5. december 2009, 22:30

Kai Bo Rasmussen var kun en knægt, da han lagde en plan for sit liv. Han ville være kriminel. Det var ellers ikke, fordi den spinkle, rødhårede dreng var nogen hård negl. Tvært­imod var det altid ham, der fik tæsk af de andre drenge nede i gården. Tæsk fik han for øvrigt også, når han kom hjem for at få trøst hos sin mor.

»Jeg var ikke rigtig velkommen, nej. Min mor bankede mig, når hun kunne komme til det. Det syntes hun åbenbart var sjovt. Jeg måtte ikke pibe. Hvis jeg kom ind og sagde, at der var nogen af drengene derude, der havde banket mig, så fik jeg bare èn på hovedet, og så ud igen: »Du skal ikke komme her og være en tøsedreng, du må kunne klare dig selv …«

Greb din far aldrig ind?
»Min far var en tøffelhelt, ikke? Han turde sgu ikke sige noget til hende, så fik han hverken det ene eller det andet. Min mor var meget, meget dominerende. Jeg skulle bare skrubbe af. Ligegyldig hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok. Selvfølgelig elskede jeg min mor, og jeg kunne ikke forstå det. Og jeg prøvede jo at gøre hende glad den ene gang efter den anden,« fortæller Kai Bo Rasmussen og husker dengang, han gik hen til bageren for at købe kager til sin mor.

»Lommepenge eksisterede ikke i min mors verden. Men nogle gange fik jeg lidt penge af min farmor. Hun boede i en lejlighed i den samme gård som vores ude på Finsensvej. En dag havde jeg fået en krone af min farmor, og så gik jeg ned til bageren og købte fire marengskys. Da jeg kom hjem til min mor, spurgte hun: ’Har du fået penge af farmor?’ ’Jah, det har jeg.’ Så hev hun den her hvide bagerpose med de fire marengs i ud af hænderne på mig, og så trampede hun på dem.
Da kan jeg lige så tydeligt huske, at jeg tænkte: ’Hvorfor gjorde hun det?’

VI SPOLER TIDEN FREM til en kold efterårsdag 2009 på Vesterbro. Klokken er ti om formiddagen. En strid blæst banker mod vores ansigter, da vi runder hjørnet fra Gasværksvej til Halmtorvet, hvor en enkelt forkommen narkoluder står og spejder efter kunder. Hun bøjer sig mod muren og tænder en cigaret under hætten på sin tynde frakke.

Langs Halmtorvet er de første gæster så småt ved at indfinde sig på de mange nye, trendy cafeer. Det er her, vi har sat Kai Bo Rasmussen stævne. Halmtorvet må være det helt rigtige sted til en snak med den tidligere gangster og luderkarl, som i en fjern fortid var en velkendt skikkelse på Vesterbro.

Dengang gik han under navnet Røde Kai.

Det var også dengang, der typisk blev serveret nogle flade – og ikke som i dag hip brunch og kaffelatte – på Vesterbros vandingssteder. Den i dag 62-årige Kai Bo Rasmussen ligner det, han også er, nemlig en skikkelig førtidspensionist. Lille og tæt af bygning og iført fornuftig vindjakke og kasket.

Med sine egne ord har han altid været »en lille lort«. Men i en periode af sit liv var han også en helvedes karl. I 23 år udlevede Kai Bo Rasmussen sin barndomsdrøm om at være kriminel, og om denne, sin komplet umoralske fortid, fortæller han uden omsvøb i bogen »Røde Kai – og hans kriminelle karriere«, der netop er udkommet.
Røde Kai har med andre ord lagt kortene på bordet. Han er også kommet i fint selskab. For som han sagde, da Berlingske mødte ham til Gyldendals celebre efterårsreception.

»Før i tiden var det slumstormere og Divan-Svend, man mængede sig med, og minsandten om man ikke pludselig er i selskab med Mogens Lykketoft, Lise Nørgaard og Ib Michael.«

FINT SELSKAB var ikke ligefrem dét, Kai Bo Rasmussen havnede i, da han en regnfuld septemberdag i 1968 troppede op på Halmtorvet med et spritnyt erhvervskørekort i baglommen for at søge hyre hos Codan Bilen. Taxa-centralen lå lige præcis der, hvor PH-Cafeen i dag ligger og oser af kulturradikal pænhed ved porten til Øksnehallen og den gamle kødbyen.
Vi sætter os ind på cafeen, bestiller stempelkaffe og croissanter. »Uden chokolade, tak«, siger Kai Bo Rasmussen og trækker sigende maven ind bag sin nye vindjakke, indkøbt af hustruen Pia, som har stået last og brast om Kai gennem alle årene. Han siger, at han ikke sad her i dag, hvis det ikke havde været for hende. De har været gift i 30 år. Og blev det for øvrigt én gang til i maj måned.

»En god ting kan ikke fejres for tit,« som Kai siger.
»Min kone er et meget privat menneske. Hendes navn er heller ikke med i bogen, så hende holder jeg helt udenfor. Det gør jeg også med mine børn. Det er jo ikke dem, det drejer sig om – det er min fortid. Min kone har aldrig brudt sig om det, jeg gik og lavede, men hun har holdt så meget af mig, at hun har set gennem fingre med det. Hun har holdt fast, men hun er meget ked af, at jeg har skrevet bogen. Hun mener, jeg skulle have holdt min bøtte med det.«

Hvorfor gjorde du ikke bare det?
»Fordi det har været vigtigt for mig at fortælle historien. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne blive ved med at leve på den måde. Det blev alt for sølle. Og det var narkotikaens indtræden. Det ødelægger alt. Hård narkotika, det er noget, Fanden har skabt,« siger Kai Bo Rasmussen med et eftertryk, der ikke efterlader nogen tvivl om, at han ved, hvad han taler om. Han siger, at han aldrig selv har haft med den hårde narko at gøre, og at narkoen har ødelagt miljøet på Vesterbro.

Der er noget old school arbejderdreng over Kai Bo Rasmussen, som han sidder der velfriseret, høflig og kontant i mælet. En svag duft af Aramis-cologne svæver om cafébordet. Jeg komplimenterer ham for valget.
»Jeg er glad for, du kan lide den. Jeg har brugt den i 25 år,« siger han med en selvfølge, der antyder, at kropslig forfængelighed ikke er ham fremmed. I det hele taget er der ikke meget, der er Kai Bo Rasmussen fremmed. Han har levet et liv med ludere og lommetyve og set en hel del fængselsceller indefra.

Og det hele begyndte som sagt den dag, da han 21 år gammel blev ansat som taxachauffør på Codan-Bilen. Et selskab, hans egen far ellers havde advaret ham kraftigt mod. For Codan-bilen var en værre forbryderrede. Lidet anede Kais far, at det netop var hele ideen, for Kai havde en begrundet idé om, at netop Codan-Bilen ville være en god adgangsbillet til Vesterbros underverden. Hvilket i den grad skulle komme til at holde stik. I løbet af få måneder var Kai Bo Rasmussen både luderkarl og guldrøver. Og da den konservative justitsminister Knud Testrup året efter frigav billedpornografien, blev Kai aktiv som booker til Københavns liveshows, og i 1971 blev han indehaver af Keyhole – det første liveshow på Istedgade nogensinde.

Senere fulgte preludin- og hashsmuglerier, som i begge tilfælde førte til længere fængselsstraffe i henholdsvis Vridsløselille og Horserød, hvor han i øvrigt boede celle om celle med Mogens Glistrup.
Når Kai Bo Rasmussen skal forklare sin fascination af Vesterbros underverden, taler han om spænding og om at blive accepteret. Ikke mindst af pigerne. Dem havde Kai ikke den succes med som ung knægt.

»Jeg var rødhåret, havde fregner og gik med briller. Jeg var sådan en lille lort. Som ung blev jeg altid vanvittig forelsket i mine kvindelige venner, og jeg kunne ikke forstå, at de ikke ville være kæreste med mig. De ville hellere have ham fyren, der gav dem én på hovedet. Jeg inviterede dem i biografen og kom med en lille buket blomster, men de ville ikke engang holde mig i hånden, det var sådan lidt øv! Som ung mand på femten-seksten år vil man jo gerne kysse lidt på pigerne,« forklarer Kai Bo Rasmussen, der havde sin seksuelle debut med en polsk luder i Gdynia, for som 16-årig drog Kai ud at sejle.

Han har »lavet mange narrestreger«, som han selv udtrykker det. Men han fortryder ikke sin kriminelle fortid og forsøger heller ikke at skyde skylden på andre. Og så understreger han, at han altid har afskyet vold.

»Jeg kunne aldrig finde på slå et andet menneske, og jeg ville hade mig selv, hvis jeg slog en kvinde,« siger Kai Bo Rasmussen, der i 1991 lagde kriminaliteten på hylden. I dag lever han af sin førtidspension, og siden 1997 har han drevet børnehjælpsforeningen Pinocchio, hvor overskuddet går til udsatte unge.

Ét spørgsmål har han dog aldrig fået svar på. Ved sin mors dødsleje spurgte Kai Bo Rasmussen, om der ikke var noget, hun havde lyst til at sige til ham. »Hvad skulle det være,« svarede hun. »Jeg stod i ti dage og holdt armene op på hende, fordi hun ikke kunne få vejret på grund af kræft i bugspytkirtlen.«

Hun sagde aldrig, hun elskede dig?
»Nej, hun var iskold. Lige til det sidste.«