Regeringen arbejder på et lovforslag, der skal hindre kommuners mulighed for at give konkurrenceforvridende støtte til små biografer. Det er en alvorlig trussel mod lokalsamfundene, lyder advarslen.
22. februar 2012, 16:31 – opdateret 22. februar 2012, 16:41
Lokale biografer over hele Danmark risikerer at miste noget af eller hele deres kommunale støtte i fremtiden. Det kan blive konsekvensen af et nyt lovforslag, som Kulturministeriet arbejder med.
Kommuner kan i dag give ubegrænset støtte til biografer. Men dermed risikerer kommunerne at lave konkurrenceforvridning, mener Europakommissionen. Derfor har den over for regeringen påpeget nødvendigheden af at udarbejde retningslinjer for, hvornår kommuner kan give støtte til biografer. Det skriver avisen Kommunen.
- De her biografer bliver jo tit drevet på en helt anden måde end de kommercielle. I virkeligheden fungerer de også som kulturhuse, hvor forskellige foreninger eksempelvis kan vise film, siger Flemming Olsen, der er formand for børne- og kulturchefforeningen. Han frygter for konsekvenserne i lokalsamfundene, hvis forslaget bliver til virkelighed.
Henvendelsen fra Europa-Kommissionen kommer efter, at Nordisk Film, CinemaxX og Foreningen af Større Provinsbiografer har klaget over kommunal støtte til biografer. Klagerne vurderer, at mellem 20 og 30 danske biografer i dag får konkurrenceforvridende støtte. Det drejer sig om støttede biografer, der viser de samme film som de kommercielle biografer, og som ligger i geografisk nærhed af en kommerciel.
Gentofte Kino nævnes som en af de problematiske støttemodtagere i klagen fra biografselskaberne. Ejeren af Gentofte Kino, Erik Hamre, tror, at de kommercielle biografer skyder sig selv i foden ved at fjerne eksistensgrundlaget for nogle små biografer.
- Dem, der har klaget til EU, sidder jo på omkring 80 procent af markedet, og jeg har svært ved at se andet, end at her kommer Kong Salomon efter Jørgen Hattemager, siger Erik Hamre til avisen Kommunen.
I Kulturministeriet kan man endnu ikke sige, hvilke retningslinjer man arbejder med. Ifølge regeringsgrundlaget skulle der være kommet et lovforslag i denne måned, men denne tidsfrist er væsentligt udsat.
- Vi er kun politisk interesseret i at bevare et mangfoldigt biografnet. Det er derfor, at vi giver os god tid til at finde nogle holdbare løsninger, siger specialkonsulent Jan Opstrup Poulsen, Kulturministeriet.

































