Vatikanet besværliggør optagelserne til Da Vinci Mysteriets efterfølger som biskopperne dømmer blasfemisk - uden at have læst manus.
17. juni 2008, 08:07 – opdateret 17. juni 2008, 09:12
En stor del af Da Vinci mysteriets efterfølger, Engle og Dæmoner, vil blive indspillet i Hollywood, selvom historiens vigtigste scener primært udspiller sig i Rom.
Vatikanet har nemlig nægtet filmholdet lov til at optage scener på Vatikanets grund og i de katolske kirker i Rom i filmatiseringen af Dan Browns populære thriller.
Da Da Vinci Mysteriet havde premiere for et par år siden, opfordrede den katolske kirke sine tilhængere til at boykotte filmen, fordi den efter kirkens mening var blasfemisk, da plottet var, at Jesus giftede sig med Maria Magdalene og fik børn med hende.
Ifølge ærkebiskop Velasio De Paolis er Engle og Dæmoner også blasfemisk og »sårer religiøse følelser.«
»Det ville være uacceptabelt at lave kirkerne om til filmsets, så Dan Browns blasfemiske bøger kan gøres til film i forretningens navn,« siger ærkebiskoppen ifølge Times Online.
Behøvede ikke læse manuskriptet
Plottet i Engle og Dæmoner kredser omkring et ældgammel broderskab, Illuminati, som vil have en ny pave på posten og ødelægge Vatikanet.
I den forbindelse bliver en række kardinaler myrdet og efterladt med symbolske mærker på kroppen, hvilket symbolforsker Robert Langdon – spillet af Tom Hanks – skal opklare.
Men det er slet ikke sikkert, at Vatikanet kender til bogens plot.
Fader Marco Fibbi, der er talsmand for bispedømmet Rom, siger:
»Normalt læser vi manuskriptet først, men det var ikke nødvendigt i dette tilfælde. Navnet Dan Brown var nok.«
Det forventes, at Engle og Dæmoner får premiere i de danske biografer maj 2009.
































