15. juni 2009, 22:30

Geert Mak har skrevet en beretning om Hollands historie i det 20. århundrede. Han er ikke faghistoriker men journalist, og hans bøger er journalistiske fortidsrejser som en slags guidebog over landets skæbne med stærke personlige ingredienser.

Bøgerne har opnået stor popularitet i Holland, men har ikke altid fået skulderklap af faghistorikerne. Men det ser Geert Mak ud til at overleve. Hans bog fra 1999, »Min fars århundrede«, har fået sin titel af den gode grund, at hans far er hovedpersonen i fortællingen. Bedstefaderen var sejlmager i Schiedam, og en urokkelig konservatisme og religiøsitet hvilede over det hollandske samfund ved starten af århundredet. Vi følger Geerts far, der blev calvinistisk præst og drog til Indonesien, mens andre familiemedlemmer blev hjemme i Holland. Gennem faderens og familiens øvrige familiemedlemmers liv fortæller Geert Mak ikke blot om familien Maks skæbne men om hele Hollands, om kolonien Indonesien og om livet i Holland under nazismens trussel.

Hans fars udsendelse til Indonesien giver Geert Mak rig lejlighed til at beskrive Hollands hårde fremfærd over for den oprindelige befolkning, der blev behandlet som slaver. I Holland opretholdt befolkningen illusionen om neutralitet, mens Europa brændte. Den fantasi holdt, lige indtil landet selv blev besat, og alle illusioner røg sig en tur. 300.000 hollændere blev dræbt under krigen, heraf 104.000 hollandske jøder.

Det er ikke noget kønt syn på hollænderne, Geert Mak fremmaner. Som kolonister var de ubarmhjertige og manglede menneskelig medfølelse. Som borgere i det lille træskoland var mange af dem uden forståelse for totalitarismens farer og egoister og smålige i deres holdning til lidelserne, der foregik lige uden for deres dør.

Er det sådan, du ser dine landsmænd – som en flok opportunister og småracister?

»Sådan ser jeg slet ikke min beskrivelse af hollænderne. De forsøgte at overleve i en vanskelig verden. De fleste var ikke specielt modige, og de vendte gerne det blinde øje til fortrædelighederne ude i verden, men det var, hvad de fleste befolkninger gjorde. Sådan er virkeligheden, og jeg har forsøgt ikke at stille mig fordømmende an. Og der var jo også få modige, der kæmpede mod nazismen og forsøgte at redde jøder«.

Jeg synes dog, at du får sagt nogle temmelig barske ting om hollændernes behandling af indoneserne og deres manglende modstand mod tidens fascisme?

»Det er rigtigt, at de behandlede indoneserne dårligt – ja, som andenrangs mennesker. Men de var ikke nødvendigvis racister i nazistisk forstand, men hele deres tankeverden omfattede ikke den oprindelige befolkning som ligeværdige. Og det gjaldt også min egen mor. Der var en lang række eksempler på utrolig barsk behandling af disse mennesker. Men hollænderne var ikke værre end så mange andre, og heller ikke i spørgsmålet om jøderne i 1930erne og 1940erne stod det så grelt til. De fleste var ikke egentlige jødehadere, som man fandt det i Frankrig eller Polen. Ganske vist var jøder ikke vellidte, men egentlig jødehad var sjældent. Men netop derfor er det et stort mysterium, det såkaldt hollandske paradoks, at netop i Holland blev de fleste jøder myrdet«.

Jeg må fastholde, at læser man din bog, fremtræder hollænderne ikke som helte under 1930erne og 1940ernes periode, nærmere som medløbere og opportunister. Tillad mig at citere: »Perioden 1940-45 har man, netop fordi det hele var og er så pinligt og kompliceret, altid villet presse ned i bestemte skemaer.« Og om jødeforfølgelserne skriver du bl.a.: »Så længe det blev ved ordene, var der ikke mange, der tog anstød af den tiltagende antisemitisme.«

»Ja, min vurdering er ganske hård, men jeg vil alligevel hævde, at det ikke er en helt korrekt beskrivelse. Jeg vil hellere sige, at de vendte hovedet væk. De dyrkede ideen om Holland som et neutralt land, der ville klare sig igennem det europæiske uvejr, og de holdt sig derfor mentalt på afstand af konflikten. Men det var såre menneskeligt. Geografien gav os ikke mange muligheder for at spille helte. Det var ikke som i Frankrig, hvor man kunne skjule sig i bjerge eller store skove. Så vi kom ikke ud af krigen som helte, men ord som medløbere og opportunister finder jeg for stærke. Men jeg vil give dig så meget, at det ikke er noget glorværdigt århundrede, og at mange hollændere simpelthen ikke udviste nogen særlig medmenneskelighed. Og ja, nogle gange føler jeg forbavselse, ja endda vrede over, hvad man gjorde mod andre, ikke mindst når man ikke vil diskutere det.«

Men der er dog helte i din bog; ikke mindst de calvinister, hvis miljø din egen familie kom ud af?

»Også det er splittet. Mange calvinister var frygtelig irriterende, hellige og arrogante. Jeg kender dem jo, for det er en del af min familiehistorie. Men der var noget specielt hos disse stædige mennesker, hvis gudsfrygt og religiøse liv rakte flere århundreder tilbage i vort lands historie. Der var en selvstændighed og ubestikkelighed, der gjorde, at de ikke blev til nazisternes forbundsfæller, selvom den kombination egentlig lå lige for. De var de første, der blev frihedskæmpere, og mange af dem var med til at redde jøder. Ikke fordi de egentlig kunne lide jøder, men de følte et ansvar over for dem, fordi de opfattede dem som guds børn. Der var en kerne af humanistisk medfølelse, som ellers var et savn blandt europæiske folk.«

Denne manglende menneskelige medfølelse, denne venden det blinde øje til, er det noget af det, der stadig gør ondt i hollandsk historie?

»Ja, og kun gennem debat om historien kan vi gøre noget ved det. Jeg er en stor tilhænger af historiske og samfundsmæssige debatter, for det skaber uanset uenigheder en fællesskabsfølelse og forståelse af, hvad vore fælles rødder er. Derfor er debatterne med muslimer om demokrati og tolerance netop nu så vigtige, og jeg synes også, at de har bragt os videre.«

Geert Mak blev ligesom så mange præstesønner revolutionær. Han blev redaktør af et venstreorienteret studenterblad og blev socialist af en ubestemmelig pacifistisk art. Man fornemmer det klart i hans bog, hvor hans vrede over hollændernes behandling af indoneserne og manglende empati for Europas forfulgte klart skinner igennem, mens der ingen kritisk distance er af betydning, når han i sin hollænderhistorie når op til 1960erne og 1970erne og skildrer sin egen generations oprør. Her er det fantasien og opgøret med det stivnede samfund, der udmales, mens fascinationen af totalitære regimer og flirteriet med volden ikke rigtigt fortælles. Fortællingen bliver pludselig flad som en mao-sko, og den kritiske distance forsvinder.

Er jeg for kritisk, Geert Mak?

»Bogen er fra 1999, og man skal have distance til sin egen historie for at kunne fortælle den. Men, nej, du er ikke uretfærdig. Der er en manglende kritisk distance i min beskrivelse af min egen generation, som ikke klæder bogen, kan jeg godt se nu. Vi undervurderede fuldkommen kommunismen og venstreradikalismen og den giftighed, som de spredte i vort miljø. Lige som mine forældre og bedsteforældre kiggede væk i 1930erne og ikke ville se de nødlidende, sådan kiggede vi væk i 1970erne. Men dog må jeg sige, at vi jo ikke blev som de tyske radikale, der støttede en terrorgruppe som Rote Armee Fraktion, der myrdede en masse mennesker. Vi blev ikke voldelige, men havde det i munden«.

Er det helt korrekt? Der var dog en voldsfascination og hollændere, der var parate til at sprænge bomber for palæstinensernes sag, og Mao og Mao-sko var også hos jer det store nummer?

»Det er rigtigt, men det meste var ord, men jeg har da en gang imellem mareridt over nogle af de artikler, som jeg selv skrev, og hvor jeg anvendte alle tidens værste klicheer«.

Hvis du skulle skrive din bogs slutning igen, ville den så blive anderledes end den fra 1999?

»Ja, så absolut. Men det kræver tid og perspektiv at kunne erindre klart. Jeg citerer i bogen Klaus Mann for at sige, at man ikke kan stole på sine erindringer, og dog eksisterer der ikke anden virkelighed end den, vi bærer i vores hukommelse. Mellem os selv og intet står vores evne til at erindre, et problematisk og skrøbeligt værn, siger Mann. Hvor vi først nu kan se 1940erne tegne sig klart, så er vi slet ikke nået til 1970erne.«.