anholdt, da hun forsøgte at snyde sig til det beroligende præparat Xanax. Datteren ringede til et apotek og gav sig ud for at være en læge, som ordinerede den pågældende medicin til en patient, og efter midnat dukkede hun så op på apoteket for at hente det. Apotekeren fattede imidlertid mistankte og tilkaldte politiet, og Noelle blev lagt i håndjern og fængslet.

Jeb Bush havde som guvernør advokeret for en streng lov-og-orden linje og slået hårdt ned på bl.a. receptfalskneri, og her var så hans egen datter afsløret i netop receptfalskneri.

»Det får mig til at stille spørgsmål ved mine evner som far, ikke ved min politik,« sagde Bush bagefter. »Når man har problemer med sine børn, uanset om det er misbrug eller hvad det er, så er der altid et element af skyld. Gjorde jeg noget forkert som forælder?«

Følelsen af skyld er et gennemgående træk hos alle forældre, der oplever noget tilsvarende - men måske i endnu højere grad hos en forælder, der har stræbt vidt og nået højt.

Det er uundgåeligt at spørge sig selv: Har jeg været så ambitiøs, har jeg villet så meget, at jeg undervejs har svigtet min familie?

I de fleste demokratier er politikere væk fra hjemmet i dagevis, og når de endelig kommer hjem på weekend, så bruger de ofte lige så meget tid på deres vælgere som på deres børn. Catherine Smith, datteren af den tidligere britiske Labour-leder John Smith, gav i april et åbenhjertigt interview, og heri fortalte hun om fraværet af sin far: »Der var aldrig tid til de lange følelsesmæssige samtaler. Min far var der stort set ikke i min barndom. Der var kun os fire - min mor, mine to storesøstre og mig.«

Selv demokratiets sekundviser, et byrådsmedlem, kender til disse krav. Der er byrådsmøder, udvalgsmøder, underudvalgsmøder, vælgerforeningsmøder, bestyrelsesmøder, gruppemøder, vælgermøder, og hvis man vil videre end et sæde i teknisk udvalg og årsmødet i Kommunernes Landsforening, så må der klemmes endnu mere på - og der er som regel også et arbejde, der skal passes ved siden af.

Som et politikerbarn engang udtrykte det: »Politikere taler meget om børn, men de er ikke meget sammen med deres børn.«

Det er uvist, om det gælder for Bendt Bendtsen. Selv familier, hvor begge forælder har puslet om deres børn som overihærdige kustoder, bliver ramt af udskejelser og lovovertrædelser.

Komplekser

Men er politikerbørn mere i risikogruppen, når det gælder den slags udskejelser og lovovertrædelser?

Er det - som Catherine Smith sagde i interviewet i april - »en forbandelse at være et politikerbarn?«

Meningerne blandt eksperter er delte.

Michael Howe, psykologiprofessor på Exeter University, tilhører den ene skole. Han sagde efter Smith-interviewet til The Times, at politikerbørn har akkurat de samme behov og drifter som deres jævnaldrende. »Der er meget få teenagere, som ikke på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt, har gjort oprør mod deres forældre. De vil have spænding, de vil have oplevelser, og det er ikke altid fornuftigt.«

Howe mener, at den kendsgerning, at faderen eller moderen er politiker, eksponerer den »ufornuftige adfærd«, men ikke fremelsker den.

Psykiateren Petruska Clarkson har en anden mening. Hun siger til Times, at »politikerbørn og børn af andre berømtheder hele tiden er udstillet, og de bliver aldrig betragtet som den, de i virkeligheden er - kun som søn eller datter af NN.«

Det kan skabe komplekser, som kan udløses i ubetænksomhed.

Hun giver som eksempel den tidligere britiske premierminister John Majors søn. Da han var teenager, havde han en affære med en 12 år ældre, gift kvinde, og han måtte have vidst, at historien ville eksplodere.

Og måske var det også, hvad han ønskede, siger Clarkson. En mulighed for at sige: Jeg er min egen herre.

Clarkson og Howe er imidlertid enige om, at der er sket et værdiskred - både blandt medierne og politikerne. Medierne, også danske, er mindre håndsky, når det gælder omtalen af offentlige personer og berømtheders privatsfære, og politikere er også mindre tilbageholdende med at inddrage privatsfæren. Tag politikeren Jennifer Carroll, som opstiller til Kongressen i Florida, og som i 2000 plastrede TV-kanalerne til med reklamer, der viste hende og hendes tre børn, Nolan, Nyckie og Necho. Børnene blev berømtheder i skolegården. 11-årige Nyckies kammerater betragtede hende som en mindre Hollywood-stjerne, mens 13-årige Nolans kammerater bl.a. gjorde nar af en reklame, hvor han som yngre fangede en fisk.

En ekspert advarede dengang i avisen Florida Sun-Times mod så dramatisk en eksponering af børn. »Tænk hvis deres far eller mor taber valget, så skal de i skolegården høre på, at deres far eller mor er en taber. Så er de ikke berømtheder, så er de til grin.«

Men børnene tog al virakken roligt. »Jeg nyder det, og hvis de driller mig, så er jeg bare ligeglad,« sagde Nolan.

Så mellem politik og privatliv, mellem børn og ambitioner, er der en zone så grå som katten om natten, og selv om det kan være uendelig svært at finde noget konstruktivt i Bendt Bendtsens private problemer, så minder det os om, hvad vi godt vidste.

At vi alle, selv verdens mægtigste mænd og kvinder, aldrig er for mægtige til at være far eller mor.